Kirsebærmoussekage med chokolade

Kirsebærmoussekage med chokolade

// Sponsoreret af Fabbri //

En sand kirsebærfejring og en festkage, der stjæler alles opmærksomhed i samme sekund, den sættes på bordet. Kagen består af knasende og salt kakaokiksebund, silkeblød kirsebærganache, intens mælkechokolademousse med kirsebær, cremet kirsebærmousse, spejlblank kirsebærglaze og lidt lir.

Selv om kagen indeholder fem forskellige elementer, er ingen af dem spor svære. Alt, den kræver, er lidt tålmodighed. Og et termometer. Lav kagen en dag, du har god tid. Hyg dig med hvert step. Smag til. Smag løs. Og lad så blot den færdige kage (uden glaze) stå i fryseren og vente til den dag, du får gæster. Eller trænger til lidt selvforkælelse.

Rigtig kirsebærsød fornøjelse!

Kirsebærmoussekage med chokolade

Kirsebærmoussekage

8-10 personer

Ingredienser

Mælkechokolademousse:

  • 100 g Jivara 40 % fra Valrhona eller anden mælkechokolade
    150 ml piskefløde
    10 kirsebær fra Amarena Fabbri

Amarenaganache:

  • 80 g Ivoire 35 % fra Valrhona eller anden hvid chokolade
    40 g kirsebærsirup fra Amarena Fabbri
    10 g glukosesirup

Kakaokiksebund:

  • 100 g havrekiks
    10 g kakaopulver
    1 nip salt
    50 g smør

Kirsebærmousse:

  • 3 blade husblas
    75 g kirsebærsirup fra Amarena Fabbri
    75 g sukker
    saft af 1 lille økologisk citron
    korn af 1 vaniljestang
    150 ml piskefløde
    150 g græsk yoghurt 10 %

Kirsebærglaze:

  • 6 blade husblas
    100 ml piskefløde
    150 g sukker
    150 g glukosesirup
    100 ml kirsebærsirup

Pynt:

  • minimacarons
    chokoladepynt
    orange skovsyre

Fremgangsmåde

Mælkechokolademousse:

  • Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen.
    Bring 50 ml piskefløde til kogepunktet, og hæld det over chokoladen, mens du rører i midten af skålen med en dejskraber.
    Fortsæt med at røre, til massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
    Pisk de resterende 100 ml fløde til let skum.
    Vend først lidt af skummet i chokoladen og derefter forsigtigt resten.
  • Fyld moussen i en halvkugle-silikoneform (13 1/2 cm i diameter), og stik kirsebærrene en smule ned i moussen.
    Sæt formen i fryseren i min. 1 time.

Kirsebærganache:

  • Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen.
  • Varm kirsebærsirup og glukosesirup op i en gryde, og hæld det over chokoladen, mens du rører i midten af skålen med en dejskraber.
  • Fortsæt med at røre, til ganachen samler sig og får en smuk, blank overflade.
  • Fordel ganachen i silikoneformen oven på chokolademoussen, og sæt formen tilbage i fryseren i min. 2 timer.

Kakaokiksebund:

  • Kom kiksene i en frysepose, og knus dem med en kagerulle.
    Kom kiksekrummer, kakaopulver og salt i en skål.
    Smelt smørret i en lille gryde, og rør det i kiksemassen.
  • Fordel kiksemassen i silikoneformen, og tryk den forsigtigt sammen med en ske.
    Sæt formen tilbage i fryseren i min. 1 time.

Kirsebærmousse:

  • Udblød husblassen i koldt vand.
    Bring kirsebærsirup, sukker, citronsaft og vaniljekorn til kogepunktet i en gryde, og tag gryden af varmen.
    Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme sirup.
    Fortsæt med at røre, til sukkeret er opløst.
    Lad siruppen køle af til håndvarm.
    Pisk fløden til let skum, og vend yoghurten i.
    Vend lidt af skummet i den håndvarme kirsebærsirup og dernæst forsigtigt resten.
    Fordel moussen i en halvkugle-silikoneform (16 cm i diameter), og tryk forsigtigt den frosne chokoladebombe ned i.
    Kom kagen i fryseren i min. 3 timer eller natten over.

Kirsebærglaze:

  • Udblød husblassen i koldt vand.
    Bring fløde, sukker og glukosesirup til kogepunktet i en gryde, og tag gryden af varmen.
    Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme fløde.
    Tilsæt kirsebærsirup, og stavblend glazen.
    Dæk overfladen med film, og lad den køle ned til ca. 35 grader.
    Placer den frosne kage på en rist (med et fad nedenunder), og hæld glazen ud over.
    Lad kagen tø op på et kagefad, og pynt med skovsyreblade, minimacarons og chokoladepynt.

Tip: Både kirsebærmousse og kirsebærglaze får en meget sart lyserød farve. Ønsker du en lidt kraftigere nuance, så tilsæt et par dråber rød (frugt)farve.

Tip: Det er den smukke, blå keramikkrukke, du skal have fingre i. Den overgår den røde i både smag, konsistens og kvalitet.

Tip: Halvkugle-silikoneformene er fra Silikomart og købt i Kunst og Køkkentøj.

Tip: Ønsker du at forenkle kagen lidt, så drop kirsebærganache og -glaze – og find på en anden fin finish. Måske lidt friske kirsebær? Eller glimmer? 

Kirsebæris med amaretto og mørk chokolade

Kirsebæris med amaretto og mørk chokolade

Fejrer årets allerførste forårsdag med de to søde damer, Mika og Mia, som jeg laver ‘Lækkerier’ sammen med, og en stor portion kirsebæris med amaretto og mørk chokolade.

Jeg lavede isen i mandags, men kom til at spise rub og stub selv. På rekordtid. Har virkelig en svaghed for alt, der rimer på kirsebær. Og amaretto. Og mørk chokolade… Heldigvis kunne jeg lynhurtigt lave en portion mere til de to søde damer. Jeg kommer nok også lige til at smage en enkelt lille bid…

Kirsebæris med amaretto og mørk chokolade

Kirsebæris med amaretto og mørk chokolade

6-8 personer

Ingredienser

Kirsebæris:

  • 300 ml piskefløde
    300 ml (mini)mælk
    175 g sukker
    korn af 1 vaniljestang
    2-3 spsk amaretto
    75 g mørk chokolade, gerne Caraïbe 66 % fra Valrhona
    25 amarenakirsebær fra Fabbri
    3 spsk kirsebærsirup (fra kirsebærrene)

Fremgangsmåde

Kirsebæris:

  • Kom fløde, mælk, sukker, vaniljekorn og amaretto i en stor skål/plastikkande, og stavblend massen.
    Kør den på ismaskine.
    Hak imens chokoladen groft, og tilsæt den lige inden, isen er færdigkørt.
    Kom den færdige is i en aflang form (ca. 7 x 22 cm), og stik kirsebærrene ned i isen.
    Jævn overfladen med en dejskraber.
    Kom lidt kirsebærsirup tilfældigt ud over isen, og lav mønster med en tandstik.
    Nyd isen med det samme eller kom den i fryseren indtil servering.

