Fyldte chokolader med saltkaramel

Fyldte chokolader med saltkaramel

Lidt inspiration til laber, hjemmelavet fredagsslik. Eller mandagslik, hvis du bor hos mig. De små saltkaramel ‘cups’ er en nem version af disse fyldte chokolader. Jeg elsker dem. Min mand elsker dem. Og vores ellers meget beskedne gæster hamstrer løs hver eneste gang, jeg sætter dem på bordet. Normalt tempererer jeg chokoladen og laver de fyldte chokolader i en professionel chokoladeform. Denne gang har jeg snydt og sprunget tempereringen over. Chokoladerne får ikke det samme knæk, men smelter skønt på tungen og smager sindssygt godt. Desuden er de lynhurtige at lave, hvis dine gæster eller din chokoladesult er på vej.

20 små chokoladerAffiliate links

Saltkaramel

50 ml piskefløde 100 g sukker 1 nip flagesalt

Bring fløden til lige under kogepunktet i en gryde, og sæt den til side. Smelt sukkeret til gylden karamel i en gryde ved svag varme. Tag gryden af varmen, og tilsæt fløden lidt ad gangen under kraftig omrøring. Tilsæt salt. Hæld karamellen på glas, og sæt den i køleskabet i 1-2 timer, til den er afkølet og tyknet.

Fyldte chokolader

100 g mørk chokolade, gerne Manjari 64 % fra Valrhona 1 tsk flagesalt

Smelt chokolade i en skål over vandbad, og fordel den i en chokoladeform. Blank blidt på formen, så evt. luftbobler forsvinder. Vend formen på hovedet, og lad overskydende chokolade løbe tilbage i skålen. Skrab overfladen ren, og stil formen i fryseren i ca. 10 minutter. Fordel den afkølede karamel i chokoladeskallerne, og sæt formen tilbage i fryseren i ca. 10 minutter. Luk chokoladerne med lidt mere chokolade, og skrab igen overfladen ren. Drys lidt flagesalt udover. Kom formen tilbage i fryseren i ca. 10 minutter, og bank/tag de færdige chokolader forsigtigt ud af formen. Opbevar chokoladerne i køleskabet indtil servering.

Tip

Husk at opbevare chokoladerne i køleskabet og servere dem direkte derfra.