Hindbær-petit four

Tærte med chokolade og hindbær

Må man ikke godt tyvstarte lidt på sommeren, hvis man virkelig-virkelig savner den?

Jeg storhygger med en sødhedsveninde, spiser choko-sager med hindbær og snakker om sommer. Og solskinslykke. Og bare tæer i græs. Aaaaaah.

Hindbærerne kom jeg til at købe i torsdags, da humøret var i bund og selvmedlidenheden i top.

Selv om de er fra Belgien buuuh, hjalp de faktisk lidt. Og sammen med sprøde Amedei Toscano Brown-bunde, ristede hasselnødder og sød Amedei Toscano Brown-ganache smager de altså ret så skønt.

Jeg tæller dog ned til, at jeg kan hoppe i yndlingshaven og hamstre direkte fra hindbærbusken.

Håber din søndag er fuld af skønhed!

Tærte med chokolade og hindbær

Ingredienser (4 stk.)

Bunde:

70 g hasselnødder

100 g Amedei Toscano Brown eller anden lækker mælkechokolade

 

Fyld:

20 frosne hindbær

50 g Amedei Toscano Brown eller anden mælkechokolade

25 g fløde

Evt. friske hindbær (som pynt)

 

Bunde:

Rist nødderne kort i ovnen.

Blend 50 g til nøddelmel, og hak de sidste 20 g groft.

Smelt chokoladen over vandbad, og lad det køle lidt af (til en temperatur på 32 grader, hvis du har et sukkertermometer).

Bland 70 g smeltet chokolade og nøddemel.

Fordel nøddechokoladen i minitærteforme (ca. 7 cm i diameter), og sæt dem på køl.

Løsn chokoladebundene ved at trykke lidt på formene, og tag dem ud.

Dyp kanterne i resten af den smeltede chokolade, og pynt med grofthakkede nødder.

Sæt bundene på køl igen, mens du laver fyldet.

 

Fyld:

Bring de frosne hindbær i kog i en gryde, og mos dem til puré.

Afkøl  hindbærpuréen, og fordel det i bundene. (Men efterlad plads til chokoladeganche.)

Hak chokoladen fint, og hæld det i en skål.

Bring fløde i kog i en gryde, og hæld det over den hakkede chokolade.

Rør rundt, indtil chokoladen er smeltet.

Lad ganachen køle lidt af, og fordel den oven på hindbærpuréen.

Sæt de færdige petit fours på køl indtil servering.

Pynt med et friskt hindbær, og servér dem gerne sammen med et par kugler (vanilje)is.

Tærte med chokolade og hindbær

Chocorons – med hvid chokolade, lakrids og citron

Chocorons - med hvid chokolade, lakrids og citron

Fredag er fredelig og fin og fyldt med forårsforberedelser og forkælelse.

Er det i grunden normalt at blive helt høj af at lave bordplan?

Og være fuldstændig uforstående over for mande-følelsen af at være træt af at planlægge bryllup efter kun fem timer?

Fredagsforkælelsen består bl.a. af disse chocorons med lakridsganache, et strejf af citron og et lækkert lag hvid chokolade.

En sød læser foreslog denne variant, og jeg er temmelig taknemmelig.

Macaron + lakrids + hvid chokolade + citron = fire ekstra-lækre elementer = favoritlækkeri.

Uden tvivl faktisk.

 

Ingredienser (12 små macarons)

Makronbunde:

43 g mandler

75 g flormelis

1 stor æggehvide

25 g sukker

sort pulverfarve

 

Lakridscreme:

60 g fløde

25 g lakridssirup

1/2 tsk rålakridspulver

65 g hvid kvalitetschokolade

 

Øko-citron

100 g hvid kvalitetschokolade

Makronbunde:

Smut mandlerne, og blend dem til fint mel.

Hæld flormelis ned til mandelmelet, og blend videre.