Tip: Er du ikke den heldige ejer af en ismaskine, så er her et lille snydetrick: Køb en lækker vaniljeis, lad den blive en smule blød, rør amaretto, amarenakirsebær og chokoladestykker i den og kom den tilbage i fryseren et øjeblik. 

Cherry ice cream with amaretto and dark chocolate chuncks

Working on getting it translated. In the meantime, you can use Google Translate.

Hvidt chokoladebrud med lime, basilikum, pistacier og hindbær

Hvidt chokoladebrud med lime, basilikum, pistacier og hindbær

Jeg er tosset med hvid chokolade, basilikum og lime-trioen og har her forenet de tre ingredienser i et smukt og yderst smagfuldt chokoladebrud. Chokoladebruddet både knaser og smelter på tungen – ligesom jeg allerbedst kan lide det – og kan varieres ud i det uendelige. Find chokolade, nødder og frysetørrede bær fra skabet, og design dit helt eget chokoladebrud. Det er smaddernemt og virkelig skægt!

Må du få en smadderdejlig uge! Jeg vender tilbage med mere sødt om et par dage!

Kærlige hilsner,
Maja

(Opskriften er udviklet til og bragt i ALT for Damerne.)

Hvidt chokoladebrud med lime, basilikum, pistacier og hindbær

4-6 personer

Ingredienser

Chokoladebrud:

  • 150 g hvid chokolade
    10 g cornflakes
    1 spsk grønne, usaltede pistacienødder
    5 friske basilikumblade
    1/3 tsk fintrevet skal fra økologisk lime

Pynt:

  • 1 spsk frysetørrede hindbær
    1 tsk grønne, usaltede pistacienødder

Fremgangsmåde

Chokoladebrud:

  • Smelt chokolade i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen.
    Hak pistacienødder groft og basilikumblade helt fint.
    Rør cornflakes, hakkede pistacienødder, finthakket basilikum og limeskal i chokoladen.
    Placer en kagering/kageudstikker (12-14 cm i diameter) på et skærebræt beklædt med bagepapir, og fordel massen heri.

Pynt:

  • Hak pistacienødder groft, og drys frysetørrede hindbær og grofthakkede pistacienødder ud over chokoladen.
    Sæt formen i fryseren i ca. 10 min, til chokoladen har sat sig, og nyd det straks – eller opbevar det i køleskabet indtil kaffetid!

Tip: De smukke, knaldgrønne, usaltede pistacienødder kan købes i større supermarkeder, i specialbutikker og på nettet.

White chocolate bark with lime, basil, pistachios and raspberries

Serves 4-6

Ingredients

Chocolate bark:

  • 150 g white chocolate
    10 g corn flakes
    1 tbsp unsalted pistachios, chopped coarsely
    5 fresh basil leaves, chopped finely
    1/3 tsp finely grated lime zest

Decoration:

  • 1 tbsp freeze-dried raspberries
    1 tsp unsalted pistachios, chopped coarsely

Instructions

Chocolate bark:

  • Melt chocolate in a bowl over simmering water (bain-marie) and remove bowl from heat.
    Stir in corn flakes, pistachios, basil leaves and lime zest.
    Pour chocolate mixture into a small (cake) ring (12-14 cm diameter) placed on a cutting board lined with parchment paper.

Decoration:

  • Sprinkle freeze-dried raspberries and chopped pistachios on top of chocolate.
    Put in freezer for 10-15 minutes until the chocolate is set.
    Enjoy – or keep in a box in refrigerator until coffee time.

Hvidt chokoladebrud med lime, basilikum, pistacier og hindbær

Mine bedste romkugler

Bedste romkugler luksus

(For English recipe, scroll down and click flag.)

I søndags fik jeg fem hjerter i Politiken. Eller rettere sagt min dessertbog fik det. Jeg blev simpelthen så glad og overvældet og rundt på gulvet af glæde. Vidste slet ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv – så jeg sprang i køkkenet og begyndte at bage. Det plejer at hjælpe. Altid. Faktisk er bagning den allerbedste terapi for mig. Hvad end jeg er trist eller lykkefortumlet som i søndags.

Efter et par timers terapi var der romkugler på menuen. Luksusromkugler. Lavet af snasket mørk chokoladekage, et godt skvæt mørk rom, store chokoladestykker og frysetørrede bær. Nogle vil måske mene, at fem hjerter bør fejres med champagne af den ekstragode slags… Men vi fejrer på romkuglemanér.

TAK TAK TAK for jeres mange søde, dejlige, rørende, overvældende, vilde ord om bogen. Jeg har lagt så meget tid og hjerte i den bog, så det betyder mere, end I aner!

Og tilbage til romkuglerne. Lov mig at lave dem. De smager ca. sytten gange bedre end bagerens. Ha’ den sødeste søndag!

Kærligst Maja

Bedste romkugler luksus

 

Mine bedste romkugler

ca. 15 romkugler

Ingredienser

Romkuglemasse:

Pynt:

Fremgangsmåde

Romkuglemasse:

  • Smelt chokolade og smør i en skål over vandbad.
    Tag skålen af varmen, og rør sukker i.
    Pisk æggene let sammen, og rør dem i.
    Fordel dejen i en rund form (18 cm i diameter) foret med bagepapir.
    Bag kagen i ca. 25 min ved 175 grader.
    Lad den køle af, og sæt den i køleskabet i min. 2-3 timer eller i fryseren (hvis det skal gå stærkt.)
    Bræk kagen i mindre stykker, og kom kagestykker og rom i en skål.
    Rør det godt sammen.
    Form små kugler (à ca. 30 g) af massen, og kom dem i køleskabet, mens du forbereder pynt.

Pynt:

  • Smelt chokolade i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen.
    Giv de kolde romkugler et hurtigt dyp i den smeltede chokolade, og rul dem straks i frysetørrede bær eller grofthakket chokolade.
    Opbevar romkuglerne i køleskabet indtil fejring-/forkælelsetid.

Tip: Jeg bruger Stroh rom til mine romkugler. Det er stærke sager, men det matcher den intense chokoladekage perfekt. Er der små slikmunde i nærheden, kan rommen altid erstattes af romessens.

Danish rum balls

Serves 15

Ingredients

Danish rum balls:

  • 150 g dark chocolate
    75 g butter
    150 g sugar
    3 eggs, slightly beaten
    2 tbsp dark rum

Decoration:

  • 100 g dark chocolate
    freeze-dried berries
    chopped chocolate

Instructions

Danish rum balls:

  • Melt chocolate and butter in a bowl over simmering water (bain-marie).
    Remove bowl from heat and stir in sugar.
    Add the eggs and stir until combined.
    Pour batter into a round baking tin (18 cm diameter) lined with parchment paper.
    Bake for about 25 minutes at 175°C
    Let cool and put in refrigerator for at least 2-3 hours or overnight.
    In a bowl, crumble cake into small pieces.
    Add the rum to taste.
    Roll into small balls and refrigerate while preparing the decoration.

