Lakridskage med hvid chokolade

Lakridskage

Jeg lavede også en anden udgave af konfektkagen.

Bare for en sikkerheds skyld.

Jeg skiftede citronskal og blåbær ud med Bülow lakrids – både pulver og sirup.

Det var slet ikke dumt.

Siruppen giver kagen en karamelliseret konsistens, der virkelig ikke er til at stå for.

Hvis du ikke er særlig stor lakridsfan, så lad dig ikke skræmme. Kagen får – takket være den søde hvide chokolade – kun et fint strejf af lakrids.

Prøv den. Er ret sikker på, at du ikke vil fortryde.

 

Ingredienser

100 g smør

175 g hvid chokolade

100 g sukker

2 æg

70 g mandelmel

1 spsk rålakridspulver (fra Bülow)

cirka 2 spsk lakridssirup (fra Bülow)

 

Smelt smør og 100 g hvid chokolade over vandbad.

Tag skålen af og lad blandingen køle lidt af.

Pisk sukker, æg og lakridspulver let og luftigt.

Rør chokoladeblandingen i.

Vend mandelmelet i.

Hak den resterende chokolade (75 g) groft, og kom den i.

Hæld dejen i en form (cirka 18 x 22) beklædt med bagepapir.

Kom lakridssiruppen i dejen (ved at hælde den i en tynd stråle ud over hele kagen.)

Bag kagen i cirka 40 min ved 175 grader.

Sæt den i køleskabet natten over.

Skær den i små bidder og servér!

Konfektkage med hvid chokolade, citron og blåbær

Et spontant indfald og en række efterspørgsler på lækkerier med citron mundede ud i denne lille, labre sag:

Konfektkage med hvid chokolade, citron og blåbær

En konfektkage med masser af hvid chokolade, blåbær og citron.

Det er en kage, der i sandhed forkæler dine smagsløg. Den søde hvide chokolade, de friske blåbær og det syrlige strejf af citron er et magisk match og får selv min “bær-er-forbudt-i-kager”-kæreste til at juble.

Kagen kan tilmed prale med at være glutenfri: det almindelige mel er skiftet ud med friskt, hjemmekværnet mandelmel.

Måske synes du, at kagen virker halvfærdig, når du tager den ud af ovnen.

Dét skal den!

Et døgn i køleskabet tryller den om en lækker-lækker konfektkage med en sej, chewy konsistens.

Servér den i små mundfulde – men vær forberedt på, at ét stykke til hver laaangt fra er nok.

Konfektkage med hvid chokolade, citron og blåbær

Ingredienser

100 g smør

175 g hvid chokolade

100 g sukker

2 æg

70 g mandelmel

skal fra en lille citron

en håndfuld blåbær

 

Smelt smør og 100 g hvid chokolade over vandbad.

Tag skålen af og lad blandingen køle lidt af.

Pisk sukker og æg let og luftigt.

Rør chokoladeblandingen i.

Vend mandelmelet i.

Riv skallen af en citron, og kom det i.

Hak den resterende chokolade (75 g) groft, og kom den i.

Hæld dejen i en form (cirka 18 x 22) beklædt med bagepapir.

Stik blåbærerne ned i dejen.

Bag kagen i cirka 40 min ved 175 grader.

Sæt den i køleskabet natten over.

Skær den i små bidder og servér!

Lakridslykke

En hjerterammende henrykkelse udløste mine små lakrids-macarons på mit arbejde i sidste uge. Derfor – blandt andet – får mine dejlige kolleger veninder disse små lakrids-lækkerier i morgen:

Hvid chokolademousse med lakrids

Det er små glas med hvid chokolademousse, lakridscreme i bunden og krystalliseret hvid chokolade med lakrids- og hindbærstøv på toppen.

Hvid chokolademousse med lakrids

Allermest har jeg lyst til at forkæle pigerne med kærlighedskager og kramme dem flade og glade hver dag.

For deres… og for min egen skyld :)

Hvid chokolademousse med lakridscreme

Ingredienser (til 2-3 portioner)

Lakridscreme:

50 g fløde

20 g lakridssirup

en knivspids rålakridspulver

50 g hvid chokolade

 

Mousse:

100 g hvid chokolade

1 1/2 pasteuriserede æggehvider

2 pasteuriserede æggeblommer

2 spsk sukker

 

Krystalliseret hvid chokolade med lakrids- og hindbærstøv:

25 g hvid chokolade

25 g sukker

25 g vand

rålakridspulver

knuste frysetørrede hindbær

 

Lakridscreme:

Hak chokoladen.

Bring fløde, lakridssirup og rålakridspulver i kog.

Hæld det over chokoladen og pisk, indtil chokoladen er smeltet.

Stil cremen på køl et par timer.

Fordel cremen i små portionsglas.

 

Mousse:

Hak chokoladen fint, og smelt den over vandbad.

Pisk æggehviderne stive, og stil den til side.

Pisk æggeblommerne let og luftige sammen med sukkeret.

Rør den smeltede chokolade i æggesnapsen.

Vend æggehviderne i.

Fordel moussen i portionsglassene (oven på lakridscremen.)

Stil dem på køl et par timer.

 

Krystalliseret hvid chokolade med lakrids- og hindbærstøv:

Hak chokoladen, og smelt den over vandbad.