Tilsæt sort pulverfarve, og si blandingen.

Hæld æggehvide og sukker i en skål, og pisk ved laveste hastighed i cirka et minut.

Pisk derefter ved højeste hastighed i et par minutter – indtil marengsen danner bløde toppe.

Vend mandelblandingen i hviderne. (Pres dejen mod siderne af skålen med en dejskraber – cirka 35 gange.)

Hæld blandingen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir.

Lad de ubagte bunde tørre ved stuetemperatur i cirka en halv time.

Bag dem ved 160 grader i cirka 12 min.

Lakridscreme:

Hak chokoladen.

Bring fløde, lakridssirup og rålakridspulver i kog.

Hæld det over chokoladen og pisk, indtil chokoladen er smeltet.

Stil cremen på køl et par timer, og fyld den i en sprøjtepose.

 

Fordel lakridscreme og lidt citronskal mellem bundene.

Dyp macarons’ene i smeltet (tempereret) chokolade, og pynt med lidt rålakridspulver og citronskal.

Nytårsdessert: chokolade-lavakage

Nytårsdessert: chokolade lava kage

Idé nr. 2 til nytårsdesserten: chokolade-lavakage.

Måske i hjerteform og meget gerne med en kugle syrlig sorbet eller vaniljefræk flødeis til.

Kagen skal serveres lun, men kan med fordel laves i forvejen.

Få minutters opmærksomhed i ovnen er det eneste, de kræver.

Til gengæld skal du være 100 % opmærksom dér.

Kunsten ligger nemlig i, at kagerne tages ud, når de er faste i formen, men flydende indeni.

Jeg har gemt et stykke Amedei 70% i midten af hjerterne. Det kan absolut og aldeles anbefales!

Min søde kæreste fik lov til at smugsmage den nybagte kage. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde filmet ham. Det var ren kagelykke!

lavahjerte4

Ingredienser (til 3 små hjertekager)

50 g Amedei Toscano Black 70 % eller anden mørk chokolade.

50 g smør

30 g sukker

20 g mel

en knivspids vaniljekorn

en knivspids havsalt

50 g pasteuriserede æggeblommer

25 g pasteuriserede æggehvider

15 g Amedei Toscano Black 70 % eller anden mørk chokolade.

Usaltede pistacienødder og havsalt til pynt

 

Hak de 50 g chokolade fint.

Smelt hakket chokolade og smør over vandbad.

Tag det af vandbadet, og rør sukker og vanilje i.

Sigt mel i.

Rør æggeblommer og -hvider i.

Fyld dejen i ramekin-forme – smurt med lidt smør og med et rundt stykke bagepapir i bunden.

Stik et stykke chokolade ned i midten.

Opbevar dem i køleskabet indtil kort tid før desserten skal serveres.

Bag dem ved 200 grader i cirka 8 min. (De skal være skælvende indeni.)

Pynt med pistacienødder og havsalt, og server straks. Gerne og helst med en kugle is.

Søde stjerner med mint

Søde stjerner med mint og mørk chokolade

Kombinationen af sødt selskab og stjerneslik er slet ikke værst.

Jeg har lige afprøvet det – og jeg gør det snart igen.

Stjernerne har en sød og blød mint-midte og er overtrukket med yndlingschokoladen Amedei Toscano Brown 70 %.

Simpelt, men smadderlækkert!

Har I taget hul på julehyggen endnu?

 

Ingredienser (6 stjerner)

150 g flormelis

40 g past. æggehvide

2 tsk pebermynteessens

mørk chokolade

evt. sølvglimmer

 

Bland flormelis, æggehvide og pebermynteessens til konsistensen er blød, men sammenhængende. (Hvis den er for våd, så tilsæt mere flormelis.)

Rul massen ud på et skærebræt (med bagepapir) til den har en tykkelse på knap 1 cm.

Sæt den på køl et par timer, og stik så stjerner (eller andre fine former) ud med en kageudstikker.