Decoration:

  • Melt the chocolate in a bowl over simmering water (bain-marie).
    Dip cake balls into the melted chocolate and roll in freeze-dried berries or chopped chocolate to cover.
    Put cake balls back in refrigerator until serving.

(Indlægget indeholder affiliatelinks.)

Nemme peanut-chokoladebarer

peanut butter chokoladebar

Søde og salte chokoladebarer med blød og knasende peanutmidte. Farligt lækre og ikke spor svære at lave. Smager lidt som en Snickers, bare syv gange bedre. Vi har kåret dem som nyt favoritfredagsslik herhjemme, men jeg tror bestemt også, at de dur som søndagsforkælelse.

Undrer du dig over, at jeg smider formen i fryseren et par gange undervejs, skyldes det udelukkende min utålmodighed og min akutte trang til sødt. Hvis du kan prale af en tand mere tålmodighed end mig (eller en fuld fryser), kan du bare bruge køleskabet i stedet.

Må du få en smadderdejlig søndag – måske med smag af en hjemmelavet chokoladebar eller to? Jeg har allerede fået en ny chokoladebar-bestilling. Hvis den bliver en succes, vender jeg fluks tilbage med en opskrift mere.

Kram fra solskinsøen, Maja

peanut butter chokoladebar

peanut butter chokoladebar

Nemme peanut-chokoladebarer

Ca. 20 små barer

Ingredienser

Chokoladelag:

Peanutbutterlag:

  • 150 g crunchy peanutbutter
    100 g smør
    50 g havrekiks
    50 g saltede peanuts
    100 g flormelis

Pynt:

Fremgangsmåde

Chokoladelag (bund):

  • Smelt forsigtigt chokolade og peanutbutter i en skål over vandbad.
    Tag skålen af varmen, og fordel halvdelen af peanutbutterchokoladen i en firkantet bageramme/form (16 x 16 cm) med bagepapir i bunden.
    Sæt formen i fryseren, mens du laver peanutbutterfyldet.

Peanutbutterfyld:

  • Smelt peanutbutter og smør i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen.
    Blend kiks til krummer, og hak peanuts groft.
    Tilsæt kiksekrummer, grofthakkede peanuts og flormelis til peanutbutterblandingen, og rør det hele godt sammen.
    Fordel peanutbuttermassen oven på chokoladen, og jævn det ud.
    Sæt formen tilbage i fryseren et øjeblik.

Chokoladelag (top):

  • (Hvis resten af peanutbutterchokoladen har nået at sætte sig lidt): Varm den op over vandbad.
    Fordel chokoladen oven på peanutbutterlaget.
    Sæt formen i køleskabet i et par timer eller natten over.

Pynt:

  • Pynt evt. med lidt chokoladedrizzle, chokoladeperler og flagesalt.
    Skær den store chokoladebar ud i mindre stykker.

Peanut butter chocolate bars

20 small chocolate bars

Ingredients

Chocolate layer:

  • 250 g dark chocolate
    50 g creamy peanut butter

Peanut butter layer:

  • 150 g crunchy peanut butter
    100 g butter
    50 g oat biscuits
    50 g salted peanuts
    100 g powdered sugar

Instructions

Chocolate layer (bottom):

  • Carefully, melt chocolate and peanut butter in a bowl over simmering water (bain-marie).
    Remove bowl from heat and pour half of the peanut butter chocolate into a pan (16 x 16 cm) lined with parchment paper.
    Freeze while preparing the peanut butter layer:

Peanut butter layer:

  • Melt peanut butter and butter in a bowl over simmering water (bain-marie).
    Remove bowl from heat.
    In a blender, process biscuits until fine crumbs form.
    Chop peanuts coarsely.
    Add biscuit crumbs, chopped peanuts and powdered sugar to the peanut butter mixture and stir until combined.
    Pour mixture over the chocolate layer.
    Put the pan back in freezer for 10 minutes or so.

Chocolate layer (top):

  • In a bowl over simmering water, warm up the remaining peanut butter chocolate.
    Pour chocolate over peanut butter layer and refrigerate a few hours or overnight before cutting into small bars.

(Indlægget indeholder affiliatelinks!)

peanut butter chokoladebar

Fyldte chokolader med saltkaramel

Fyldte chokolader med saltkaramel

(For English recipe, scroll down and click flag.)

Lidt inspiration til laber, hjemmelavet fredagsslik. Eller mandagslik, hvis du bor hos mig. De små saltkaramel ‘cups’ er en nem version af disse fyldte chokolader. Jeg elsker dem. Min mand elsker dem. Og vores ellers meget beskedne gæster hamstrer løs hver eneste gang, jeg sætter dem på bordet.

Normalt tempererer jeg chokoladen og laver de fyldte chokolader i en prof. chokoladeform. Denne gang har jeg snydt og sprunget tempereringen over. Chokoladerne får ikke det samme knæk, men smelter skønt på tungen og smager sindssygt godt.

Desuden er de lynhurtige at lave, hvis dine gæster eller din søde tand er på vej.

Husk at opbevare chokoladerne i køleskabet og servere dem direkte derfra!

Kærlige hilsner, Maja

Fyldte chokolader med saltkaramel

Fyldte chokolader med saltkaramel

ca. 20 små chokolader

Ingredienser

Saltkaramel:

  • 50 ml piskefløde
    100 g sukker
    1 nip flagesalt

Chokoladeskaller:

Fremgangsmåde

Saltkaramel:

  • Bring fløde til lige under kogepunktet i en gryde, og sæt den til side.
    Smelt sukker til gylden karamel i en gryde ved svag varme.
    Tag gryden af varmen, og tilsæt fløden lidt ad gangen under omrøring.
    Tilsæt salt.
    Hæld karamellen i en skål, og sæt det i køleskabet i 1-2 timer, til karamellen er afkølet og tyknet.

Chokoladeskaller:

  • Smelt chokolade i en skål over vandbad, og fordel den i en chokoladeform.
    Blank blidt på formen, så evt. luftbobler forsvinder.
    Vend formen på hovedet, og lad overskydende chokolade løbe tilbage i skålen.
    Skrab overfladen ren, og stil formen i fryseren i ca. 10 min.
    Fordel den afkølede karamel i chokoladeskallerne, og sæt formen tilbage i fryseren i ca. 10 min.
    Luk chokoladerne med lidt mere chokolade, og skrab igen overfladen ren.
    Drys lidt flagesalt udover.
    Kom formen tilbage i fryseren i ca. 10 min, og bank/tag de færdige chokolader forsigtigt ud af formen.
    Opbevar chokoladerne i køleskabet indtil servering.

