træstammer med hindbær

Hjemmelavede hindbærtræstammer

En smuk lyserød og hindbærsød version af den klassiske træstamme. Bag det fine ydre gemmer sig fudgy og intens browniemasse med dejlige strejf af hindbær og rom. Kagen er dekoreret med tørrede kornblomster fra Mill & Mortar, men frysetørrede hindbær eller lign. ville også være smadderfint.

6-8 træstammer

Browniefyld

300 g brownierester, gerne denne brownie 1 spsk hindbærsyltetøj 1/2-1 spsk god mørk rom

Bræk brownien i mindre stykker, og kom dem i en skål. Tilsæt hindbærsyltetøj og rom, og pisk massen sammen. Smag til. Rul massen ud til en lang, tynd pølse (ca. 2-3 cm i diameter), og kom den i fryseren, mens du laver hindbærmarcipanen.

Hindbærmarcipan

200 g marcipan 100 g flormelis 20 g glukosesirup frysetørret hindbærstøv

Ælt marcipan, flormelis og glukosesirup sammen i en skål. Ælt hindbærstøv ind i marcipanen lidt ad gangen, til du er tilfreds med farve og smag. Rul hindbærmarcipanen ud mellem to stykker bagepapir til et rektangel (samme længde som kagepølsen). Beklæd den kolde browniepølse med marcipanen, og skær den i mindre stykker.

Pynt

50 g mørk chokolade, gerne Caraïbe fra Valrhona tørrede kornblomster, gerne fra Mill & Mortar

Smelt (og temperer) chokoladen. Dyp enderne af træstammerne i chokoladen, og pynt med tørrede blomster. Opbevar de færdige træstammer i en boks i køleskabet indtil servering.

Tip

Tilsæt rommen lidt ad gangen og smag til undervejs, så du rammer den perfekte balance.