Dyp dem i smeltet (og tempereret) chokolade, og pynt med sølvglimmer – hvis du synes.

Søde stjerner med mint og mørk chokolade

Små tærter med chokoladeganache og grillede figner

Små tærter med chokoladeganache og figner

Bare lige for en sikkerheds skyld.

Hvis nu vi skulle få uventet vennebesøg.

Eller kæresten og jeg pludselig bliver ramt af en ustyrlig lækkersult.

Sandsynligheden er ret stor.

Små tærter med chokoladeganache og figner

En halv times tryllerier i køkkenet – så er der fornem fredagsslik!

Må din weekend blive smaddersød og solbeskinnet!

 

Ingredienser (4 minitærter)

Mandelbunde:

100 g mandler

2 spsk smør

2 spsk sirup

½ tsk kanel

 

Chokoladeganache:

100 g Amedei Toscano Brown – eller anden god mælkechokolade

100 g piskefløde

 

Grillede figner:

Friske figner

Lidt sukker

 

Mandelbunde:

Blend mandler til mandelmel.

Smelt smør og sirup, og hæld det i en skål.

Tilsæt mandelmel og kanel, og rør rundt/ælt – til du har en sammenhængende dej.

Smør de små tærteforme med smør/olie, og fyld dejen deri.

Tryk dejen på plads med fingerspidserne.

Prik bundene med en gaffel, og bag dem ved 175 grader i cirka 12 min.

 

Chokoladeganache:

Hak chokoladen groft, og hæld den i en skål.

Bring fløde i kog, og hæld den over chokoladen.

Rør rundt indtil chokoladen er smeltet – og ganachen er homogen.

Lad den køle lidt af.

Fyld den i mandelbundene, og sæt dem på køl et par timer.

 

Grillede figner:

Skær fignerne i både, og anbring dem på en bageplade beklædt med bagepapir  – med snitfladen opad.

Drys lidt sukker på figenbådene, og grill dem i cirka 5 min.

Pynt chokoladetærterne med kanel og grillede figner. (Placer evt. fignen inden chokoladeganachen er helt stivnet – så den ‘smelter lidt ned’ i ganachen.)

Spis dem selv – eller del dem med dejlige venner!

Små tærter med chokoladeganache og figner

Små hasselnøddekager med chokoladeganache

Hasselnøddekage med chokoladeganache

Ofte skal der ikke mere end et enkelt lille niece-smil, en glad klukkelyd eller en lille bevægelse med de fin-finere-fineste blonde krøller til at gøre mig helt blød om mosterhjertet.

Det skete også i dag.

Jeg tilbragte det meste af eftermiddagen med kærlighedspigen og hendes mor.

De er begge smadderseje, virkelig-vidunderlige og meget vigtige for mig.

Hasselnøddekage med chokoladeganache

Jeg havde en lille hasselnøddekage med til familien.

En glutenfri én – men fuld af smag.

Den består af tre små hasselnøddebunde og masser af smovset chokoladeganache (af Amedei Toscano Black 70 %).

Selv for en meget stor kageelsker, er den svær at komme igennem helt alene.

Det er helt med vilje.

Del den med ham, du elsker – på én tallerken og gerne med lukkede øjne.

Hasselnøddekage med chokoladeganache

Ingredienser (4 små kager)

Nøddebunde:

3 æggeblommer

3 æggehvider

100 g sukker

110 g hasselnødder

1 tsk bagepulver

 

Chokoladeganache:

200 g chokolade

70 g smør

Hakkede hasselnødder (som pynt)

 

Nøddebunde:

Pisk æggeblommer og sukker let og luftigt.

Blend hasselnødder til nøddemel, og bland dem og bagepulver i æggesnapsen.

Pisk æggehviderne stive, og vend dem i lidt ad gangen.

Hæld massen i en form (ca. 30 x 20 cm) beklædt med bagepapir.