Salted caramel chocolate cups

20 small chocolate cups

Ingredients

Salted caramel:

  • 50 g heavy cream
    100 g sugar
    1 pinch of sea salt

Chocolate shells:

  • 100 g dark chocolate
    sea salt

Instructions

Salted caramel:

  • Warm up cream and set aside.
    In a saucepan, melt sugar until sugar turn amber in colour.
    Remove pan from heat and slowly pour in the cream while whisking vigorously.
    Whisk until all cream is incorporated.
    Stir in salt.
    Pour caramel into a jar and refrigerate 1-2 hours.

Chocolate shells:

  • Melt chocolate in a bowl over simmering water (bain-marie) and fill up chocolate moulds with the chocolate.
    Turn moulds upside down (over the bowl with melted chocolate) to catch excess chocolate.
    Freeze for 10 minutes, then pour caramel into the chocolate cups.
    Return to freezer for about 5 minutes.
    Cover caramel with more chocolate and sprinkle with sea salt.
    Return to freezer for 10 minutes, then carefully take out the chocolate cups.
    Store in the fridge in an airtight container.

(Indlægget indeholder affiliatelinks.)

Fyldte chokolader med saltkaramel

Flødeboller med cookiebund

Cookieflødeboller

Bloggen leger lidt stilleleg i øjeblikket.

Det er ikke fordi bagelysten er listet bort. Langt fra faktisk!

Men kun fordi jeg er begravet i bogmanus. Og i desserter, der skal testes af, smages på, smages til, gentestes og smages lidt mere på.

Inden jeg går helt i hi, vil jeg dele disse flødebolle med jer.

Og ja, jeg har gemt i en cookie i bunden af hver.

Hvorfor i alverden har jeg ikke gjort det før?

Toppet en saltet chewy cookie med cremet vaniljeskum og sprød chokolade?

Det er et ret genialt gadekryds og et ret perfekt weekendprojekt.

Søde knus M

Pst…. Selv om jeg er gået i boghi, jonglerer jeg stadig med chokolade på Instagram og Snapchat (majachocolat). Det ene sted lidt mere messy end det andet…

Cookieflødeboller

Flødeboller med cookiebund

15-20 flødeboller

Ingredienser

Cookiebunde:

  • 75 g blødt smør
    150 g brun farin
    1 æg
    150 g hvedemel
    1/2 tsk havsalt
    50 g Caraïbe eller anden mørk chokolade
    50 g Jivara eller anden mælkechokolade

Vaniljeskum:

  • 75 g sukker
    40 g glukosesirup
    30 ml vand
    Korn fra 1/2 vaniljestang
    50 g æggehvider
    1 spsk sukker

Chokoladeovertræk:

  • 100 g Caraïbe eller anden mørk chokolade
    100 g Jivara eller anden mælkechokolade

Fremgangsmåde

Cookiebunde:

  • Kom smør, brun farin og æg i en skål, og pisk det let og luftigt.
    Rør mel og salt i.
    Hak chokoladerne, og vend dem i.
    Smør dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir, så den er ca. 1/2 cm tyk.
    Bag den i ca. 10 min ved 200 grader (indtil den har en fin gylden farve).
    Stik forsigtigt små bunde ud med runde kageudstikkere – gerne i forskellige størrelser.
    Lad bundene køle helt af.
    Spis cookieresterne, men gem lidt til pynt.

Vaniljeskum:

  • Kom sukker, glukosesirup, vand og vaniljekorn i en lille gryde, og bring det i kog.
    Lad det koge, indtil det har en temperatur på 117 grader.
    Kom æggehvider og 1 spsk sukker i en skål, og pisk det stift.
    Hæld den 117 grader varme sukkerlage ned i æggehviderne i en tynd stråle – under piskning.
    Pisk videre, indtil skummet er sejt og fast.
    Kom vaniljeskummet i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt det ud i de afkølede cookiebunde.
    Lad flødebollerne hvile en times tid.

Chokoladeovertræk:

  • Smelt chokoladen, og temperer den.
    Dyp flødebollerne i den tempererede chokolade, og drys med lidt cookie.
    Opbevar flødebollerne køligt indtil servering.

Cookieflødeboller

(Indlægget indeholder affiliatelinks!)

Nytårsdessert: Desserttapas

Nytår dessert tapas

Desserten nytårsaften er vigtig. Sådan ekstrameget vigtig, hvis du spørger mig.

Jeg vil derfor de næste dage dele fine, festlige desserter, som du kan servere på årets allersidste dag.

Første forslag er desserttapas.

Små søde, syrlige og salte hapsere af den chokoladelækre slags.

De ser måske svære ud, men det er de slet ikke. (Måske lige på nær den med minimacaron.)

Alle ni har helt samme bund, en nem chokoladetrøffel (eller -mousse), lidt pynt – og that’s it.

Nytår dessert tapas

Jeg er gået ‘all in’ og har fyldt tallerkenen med ni forskellige mundfulde.

Mest fordi jeg sjældent mestrer begrænsningens kunst.

Men fire, fem eller seks små kager er også smaddersmukt og vil stensikkert gøre dine gæster godt og grundigt dessertlykkelige.

Nytår dessert tapas

Brug mine opskrifter som inspiration, og vær endelig ikke bange for at tilføje nye smage eller ny pynt.

Rigtig god og sød fornøjelse!

Tip: Mørdejen svarer til ca. 40 små bunde, og hver ganache rækker til mindst 8 petit fours.

Nytår dessert tapas

De ni varianter:

  1. Mælkechokolade + hasselnød + rød skovsyre
  2. Mørk chokolade + hindbær
  3. Dulcey + peanuts
  4. Hvid chokolade + lime + basilikum + pistacie
  5. Hvid chokolade + citron
  6. Lakrids + hvid chokolade + hindbær
  7. Dulcey + salt
  8. Mørk chokolade
  9. Hvid chokolade + lakrids + citron

Here we go…

Hvis du har spørgsmål til noget, så stil løs i kommentarfeltet nedenunder! Jeg prøver at besvare alle spørgsmål så hurtigt som overhovedet muligt, så vi undgår nytårspanik!

Desserttapas

Bunde

Mørdej:

  • 75 g smør, koldt
    150 g hvedemel
    50 g flormelis
    1 knivspids salt
    ½ æg

Fremgangsmåde:

  • Skær smør i små tern, og kom mel, flormelis, salt og smørtern i en foodprocessor/blender.
    Blend det sammen, indtil det ligner revet parmesan.
    Tilsæt æg, og kør et kort øjeblik, så dejen lige samler sig.
    Form den til en kugle, pak den ind i husholdningsfilm, og kom den i køleskabet i mindst en time.
  • Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og stik små cirkler ud med en rund kageudstikker (3 cm i diameter).
    Bag bundene i ca. 5 min ved 175 grader.
    Lad dem køle helt af.

