![]() ![]() |
Citronmoussekage med hvid chokolade og lakridsSmuk og snehvid moussekage med hvid chokolade, citron og lakrids. Eller bare ‘hvid kage med snebolde og iskrystaller’ ifølge kageekspert Sia. Trods en ekstrasyrlig citronmousse og en både salt og lakridskrydret kiksebund, er hun helt vild med kagen – og det er stort. For sjældent har jeg mødt så hård en kagekritiker som hende. Hvid chokolade-citron-lakrids-trioen bliver jeg aldrig træt af. Tværtimod. Jeg elsker spillet mellem det søde, syrlige og salte så meget, at jeg overvejer at kåre kagen til vores nytårsdessert. Sia vil i hvert fald ikke klage. 8-10 personer Lakridskiksebund50 g smuttede mandler 150 g havrekiks 1 tsk rålakridspulver fra Johan Bülow 1/3 tsk salt 100 g smør Rist mandlerne i ca. 5 minutter ved 200 grader, til de er gyldne. Hak dem groft. Blend kiksene til krummer, og kom kiksekrummer, hakkede mandler, rålakrids og salt i en skål. Smelt smørret, og tilsæt det. Rør massen godt sammen, og fordel den i en kagering (20 cm i diameter) placeret på et skærebræt med bagepapir. Tryk den godt sammen med fingrene. Kom kiksebunden i fryseren, mens du laver ganachen. Hvid chokoladeganache200 g hvid chokolade, gerne Ivoire 35 % fra Valrhona 100 ml piskefløde Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen. Bring fløden til kogepunktet, og hæld den over chokoladen, mens du rører i midten af skålen med en dejskraber. Fortsæt med at røre, til ganachen samler sig og får en smuk, blank overflade. Stavblend ganachen, og fordel det meste af den oven på kiksebunden i kageringen. Gem lidt ganache i en skål i køleskabet (til pynt). Sæt kagen i fryseren, mens du laver moussen. Citronmousse3 blade husblas 100 ml citronsaft 100 g sukker 200 ml piskefløde 100 g skyr eller græsk yoghurt Udblød husblassen i koldt vand. Bring citronsaft og sukker til kogepunktet i en lille gryde, og tag gryden af varmen. Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme citronsirup. Sigt siruppen, og lad den køle af til håndvarm. Pisk fløden til let skum i en stor skål, og vend skyren i. Vend først lidt af skummet i den håndvarme citronsirup og derefter forsigtigt resten. Kom et tyndt lag citronmousse oven på kagen (i kageringen), og fordel resten af moussen i halvkugle-silikoneforme (gerne forskellige størrelser). Kom både kage og halvkugler i fryseren i min. 3 timer, gerne natten over. Samling og pynthvide chokoladeperler fra Valrhona spiseligt sølvstøv lilla stedmoderblomster Tag moussekagen ud af formen, og placer de frosne moussebomber ovenpå. Lad kagen tø op i køleskabet i min. et par timer. Tril resterne af den hvide chokoladeganache til små kugler, og pensl dem med sølvstøv. Pensl ligeledes de hvide chokoladeperler med sølvstøvet. Pynt kagen med sølvkugler, sølvperler og blomsterblade lige inden servering. TipHar du svært ved at få den frosne kage ud af kageringen, så giv ydersiden af ringen en hurtig tur med en crème brûlée-brænder. Så er det let som en leg! |