Bag bunden ved 160 grader i cirka 50 min.

Chokoladeganache:

Smelt chokolade og smør over vandbad.

Lad massen køle lidt af – indtil den er blevet lækker og tyk.

Tryk små cirkler ud af nøddebunden med en rund kageudstikker.

Læg tre bunde sammen med lidt chokoladeganache imellem, og fordel resten på toppen og siderne.

Pynt til sidst siderne med hakkede hasselnødder.

Hasselnøddekage med chokoladeganache

Chili-chokolade-cookies

Cookies med chokolade og chili

Jeg har dejligt duftende chili-chokolade-cookies i ovnen og skjulte intentioner om at lokke min chili-glade kæreste hjem fra Irland.

Bare lige for en kort stund.

Kramme- og kyssekontoen er i minus og trænger til at fyldes op.

Heldigvis ved jeg, at han laver det, han elsker allermest, og med de allersødeste mennesker – og dét gør mig glad.

Én ting er dog sikkert: han skal kysses, knuskrammes og forkæles i stor stil, så snart han er hjemme igen.

Cookies med chokolade og chili

Idéen om chokolade-cookies med chili opstod efter mange fine reaktioner på chili-chokoladerne.

Jeg har brugt min yndlings-cookie-opskrift og blot tilsat chilipulver.

Cookies’ene er ikke særlig stærke, men har et skønt strejf af chili, der dukker op et par sekunder efter, at du har taget din første bid.

Ønsker du ild på tungen, så dobler du bare mængden af chili.

 

Ingredienser

25 g smør

100 g + 50 g mørk chokolade

1 æg

85 g sukker

1/2 tsk vaniljesukker

40 g mel

1/4 tsk bagepulver

1/4 tsk salt

1 tsk chilipulver

 

Smelt smør og de 100 g chokolade over vandbad.

Pisk æg, sukker og vaniljesukker sammen, og rør chokoladeblandingen i.

Si mel, bagepulver, salt og chilipulver, og hæld det i.

Hak de 50 g chokolade, og vend den i dejen.

Sæt skefulde af dejen på en bageplade beklædt med bagepapir. (Lav god afstand, så de ikke flyder sammen.)

Bag dine cookies i cirka 12 minutter ved 170 grader.

Nyd dem lune – eller opbevar dem i en lufttæt dåse/beholder.

Cookies med chokolade og chili

Påskeæg med marcipan og hindbærtrøffel

Påskeæg med marcipan og hindbærtrøffel

Jeg var så snydeheldig at få lækker-lækker luksuschokolade med hjem fra chokoladefestivallen i går.

Blandt andet en plade Amedei 70 % – ekstra mørk – en anerkendt italiensk kvalitetschokolade med en vidunderlig kakaostærk smag – og et strejf af kærlighed.

Sammen med økologisk marcipan og hindbærtrøffel er chokoladen nu tryllet om til små, fine påskeæg.

Påskeæg med marcipan og hindbærtrøffel

Kombinationen af den kakaostærke Amedei-chokolade, den søde marcipan og hindbærtrøflen er ren forkælelse for smagsløgene.

Jeg glæder mig sådan til at forkæle min kære søster og mor med dem om et par dage.

P.S. Føler du dig fristet af den delikate chokolade, kan du købe den her.

 

Ingredienser

Mørk luksuschokolade

Økologisk marcipan

 

Hindbærtrøffel:

50 g hindbærpuré (hindbær pureret gennem en sigte)

20 g sukker

¼ stang vanilje

100 g lys chokolade

5 g usaltet smør

1 tsk Cognac (eller anden spiritus)

et par peberkorn

et par chilikorn

 

Fremgangsmåde:

Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud.

Bring langsomt hindbærpuré, sukker og vaniljekorn i kog.

Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.

Hæld den varme hindbærmasse ned i chokoladen i en tynd stråle, mens du rører.