Ni varianter – fyld og pynt

1. Mælkechokolade + hasselnød + skovsyre

Mælkechokoladeganache:

  • 100 g mælkechokolade
    50 ml piskefløde
    10 g glukosesirup
    1 nip salt

Desuden:

  • Ristede hasselnødder
    Rød skovsyre

Fremgangsmåde:

  • Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Bring piskefløde og glukosesirup forsigtigt i kog, og hæld det over chokoladen.
    Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
    Smag til med salt.
    Sæt ganachen på køl tre-fire timer eller natten over.
  • Placer en ristet hasselnød på midten af en bund.
  • Kom ganachen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt en top udover hasselnødden.
  • Gør den lidt flad med fingeren.
    Pynt med røde skovsyreblade.

2. Mørk chokolade + hindbær

Mørk chokoladeganache:

  • 75 g mørk chokolade
    75 ml piskefløde
    10 g glukosesirup
    1 nip salt

Desuden:

  • Frysetørret hindbærpulver
    Spiseligt sølvstøv
    Rød skovsyre

Fremgangsmåde:

  • Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Bring piskefløde og glukosesirup forsigtigt i kog, og hæld det over chokoladen.
    Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
    Smag til med salt.
    Sæt ganachen på køl tre-fire timer eller natten over.
  • Kom ganachen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt en top ud på bunden.
  • Gør den lidt flad med fingeren.
    Pynt med frysetørret hindbærpulver, sølvstøv og røde skovsyre.

3. Dulcey + peanuts

Dulcey-ganache:

Desuden:

  • Peanutbutter
    Saltede peanuts
    Spiseligt guldstøv

Fremgangsmåde:

  • Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Bring piskefløde og glukosesirup forsigtigt i kog, og hæld det over chokoladen.
    Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
    Smag til med salt.
    Sæt ganachen på køl tre-fire timer eller natten over.
  • Kom en lille dut peanutbutter på en bund.
  • Kom ganachen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt en top ud på bunden (udover peanutbutteren).
    Pensl en halv peanut med guldstøv, og placer den i midten.
    Pynt med guldstøv.

4. Hvid chokolade + lime + basilikum + pistacie

Hvid chokoladeganache med lime og basilikum:

  • 100 g hvid chokolade
    3 basilikumblade
    1 tsk sukker
    40 ml piskefløde
    10 ml frisk limesaft

Desuden:

  • Grønne, usaltede pistacienødder
    Spæde basilikumblade

Fremgangsmåde:

  • Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Stød basilikumblade og sukker i en morter.
    Bring piskefløde og basilikumsukker forsigtigt i kog, og hæld det over chokoladen.
    Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
    Smag til med limesaft.
    Sæt ganachen på køl tre-fire timer eller natten over.
  • Blend pistacienødder til mel.
  • Form små kugler af ganachen, og rul dem i pistaciemelet.
    Kom en lillebitte smule ganache på midten af en bund, og klistr en grøn kugle fast derpå.
    Pynt med spæde basilikumblade.

5. Hvid chokolade + citron

Hvid chokoladeganache med citron:

  • 100 g hvid chokolade
    25 ml piskefløde
    25 g frisk citronsaft

Desuden:

  • Minimacarons (fyldt med samme ganache)
    Kandiseret viol

Fremgangsmåde:

  • Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Bring piskefløde og citronsaft forsigtigt i kog, og hæld det over chokoladen.
    Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
    Sæt ganachen på køl tre-fire timer eller natten over.
  • Kom ganachen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt lidt ganache ud på en bund.
  • Placer en minimacaron i den ene side, og pynt med kandiseret viol.

6. Lakrids + hvid chokolade + hindbær

Lakridsganache:

  • 90 g hvid chokolade
    45 ml piskefløde
    35 ml sød lakridssirup fra Bülow

Desuden:

  • Frysetørret hindbærpulver

Fremgangsmåde:

  • Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Bring piskefløde og lakridssirup forsigtigt i kog, og hæld det over chokoladen.
    Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
    Sæt ganachen på køl tre-fire timer eller natten over.
  • Kom ganachen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt en top ud på bunden.
    Gør den lidt flad med fingeren.
    ‘Rul’ den i frysetørret hindbærpulver.

7. Mørk chokolade

Mørk chokolademousse:

  • 50 g mørk chokolade
    100 ml piskefløde
    evt. kaffe, appelsin, mynte…

Desuden:

  • Kakaopulver

Fremgangsmåde:

  • Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Pisk 2/3 af fløden til let skum i en skål, og sæt det til side.
    Bring 1/3 af fløden (resten) forsigtigt i kog i en gryde, og hæld det over chokoladen.
  • Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
    Vend lidt af flødeskummet i, og så resten. (Arbejd hurtigt.)
    Fordel moussen i små halvkugle silikoneforme (3 cm i diameter), og sæt dem i fryseren i min. et par timer eller natten over.
  • Placer en frossen mousse-halvkugle på en bund, og lad den tø op i køleskabet.
    Drys med kakaopulver.

8. Dulcey + salt

Dulcey-ganache:

Desuden:

  • Ultratynde Dulcey-flager
    Flagesalt

Fremgangsmåde:

  • Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Bring piskefløde og glukosesirup forsigtigt i kog, og hæld det over chokoladen.
    Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
    Smag til med salt.
    Sæt ganachen på køl tre-fire timer eller natten over.
  • Kom ganachen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt en fin top ud på bunden.
    Pynt med Dulcey-flager og flagesalt.

9. Hvid chokolade + lakrids + citron

Hvid chokoladeganache med citron:

  • 100 g hvid chokolade
    25 ml piskefløde
    25 g frisk citronsaft

Desuden:

  • Søde/salte lakridser (fra Bülow)
    Rålakridspulver (fra Bülow)
    Spiselig blomst

Fremgangsmåde:

  • Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Bring piskefløde og citronsaft forsigtigt i kog, og hæld det over chokoladen.
    Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
    Sæt ganachen på køl tre-fire timer eller natten over.
  • Klip de søde/salte lakridser midt over, og placer en halv lakrids på midten af en bund.
    Kom ganachen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt en fin top ud.
    Pynt med et drys rålakridspulver og en spiselig blomst.

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Spiselige julegaver: hasselnøddefinanciers med chokolade

Glutenfrie hasselnødde financiers

I sidste weekend zoomede jeg ind på familiesamvær, sneeeegletempo, søvn (!) og dessertforkælelse af den aller-allerbedste slags – fremskabt af dygtige Daniel Kruse fra Stammershalle.

En smuttur til solskinsøen var savnet – og blev stornydt af alle. Måske allermest lille Sia, der tilbragte alle tre dage i favnen på sin mormor.

Inden vi rejste retur til København, efterlod jeg en lille overraskelse i mormors køleskab.

Små, saftige, glutenfrie hasselnøddefinanciers med masser af mørk chokolade.

Som TAK.

Er du på jagt efter en lille spiselig advents-/takkegave, er de slet ikke tossede!

Glasset er lynhurtigt at lave, så du kan sagtens nå det til i morgen!

Må du få den hyggeligste 1. søndag i advent!

