Chokoladeglade cookies

Chokoladeglade cookies

Det første, jeg gjorde i morges, var at liste ud i køkkenet og gå i gang med at bage chokolade-cookies. Det er faktisk en vanvittig rar og afslappende måde at starte dagen på.

Chokoladedejen tager ikke mange minutter at lave, så en lille halv time senere havde jeg et meget velduftende køkken og 12 store, fristende chokolade-cookies. Mine cookies fik lige den konsistens, jeg ønskede: sprøde uden på og chewy og saftige indeni. Brownies-ish.

Jeg lagde mine chokolade-cookies i en lufttæt dåse – i håb om, at de ville holde nogle dage. Men senere på aftenen fik vi ‘uventet’ besøg: fire af min kærestes kammerater kiggede forbi. Fire chokoladeglade fyre. Så overraskende nok blev dåsen hurtig tom :)

Én af fyrene spurgte tilmed sødt, om jeg ikke ville bage en plade chokolade-cookies, når de skal til Prag i december. Da jeg jo elsker at bage, svarede jeg selvfølgelig ja. Det gør jeg hjertens gerne.

 

Ingredienser

25 g smør

100 g + 50 g mørk chokolade

1 æg

85 g sukker

1/2 tsk vaniljesukker

40 g mel

1/4 tsk bagepulver

1/4 tsk salt

 

Smelt smør og de 100 g chokolade over vandbad.

Pisk æg, sukker og vaniljesukker sammen, og rør chokoladeblandingen i.

Si mel, bagepulver og salt sammen, og hæld det i.

Hak de 50 g chokolade, og vend den i dejen.

Sæt skefulde af dejen på en bageplade beklædt med bagepapir. (Lav god afstand, så de ikke flyder sammen.)

Bag dine cookies i cirka 12 minutter ved 170 grader.

Lad dem køle helt af, og læg dem i en lufttæt dåse/beholder.