Lad massen køle ned til 40 grader.

Tilsæt smørret.

Smag til med spiritus og krydderier.

Afkøl hindbærtrøflen.

 

Rul marcipanen ud, og skær den i små firkanter.

Læg en lille ske hindbærtrøffel på hver firkant.

Rul dem til små æg.

Overtræk æggene med tempereret chokolade (se fremgangsmåde nedenunder), og pynt med frysetørrede hindbær.

Påskeæg med marcipan og hindbærtrøffel

Temperering af chokolade (den nemme måde):

Hak chokoladen groft.

Varm al chokolade (på nær 20 %) over vandbad – til den når en temperatur på 45 grader.

Tag chokoladen fra varmen og hæld de resterende 20 % i.

Rør rundt i chokoladen – til den når en temperatur på 32 grader.

Påskeæg med marcipan og hindbærtrøffel

Go (pea)nuts cookies

Jeg har lige fået et kæmpe cookie crush. På disse:

Glutenfri cookies med peanuts og chokolade

Knasende cookies propfulde af peanuts og store stykker mørk chokolade.

De små herligheder blev bagt sent i går aftes og udløste kæmpe jubel og spontane dansemoves.

Om andre faktorer var medvirkende, lader jeg stå hen i det uvisse.

Men cookies’ene bar med sikkerhed en stor del af skylden.

Portionen giver 10-12 cookies.

Det er slet ikke nok.

Næste gang laver jeg dobbelt. Som minimum.

Glutenfri cookies med peanuts og chokolade

Ingredienser

225 g peanutbutter

150 g sukker

1 stort æg

1/2 tsk bagepulver

1/4 tsk salt

50 g mørk chokolade

50 g usaltede peanuts

Et drys havsalt

 

Hæld peanutbutter, sukker, æg, bagepulver og salt i en skål, og rør rundt.

Hak chokolade og peanuts groft, og hæld det i.

Form små kugler af dejen, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag dem i midten af ovnen i 12-14 min ved 175 grader.

Drys en smule havsalt på de varme cookies.

Lad dem køle af på en rist.

Opbevar dem i en lufttæt beholder, hvis de ikke er pist borte på et splitsekund :)

Glutenfri cookies med peanuts og chokolade

Himmelske hindbærbrownies

Hindbærbrownies

Når dagene er grå-grå-grå og fulde af regn, får jeg lyst til at flytte adresse. Gerne mange tusind kilometer væk. Og til et sted, hvor temperaturen er på den rigtige side af 30 grader.

Imens jeg drømmer mig væk, glæder jeg mig over, at andre flytter tættere på. Som min kærestes mormor.

Hun har boet alt for langt væk, men har nu fået sig en lille lejlighed lige rundt om hjørnet. Sådan næsten da.

Hun har fejret fødselsdage mange gange. Alligevel overrasker hun mig gang på gang med hendes skarpe hoved og rappe kommentarer.

Og så er hun ærlig, kærlig

– og særlig glad for søde sager som mig.

Mon ikke hindbær-brownies vil glæde mormor-hjertet?

Jeg tror det.

 

Ingredienser

90 g smør

90 g mørk chokolade

1 1/2 æg

1 ¾ dl sukker

¾ dl mel

¾ dl kakao

En håndfuld hindbær

Lidt havsalt

 

Smelt smør og mørk chokolade over vandbad.

Pisk sukker og æg let og luftigt.

Vend chokoladeblandingen i æggesnapsen.

Sigt mel og kakao i.

Hæld dejen i en form (cirka 18 x 22 cm) foret med bagepapir.

Stik hindbær ned i dejen.

Drys lidt havsalt ud over kagen.

Bag kagen i cirka 35 min ved 180 grader.

Lad den køle af natten over.

Skær ud i små mundfulde.

Chokolademousse med appelsin

Nogle dage skal der ikke så meget til at vælte én omkuld.

