Hjemmelavet mysli

Min bedste mysli

Denne søde, sprøde mysli med gavmilde mængder peanutbutter og mørk chokolade er min mands yndlingsmysli, og jeg kreerer ofte en kæmpestor portion af den. Nogle vil nok mene, at den kun bør serveres som særlig søndagsforkælelse eller labert knas på is og dessert. Vi spiser den helst hver eneste dag.

6-8 portionerAffiliate links

Mysli

200 g grovvalsede havregryn 2/3 tsk salt 50 g crunchy peanutbutter 50 g mørk sirup 50 g mørk chokolade, gerne Caraïbe fra Valrhona

Kom havregryn og salt i en skål. Varm peanutbutter og sirup forsigtigt op i en gryde, og rør det i havregrynene. Ælt hele herligheden sammen med fingrene. Bred myslien ud på en bageplade med bagepapir, og bag den i 12-15 min ved 175 grader, til den er fint gylden. Rør rundt et par gange undervejs. Hak chokoladen groft, og drys den ud over den lune mysli. Vent et kort øjeblik, og rør så lidt rundt i myslien, så den dækkes af den smeltede chokolade. Lad myslien køle helt af, og kom den i en lufttæt beholder.

Tip

Jeg tilsætter også gerne en stor håndfuld nødder inden bagning og en lidt mindre håndfuld frysetørrede bær efter bagning.