Glutenfrie hasselnødde financiers

Hasselnøddefinanciers

ca. 15 små kager

Ingredienser

Hasselnøddefinanciers:

  • 125 g hasselnødder
    140 g flormelis
    6 æggehvider
    100 g smør
    50 g mørk chokolade/mælkechokolade

Pynt:

  • 2 spsk frysetørret hindbær
    1 tsk tørrede rosenblade

Fremgangsmåde

Hasselnøddefinanciers:

  • Rist hasselnødder i ca. 5 min ved 200 grader, og gnub skallerne af i et viskestykke. Lad nødderne køle lidt af, og blend dem til mel.
    Kom smørret i en lille gryde, og lad det koge, indtil det er gyldent og dufter af hasselnødder (‘beurre noisette’). Lad det køle lidt af.
    Kom hasselnøddemel og flormelis i en skål, og tilsæt æggehvider. Rør rundt med et piskeris.
    Tilsæt det afkølede smør, og rør igen, indtil dejen er ensartet.
    Fyld dejen i små financierforme, og bag kagerne i ca. 12 min ved 200 grader (til de er godt gyldne.)

Pynt:

  • Pynt f.eks. med frysetørrede hindbær og rosenblade.

Som gave

  • Kom flormelis, hasselnøddemel, chokolade og evt. pynt i lag i et patentglas.
  • Lav et lille label med titlen: ‘FINANCIERS med hasselnød og chokolade’, og klistr på glasset.
    Skriv en lille vejledning til. F.eks.:
    “Kom 100 g smør i en lille gryde, og lad det koge, indtil det er gyldent og dufter af hasselnødder (‘beurre noisette’). Lad det køle lidt af.
    Kom glassets indhold (på nær pynt) i en skål, og rør 6 æggehvider i.
    Tilsæt det afkølede smør, og rør rundt med et piskeris, indtil dejen er ensartet.
  • Fyld dejen i små financierforme, og bag kagerne i ca. 12 min ved 200 grader.
    Pynt – og nyd!”

Glutenfrie hasselnødde financiers

Hjemmelavede træstammer

Hjemmelavede luksus træstammer

For et par uger siden serverede jeg luksusversioner af vellidte kageklassikere i Politikens ‘Spis og Bo’-sektion og dullede både drømmekagen, citronmånen og træstammerne op.

Det er ingen hemmelighed, at jeg kæmper lidt med en bradepandekagefobi.

Små, skarpe kager med masser af snask er meget mere mig.

Jeg er helst fri for gamle wienerbrødsrester druknet i romessens og overtrukket med giftig, grøn wannabe-“marcipan”.

Til gengæld siger jeg aldrig nej tak til en laber, lille træstamme lavet af snasket mørk chokoladekage, ægte marcipan og god, mørk rom.

Og heldigvis er jeg ikke alene om det.

Jeg har allerede fået mange søde træstamme-tilbagemeldinger fra Politikens læsere.

P.S. Der lander snart spiselige julegaver på bloggen. Tusind tak for alle jeres stemmer. Det er så fedt, at I gider lege med!

Hjemmelavede luksustræstammer

6-8 træstammer

Ingredienser

Kagefyld:

  • 100 g mørk chokolade
    50 g smør
    100 g sukker
    2 æg
    1 spsk hindbærsyltetøj
    1/2-1 spsk rom

Marcipanovertræk:

  • 200 g marcipan
    100 g flormelis
    20 g glukosesirup

Pynt:

  • 50 g mørk chokolade
    frysetørrede bær, tørrede blomster, usaltede pistacienødder etc.

Fremgangsmåde

Kagefyld:

  • Smelt chokolade og smør i en skål over vandbad.
    Tag skålen af varmen, og rør sukker i.
    Pisk æggene let sammen, og rør dem i.
    Kom dejen i en springform (18 cm i diameter), og bag kagen i ca. 20 min ved 175 grader.
    Lad kagen køle af.
  • Bræk kagen i mindre stykker, og kom dem i en skål.
  • Tilsæt hindbærsyltetøj og rom, og pisk massen sammen.
  • Smag til.
  • Stil massen på køl et par timer.
    Rul massen ud til en lang, tynd pølse (ca. 2-3 cm i diameter).

Marcipanovertræk:

  • Ælt marcipan, flormelis og glukosesirup sammen i en skål.
    Rul marcipanen ud mellem to stykker bagepapir til et rektangel (samme længde som kagepølsen).
    Beklæd pølsen med marcipan, og skær den i mindre stykker.

Pynt:

  • Smelt chokolade i en skål over vandbad.
    Dyp enderne af træstammerne i chokoladen, og pynt med  frysetørrede bær, tørrede blomster, usaltede pistacienødder etc.
    Opbevar de færdige træstammer i køleskabet indtil servering.

Hjemmelavede luksus træstammer

Min bedste mysli

Hjemmelavet mysli med peanut butter og chokolade

Jeg er så heldig at have giftet mig med verdens mest hjælpsomme mand.

Når jeg dagligt finder på en ny skør eller direkte vanvittig idé, der død og pine skal realiseres LIGE NU og da naturligvis ikke om 5 minutter!, hjælper han mig uden det mindste brok.

En sjælden gang imellem med en lille rysten på hovedet og et ‘du er ikke rigtig klog’-blik i øjnene. Men han elsker at hjælpe. Altid.

Ret heldigt. For jeg elsker at blive hjulpet. Og give kærlighed tilbage i form af kager og søde sager. Og hjemmelavet mysli.

Denne her søde, sprøde mysli med gavmilde mængder peanutbutter og mørk chokolade er hans favorit i øjeblikket, og jeg har de sidste par måneder bagt mange kilo af den.

Nogle vil nok mene, at den kun bør serveres som særlig søndagsforkælelse. Eller som labert knas på is og desserter.

Vi spiser den helst hver eneste dag.

Hjemmelavet mysli med peanut butter og chokolade

Hjemmelavet mysli med peanut butter og chokolade

Min bedste mysli

ca. 8 portioner

Ingredienser

  • 50 g crunchy peanutbutter
    50 g mørk sirup
    2/3 tsk salt
    200 g grovvalsede havregryn
  • 50 g Caraïbe fra Valrhona eller anden mørk chokolade

Fremgangsmåde

  • Varm peanutbutter og sirup forsigtigt op i en gryde, mens du rører.
    Kom havregryn i en skål imens.
    Når peanutbutterblandingen er mere flydende, så hæld den udover havregrynene, og ælt hele herligheden
     godt sammen med fingrene, så alle gryn (og fingre) er dækket med snask.
    Bred myslien ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag den i 12-15 min ved 175 grader. Rør rundt et par gange undervejs.
    Hak chokoladen groft, og fordel den ud over den lune mysli.
    Vent et kort øjeblik, og rør så forsigtigt rundt i myslien, så den vil blive smurt ind i den smeltede chokolade.
    Lad myslien køle helt af, og opbevar det i en lufttæt beholder. 

Tip: Kom også gerne en stor håndfuld nødder eller frysetørrede bær i myslien. Det hitter!