Man er skrøbelig og sart.

Og smilet er gemt (langt) væk.

Sådanne dage er der brug for perlepersoner og bjørnekram.

Der skal stryges over håret. Deles tanker. Og stilhed.

Det hjælper.

Mere end man tror.

Og så er der pludselig plads til en lille portion chokolademousse alligevel.

Heldigt.

Orange-chokolade-mousse

Orange-chokolade-mousse

Ingredienser

Karamelliserede kakaonips:

20 g kakaonips

10 g sukker

 

Chokolademousse:

125 g mørk chokolade med orangesmag

100 g pasteuriseret æggeblomme

75 g sukker

1 ¼  dl. pasteuriseret æggehvide

1 spsk sukker

 

Karamelliserede kakaonips:

Opvarm kakaonips og sukker på en pande ved høj varme.

Når sukkeret er smeltet, så hæld massen ud på et bagepapir og lad det køle helt af.

 

Chokolademousse:

Pisk æggehvider & sukker stive, og sæt dem til side.

Hak chokoladen, og smelt den over vandbad.

Pisk æggeblommer & sukker til en tyk æggesnaps.

Kom æggesnapsen op i den smeltede chokolade og pisk godt.

Tilføj en tredjedel af æggehviderne og pisk godt.

Vend forsigtigt chokolademassen med de resterende æggehvider.

Fordel chokolademoussen i glas, og pynt med appelsinfileter og karamelliserede kakaonips.

Hjerteglad

Gateau marcel

Hjerternes tid sniger sig langsomt ind. Men stod det til mig, var det hjertetid året rundt. Jeg er vild med hjerter og – endnu mere – dét, hjertet er symbol på.

Også på mine kager sender jeg små kærlighedsbudskaber. Det virker.

Gateau marcel

 

Ingredienser (til seks små kager)

130 g mørk chokolade

130 g smør

130 g sukker

25 g pasteuriserede æggeblommer

205 g pasteuriserede æggehvider

 

Smelt chokolade og smør over vandbad.

Pisk 85 g sukker og æggeblommer sammen til en lys og luftig masse.

Bland chokolade og æggemasse.

Hæld æggehviderne og resten af sukkeret (45 g) i en skål, og pisk dem stive.

Fordel halvdelen af ‘moussen’ i seks små (gourmet) dessertringe.

Bag dem i cirka 15 min ved 180 grader.

Afkøl bundene helt.

Fordel resten af moussen oven på bundene.

Sæt dem i fryseren natten over.

Tag dem ud et kvarter før, at de skal spises.

Drys dem med lidt kakaopulver, og spis dem, som de er, med lidt vaniljeis eller med frisk frugt.

Mmmmm.

Gateau marcel

Frække flødeboller

Flødebolle

Flødebolleøvelse gør mester. Håber jeg. Jeg befinder mig stadig trygt og godt i begynderfasen. Og der har jeg tænkt mig at blive lidt endnu.

Lige nu øver jeg mig i at lave det perfekte skum. Skum, så jeg kan lave høje flødeboller. TÅRNhøje. Jo højere, desto bedre faktisk.

”Hvorfor?” tænker du måske. Fordi jeg til mine sidste flødeboller fik en herlig-kærlig ”Jeg synes, de er lidt flade”-mobbe-kommentar fra min søde veninde. Hun er i sandhed en flødebollehaj – og hun skal imponeres, skal hun!

Flødebollerne på billederne lavede jeg med hende i går. Det var drøn-hyggeligt, og jeg gør det snart igen. Hvis jeg får lov :)

 

Ingredienser

60 g vand

150 g sukker

80 g glukose

1 stang vanilje

100 g pasteuriserede æggehvider

2 spsk sukker

200 g marcipan

350 g mørk chokolade (gerne 80 %)

 

Lav små, runde marcipan-bunde med en småkageform eller et snapseglas.

Stil bundene på køl.

Kog vand, sukker, glukose og vanilje uden låg – indtil massen når en temperatur på 117 grader.

Pisk æggehviderne næsten stive med 2 spsk sukker.

Hæld sukkermassen i en tynd stråle over æggehvidemassen samtidig med, at du pisker.

Pisk videre i 8 min. (Tålmodighed er her en dyd. Massen ændrer pludselig konsistens og bliver fastere og tungere at røre i.)

Fyld massen i en sprøjtepose (eller til nød en frysepose).

Sprøjt massen ud på de små marcipan-bunde.

Lad flødebollerne hvile ved stuetemperatur i ca. 1 time.

Overtræk flødebollerne med smeltet, tempereret chokolade.

Pynt flødebollerne med knuste frysetørrede hindbær og revet lys chokolade.

Del dem med én, du vil gøre glad.

Det virker.

Flødeboller

Chokolade-pistaciekage

Pistaciekage

I går kom jeg til at bage en lille kage. Jeg fik sådan lyst. Den blev en variant af min appelsin-nøddekage. Uden appelsin og hasselnødder. Men med en stak saltede pistacienødder i stedet. Og stadig med mandler og masser af chokolade. Selvfølgelig.

Appelsin-nøddekagen har gjort mange hjerter glade. Må denne også gøre det.

 

Ingredienser:

40 g mandler

40 g saltede pistacienødder

100 g rørsukker

1 tsk bagepulver

1 stang vanilje

2 æg

¾ dl olivenolie

80 g mørk chokolade

 

Blend mandler og pistacienødder til groft ’mel’.

Bland nødder, rørsukker, bagepulver og vaniljekorn.

Pisk æggene i – et ad gangen.

Tilsæt olivenolie, og pisk til en ensartet dej.

Hak chokoladen groft, og vend det i.

Hæld dejen i en springform (cirka 18 cm i diameter) foret med bagepapir.

Dæk kagen med stanniol.

Bag kagen i midten af ovnen ved 200 grader i cirka 20 min.

Fjern stanniolen og bag yderligere 10 min.

Hold øje til sidst: overfladen skal blive sprød og lækker, men ikke for mørk.

Lad kagen køle helt af.

Der er ingen grund til at have travlt. Kagen er lige så lækker dagen efter. Og på dag 2. Og dagen efter.

Hvis den holder så længe.

Pistaciekage

Snebolde

Hjemmelavede snebolde med marcipan og nougat

Den er her om et øjeblik. Julen. Og jeg mangler stadig at købe en trilliard julegaver. I dag lykkedes det mig at finde én. ÉN. På tre timer. Sejt gået, ikke? Jeg klapper lige mig selv på skulderen.

På min julegavejagt blev jeg farligt fristet af Summerbird’s chokolader. Der lå to ensomme snebolde bag disken, som ville virkelig gerne med hjem. Men jeg modstod fristelsen, susede hjem i køkkenet og lavede mine egne.

 

Ingredienser

Lidt nougat

Lidt marcipan

Lidt hvid chokolade

Lidt glimmer

 

Skær nougaten i små tern.

Rul marcipan ud og skær den i skiver (cirka ½ cm tykke).

Læg et stykke nougat på hver marcipanskive, og rul dem til kugler.

Gentag – til der ikke er mere marcipan og nougat :)

Sæt marcipankuglerne på køl et øjeblik.

Smelt chokoladen over vandbad.

Dyp kuglerne i chokoladen.

Sæt dem på køl igen.

Pynt med glimmer – og spis!

En søndag med stilo

Appelsin-nøddekage

Nogle søndage er særlig rare. Denne er. Den rummer fred, stilhed og langsomt tempo.

Jeg lister rundt i lejligheden. Lytter. Smager på gårsdagens appelsin-nøddekage. Betragter de travle skyer. Nyder bare at være.