Indlægget indeholder afilliatelinks.

Hjemmelavet mysli med peanut butter og chokolade

Hasselnøddepetit fours

Hasselnødde petitfours

I har sørme allerede luret det:

Jeg gemt en lille afstemning i højremenuen.

Allermest for at få en fornemmelse af, hvilke lækkerier I særligt søger. Og savler over.

Jeg vil nemlig så gerne gøre jer glade!

De små hasselnøddehapsere løb af med sejren.

De består af en saftig, hasselnøddesød bund, silkeblød chokoladekaramel og en halv ristet hasselnød på toppen.

Smagen er vidunderlig og lækkerheden helt i top.

De er smaddervelegnede til desserttapas. Eller som lille lækkeri til kaffen.

Jeg er pjattet med petit fours og gad godt dele flere minihapsere.

Men hvad skal på bloggen næste gang?

Stem løs ude til højre! (Og til jer med smartphones, vi arbejder hårdt på sagen!)

Hasselnøddepetit fours

ca. 16 petit fours

Ingredienser

Hasselnøddekage:

  • 75 g hasselnødder
    150 g marcipan
    150 g sukker
    150 g blødt smør
    3 æg

Chokoladekaramel:

  • 100 ml piskefløde
    60 g sukker
    1 spsk glukosesirup
    100 g Jivara fra Valrhona eller anden mælkechokolade af god kvalitet

Fremgangsmåde

Hasselnøddekage:

  • Rist hasselnødder i ca. 5 min ved 200 grader, og gnub skallerne af i et viskestykke.
    Lad nødderne køle lidt af, og blend dem til mel.
    Riv marcipanen groft, og kom den i en skål.
    Tilsæt sukker og smør, og pisk det let og luftigt.
    Pisk æg i, og vend hasselnøddemel i.
    Fordel dejen i en springforme (20 cm i diameter) beklædt med bagepapir, og bag kagen i ca. 40 min ved 175 grader.
    (Stik i kagen med en strikkepind for at tjekke, at den er færdig.)
    Lad kagen sætte sig på køl natten over.

Chokoladekaramel:

  • Varm fløden op i en gryde, og hæld den op i en lille kande.
    Smelt sukker til gylden karamel i en anden gryde.
    Tag straks gryden af varmen, og tilsæt den varme fløde lidt ad gangen – under konstant omrøring.
    Rør glukosesirup i.
    Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Hæld den varme karamelfløde over chokoladen, og rør rundt i midten af skålen, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
    Sæt chokoladekaramellen på køl natten over.

Samling:

  • Stik bittesmå bunde ud af kagen med en lille rund udstikker (ca. 3 cm).
    Kom chokoladekaramellen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små toppe ud op bundene.
    Pynt med halve hasselnødder og finthakkede hasselnødder.

(Indlægget indeholder affiliatelinks.)

Hasselnødde petitfours

Chokoladepandekager

Chokoladepandekager med chokoladeis

Regnvejrslørdagsoverlevelseskit til to personer + en baby!

(Chokoladepandekager, chokoladeis, friske bær + et par skefulde smeltet mørk chokolade)

Min bedste chokolademousse

Chokolademousse med amaretto

Jeg har en kæmpe-kæmpe kærlighed til tunge, intense, snaskede chokoladesager.

En heavy, halvbagt browniebasse er noget af det allerbedste, jeg ved.

Men en skefuld chokolademousse eller syv er ej heller at kimse ad.

Især ikke, hvis den kan prale af den reneste chokoladesmag og den fineste fløjlsbløde og luftige konsistens.

Dét kan denne. Min absolutte favoritchokolademousse.

I (søn)dagens anledning har moussen fået en gavmild sjat mandellikør og er kommet i selskab med store chokoladestykker og syrligsøde sommerbær.

Er du i humør til andet, skal du være så velkommen!

F.eks. kan Amarettoen erstattes af en sjat Bailey, lidt appelsinsaft, lidt hindbærsaft, et nip chili, eller en helt femte ingrediens. Mulighederne er mange, og moussen smager uforskammet godt uanset! 

Pssssst: Da moussen er uden fløde, er chokoladen meget i fokus. Så brug en god én af slagsen. Det kan smages! 

Chokolademousse med amaretto

OPSKRIFT

Antal: 6-8 personer

Chokolademousse:
120 g Caraïbe eller Manjari fra Valrhona
3 past. æggehvider
1 spsk sukker
6 past. æggeblommer
70 g sukker
3 spsk Amaretto (mandellikør)

Pynt:
Mørk chokolade
Ribs
Hindbær
Rød skovsyre

Mørk chokolademousse:
Smelt chokolade i en skål over vandbad, og sæt den til side.
Pisk æggehvider og 1 spsk sukker stive i en anden skål, og sæt den til side.
Pisk æggeblommer og 70 g sukker let og luftigt i en tredje skål.
Kom Amaretto i æggesnapsen, og pisk godt.
Pisk den smeltede chokolade i.
Vend forsigtigt æggehviderne i.
Fordel moussen i små glas/skåle, og sæt dem i køleskabet et par timer eller natten over.

Pynt:
Pynt f.eks. med hindbær, ribs, hakket mørk chokolade og rød skovsyre.

Chokolademousse med amaretto

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Små bærmazariner

Mazarintærter med bær

Små, marcipansøde mazarintærter med store stykker Caraïbe og bunkevis af bær.

Bagt til en storsavnet veninde, som jeg besøgte i søndags og sådan havde lyst til at kageforkæle.

Hun blev glad – meget glad! – og jeg endnu gladere ♡

Marcipan og mørk chokolade er et perfekt makkerpar, og med en sjat Amaretto og sødt bærselskab er sommerlykken gjort.

Ha’ den dejligste dag. Må solen skinne en masse på dig!

Mazarintærter med bær

OPSKRIFT

Antal: 5 mindre tærter

Mazariner:
100 g marcipan
100 g sukker
100 g smør (blødt)
2 æg
1 spsk Amaretto (mandellikør)
30 g mel
50 g mørk chokolade, gerne Caraïbe fra Valrhona

Pynt:
50 g mørk chokolade, gerne Caraïbe fra Valrhona
Søde sommerbær

Mazariner:
Riv marcipanen groft, og pisk den sammen med sukker og smør i en skål.
Pisk æggene i – et ad gangen.
Vend Ameretto og mel i.
Hak chokoladen groft, og vend den i.
Fordel dejen i små tærteforme med løs bund (ca. 8 cm i diameter), og bag dem i ca. 15 min ved 175 grader.
Lad kagerne køle helt af.

Pynt:
Smelt chokoladen i en skål over vand, og smør lidt på toppen af hver dage.
Pynt med bunker af bær.
Del med dine!

Tip: Mazarinerne kan sagtens bages i muffinsforme, hvis du ikke har små tærteforme på lager. 

Mazarintærter med bær

Indlægget indeholder affiliatelinks. 