Men om lidt sætter jeg tempoet op. Sådan for alvor. Jeg vover mig ud i stormvejret. Ud til solnedgang over Bellevue, glimtende smykker, blå Kings og rødvin. Nik og Jay – kom og ta’ vejret fra mig.

 

Ingredienser:

75 g mandler

100 g rørsukker

1 tsk bagepulver

1 økologisk appelsin

1 stang vanilje

2 æg

¾ dl olivenolie

30 g hasselnødder

50 g mørk chokolade

 

Blend mandlerne til grov mandelmel.

Riv skallen af appelsinen (og spis appelsinbådene.)

Bland mandelmel, rørsukker, bagepulver, appelsinskal og vaniljekorn.

Pisk æggene i – et ad gangen.

Tilsæt olivenolie, og pisk til en ensartet dej.

Hæld dejen i en springform (cirka 18 cm i diameter) foret med bagepapir.

Hak chokoladen groft.

Drys hakket chokolade og hasselnødder ud over kagen, og tryk dem lidt ned i dejen.

Dæk kagen med stanniol.

Bag kagen i midten af ovnen ved 200 grader i cirka 15 min.

Fjern stanniolen og bag yderligere 10 min.

Afkøl kagen.

Spis kagen, som den er. Eller med en kugle flødeskum som her:

Appelsin-nøddekage

Appelsin-nøddekage

Mint-cookies

Mint-cookie

Mørke mandagsaftener er ikke de mest opløftende. Men Mark Knopfler i højtalerne og mint-cookies i munden gør dem lidt hyggeligere.

 

Ingredienser

25 g smør

100 g mørk chokolade

1 æg

85 g sukker

1/2 tsk vaniljesukker

40 g mel

1/4 tsk bagepulver

1/4 tsk salt

10 after eight

 

Smelt smør og chokolade over vandbad.

Pisk æg, sukker og vaniljesukker sammen, og rør chokoladeblandingen i.

Si mel, bagepulver og salt sammen, og hæld det i.

Sæt skefulde af dejen på en bageplade beklædt med bagepapir. (Lav god afstand, så de ikke flyder sammen.)

Bag dine cookies i cirka 12 minutter ved 170 grader.

Læg en after eight på hver cookie, og lad den ligge et minut.

Kør en tandstik rundt i den bløde after eight, så du får et fint mønster.

Lad cookies’ene køle helt af, og læg dem i en lufttæt dåse/beholder.

Mint-cookies

Spiselige julekugler

Julekugler

Kalenderen siger stadig halvanden måned til jul. Men julen føles lige om hjørnet. Særligt udenfor. Gaderne er fyldte med julepyntede vinduer, funklende lyskæder i regnbuefarver, berusende dufte af brændte mandler og julemelodier fra glade gademusikanter.

Indenfor, i mit lille hjem, står julebarometeret også højt. Julekuglerne ovenover har nok en lille finger med i spillet. De har lige muntret sig et kvarter i ovnen og spredt en herlig duft af jul.

Det er nu en hyggelig tid. Julen.

 

Ingredienser (20 stk.)

1 æg

75 g rørsukker

225 g hasselnødder

1/2 tsk stødt kanel

¼ tsk stødt allehånde

¼ tsk nellike

¼ tsk stødt ingefær

100 g mørk chokolade

 

Rist hasselnødderne i ovnen i 5-10 min ved 200 grader.

Rul hasselnødderne i et viskestykke for at få skallerne af.

Hak hasselnødderne fint (med en blender).

Pisk æg og sukker grundigt til en luftig æggesnaps.

Tilsæt nødder og krydderier.

Form små runde kager på størrelse med valnødder.

Bag kagerne midt i ovnen ved 160 grader i ca. 15 minutter (til de er gyldne).

Afkøl kagerne på en bagerist.

Smelt chokolade over vandbad.

Dyp halvdelen af hver kage i chokoladen.

Julekugle