Glutenfrie chokoladecookies

Dobbelt chokoladecookies

Et lille hurtigt hej fra chokoladehulen, hvor jeg har hænderne fulde af jobs, bagning og baby.

Min dejlige mand er rejst på Irlandsturné med sit band, så skyen og jeg er alene hjemme i ti dage.

Heldigvis har vi huset fuld af kraner og cookies, så humøret er i top.

Vi har bagt to store portioner cookies i dag.

Mest fordi vi aldrig får nok af cookies – og af at piske.

Dobbelt chokoladecookies

Først de populære kæmpecookies (i knap så kæmpestort format).

Og så disse chokoladelækre labaner (som jeg i øvrigt har bagt cirka sytten gange gange før.)

De er proppet med store chokoladestykker, har den lækreste, kakaointense smag og minder lidt om mormors himmelske havregrynskugler.

Og så er de tilmed glutenfri!

Vi elsker dem! Og jeg håber også, at I gør!

OPSKRIFT

Ca. 10 cookies

50 g blødt smør
150 g brun farin
1 æg
100 g finvalsede havregryn (evt. glutenfrie)
50 g kakaopulver (evt. glutenfrit)
1/2 tsk salt
50 g Caraïbe fra Valrhona eller anden mørk chokolade
50 g Jivara fra Valrhona eller anden mælkechokolade

Kom smør og brun farin i en skål, og pisk det godt sammen.
Pisk æg i.
Rør havregryn, kakaopulver og salt i.
Hak chokoladerne groft, og vend dem i dejen.
Form dejen til små kugler, og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
Tryk dem let flade.
Bag dem i ca. 8 min ved 200 grader, og lad dem køle lidt af. (Hvis du kan vente.)
Pynt evt. med chokoladedrizzle.

Dobbelt chokoladecookies

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Browniekage med bær

Brownie bær i lag

Tre gange fudgy brownie, intens chokoladefrosting og søde, røde bær i bunkevis.

Solkys, bare tæer i græs, mine to og masser af tid.

Opskriften på den helt perfekte dag, hvis du spørger mig.

Jeg er en heldig én.

Tiden tonser afsted, men jeg udlever min drøm og elsker hver eneste dag.

Kæmpe TAK for jeres evige opbakning.

Fordi I fortsat følger med herinde, selv om jeg forsømmer jer lidt.

For jeres en milliard søde kommentarer på Instagram, Facebook og her.

I gør mig gennemglad! Og giver mig lyst til at bage dagen lang!

Hvilken kage/dessert/lækkeri skal på bloggen næste gang?

Kom med et bud, en smag, en løs idé…

Så vælger jeg én og fremtryller en opskrift.

I får opskriften – og den udvalgte en plade favoritchokolade!

Jeg håber, I vil lege med!

Brownie bær i lag

8-10 personer

Brownie:
240 Caraïbe fra Valrhona eller anden mørk chokolade af god kvalitet
120 g smør
4 æg
360 g sukker
60 g hvedemel
20 g kakaopulver
1/2 tsk flagesalt

Chokoladefrosting:
350 g flormelis
25 g kakaopulver
100 g smør
4-6 spsk kaffe

Desuden:
Røde bær i massevis

Brownie:
Smelt chokolade og smør i en skål over vandbad.
Pisk æg og sukker let sammen, og vend chokoladeblandingen i.
Rør mel, kakao og salt i.
Hæld dejen i tre små springforme (12-14 cm i diameter), og bag bundene i ca. 20 min.
Lad dem sætte sig i køleskabet natten over.

Chokoladefrosting:
Kom alle ingredienser i en skål, og pisk dem sammen – først ved lav hastighed, dernæst ved høj, indtil frostingen er let og luftig.
Fordel frosting og bær mellem bundene – og på toppen!
NYD!

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Fyldte chokolader med saltkaramel

Fyldte chokolader saltkaramel

Måske er det ikke verdens største overraskelse.

Men jeg er temmelig fortabt i saltkaramel.

Og alle dens søskende.

Flydende, blød, chewy, hård, knasende.

Ja tak til det hele!

Denne karamel er den bløde af slagsen.

Med havsalt en masse til at fremhæve karamelsmagen.

Allerhelst spiser jeg den rent med en ske.

Eller i/ovenpå is.

Men den egner sig også eminent som fyld.

I tærter, macarons, chokolader…

Sidstnævnte får du opskriften på i dag.

Karamellens konsistens afhænger af flødemængde og temperatur.

Og WAUW-oplevelsen af chokoladevalg.

Jeg bruger Manjari fra Valrhona.

Det er én af mine favoritchokolader (af den mørke slags). Og så er den ret nem at temperere.

Har du en mørk chokolade liggende, som du elsker, så brug endelig den. Vær dog opmærksom på, at nogle chokolader egner sig langt bedre til temperering end andre.

Til slut: Sørg for at temperere chokoladen i et køkken, der ikke er for varmt. En rumtemperatur på 20 grader er at foretrække.

Rigtig god og sød fornøjelse!

Fyldte chokolader saltkaramel

OPSKRIFT

Ca. 40 fyldte chokolader (afhængig af størrelse)

Saltkaramel:
200 g sukker
100 ml piskefløde
1/2 tsk havsalt

Chokoladeskaller:
300 g Manjari eller anden mørk chokolade af god kvalitet
Evt. guldstøv

Saltkaramel:
Opvarm fløden, og sæt den til side.
Smelt sukker til gylden karamel i en tykbundet gryde.
Tag gryden af varmen, og tilsæt fløden lidt ad gangen under omrøring.
Tilsæt salt.
Hæld karamellen på glas, og sæt det på køl, så det tykner.

Temperering af mørk chokolade:
Hak chokoladen fint.
Kom 2/3 af chokoladen i en skål, 1/3 i en anden.
Smelt de 2/3 chokolade i en skål over vandbad, og tag den af varmen, når den er 45-50 grader.
Tilsæt de resterende 1/3 chokolade, og rør rundt, indtil temperaturen er nede på 29 grader.
Varm så forsigtigt massen op igen (over vandbad eller med hårtørrer), indtil chokoladen er 32 grader.

Saltkaramelchokoladerinthemaking0

Fremstilling af fyldte chokolader:
Hæld den tempererede chokolade i en chokoladeform, og skrab overskydende chokolade af.
Bank blidt på formen, så du undgår luftbobler.
Vend chokoladeformen på hovedet, og lad overskydende chokolade løbe tilbage i skålen.
Skrab formens overflade ren, og stil formen i køleskabet i 10 min.
Fyld den afkølede karamel i (med 2 mm til kanten).
Sæt formen tilbage i køleskabet i 10 min.
Luk de fyldte chokolader med en gang chokolade mere.
Skrab igen overfladen ren.
Sæt formen tilbage i køleskabet i 10 min.
Bank forsigtigt de færdige chokolader ud af formen, og NYD!

Fyldte chokolader saltkaramel

Fyldte chokolader saltkaramel

Indlægget indeholder affiliatelinks.