Bring sukker og vand i kog, og lad det koge, indtil det når en temperatur på 136 grader.

Hæld sukkermassen over chokoladen, mens du pisker.

Hæld de små chokoladekugler ud på et bagepapir, og lad dem køle af.

Drys halvdelen med lakridspulver og halvdelen med knuste frysetørrede hindbær.

Fyldte chokolader med jordbærtrøffel

Fyldt chokolade

Engel

Dagen i dag blev i sandhed en af de særlige. En lillejuleaftensdag propfuld af lykkestunder med familien – og lyst op af min evigskønne niece, der med sine små, uskyldige øjne og herlige gryntelyde giver sug helt ned i maven.

Lige nu sidder jeg i et musestille hus. Hele familien sover, og klokken har peget på nat i flere timer. Jeg burde måske gå i seng, men jeg bliver oppe. Bare lidt endnu. Er ramt af julefred og taknemmelighed.

Indimellem glemmer jeg, hvor heldig jeg er. Men lige nu står det meget klart.

Må du få en rigtig lykkelig jul.

P.S. En af lykkestunderne i dag mundede ud i 16 af disse:

Fyldt chokolade

Små fyldte chokolader med sød jordbærtrøffel.

Ingredienser (til jordbærtrøffel)

75 g frosne jordbær

80 g hvid chokolade

1/4 stang vanilje

20 g honning

20 g smør

1/2 spsk Cognac (eller andet spiritus)

et par korn stødt peber

et par korn chili

 

Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud.

Bring langsomt jordbær, honning og vaniljekorn og stang i kog.

Sigt grydens indhold.

Hak chokoladen, og kom den i en skål.

Varm jordbærmassen op til kogepunktet igen, og hæld det i chokoladen, mens du rører.

Lad massen køle ned til 40 grader.

Tilsæt smørret i små stykker.

Smag til med spiritus og krydderier.

Afkøl massen. (Ved 28 grader er den klar til brug.)

Hindbærmandler med lakrids

Chokolademandler

… efter en søndag aften med musik i toppen af gåsehudsskalaen, mine nærmeste ved min side (der var mindst lige så berusede af musik som jeg), hæmningsløs vind og disse små, pink lyksaligheder.

Det er ristede mandler overtrukket med hvid chokolade og drysset med knuste, frysetørrede hindbær og rålakridspulver.

 

Ingredienser

100 g mandler

100 g hvid chokolade

2 tsk rålakridspulver

3 tsk frysetørrede hindbær

 

Rist mandlerne i cirka 8 min ved 175 grader.

Lad mandlerne køle af.

Smelt chokoladen over vandbad.

Dyp mandlerne i chokoladen og læg dem på et stykke bagepapir.

Drys med knuste, frysetørrede hindbær og rålakridspulver.

Lad mandlerne tørre – gerne et lidt køligt sted.

Forkæl dig selv og dine nærmeste med dem. Eller brug dem som fin værtindegave.

Chokolademandler

Små stykker nostalgi

Vandbakkelse

Da jeg var lille og havde fødselsdag, bagte min mor altid verdens bedste kagemand kagepige. En vandbakkelseskagepige. Med en fin kjole af glasur, lange fletninger af karamelsnørebånd og en krop pyntet med store mængder slik.

Jeg husker tydeligt følelsen, den fine kagepige vakte. Det var barnelykke, når den er allerbedst.

I går fik min kæreste mig lokket til at lave vandbakkelser. Som akkompagnement til film under dynen. Jeg blev ramt af ren barnenostalgi.

Jeg lavede en voksen variant med hindbærskum og hvid chokolade. Var dog millimeter tæt på at overdynge vandbakkelserne med glasur og slik. Det bliver næste gang.

 

Ingredienser

Vandbakkelser:

1 dl vand

50 g smør

1 tsk sukker

50g hvedemel

2 æg

 

Hvidbærskum:

Fløde

Hindbær

 

Vandbakkelser:

Bring vand og smør i kog.

Tag gryden af varmen, og tilsæt en blanding af mel og sukker.

Rør godt rundt.

Tilsæt et æg ad gangen og pisk til dejen er sammenhængende.

Hæld dejen i en sprøjtepose, og lav små toppe på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag vandbakkelserne i cirka 25 min ved 200 grader. (Åbn ikke ovnen imens!)

Afkøl vandbakkelserne.

 

Hindbærskum:

Pisk fløden til skum.

Mos hindbærerne, og bland dem i flødeskummet.

Hindbærskum

Servering:

Smelt hvid chokolade over vandbad.

Pensl et tyndt lag chokolade på vandbakkelserne.

Fyld hindbærskum i vandbakkelserne.

Pynt til sidst med frysetørrede hindbær.

Vandbakkelse

En fredag med krymmel på

Brombær crumble cake

Om få timer sidder jeg med guld i armene. Alene tanken giver livlige sommerfugle i maven. Jeg glæder mig simpelthen så meget til at se min lille niece igen.

Min søster og mand skal til koncert, og jeg har været så heldig at få lov til at passe deres lille prinsesse imens.

At være moster er noget af det fineste og bedste, jeg har oplevet.

For at glæde de seje forældre tager jeg en hjemmetryllet brombær crumble cake med til dem. Håber den vækker begejstring i det lille hjem.

 

Ingredienser

Kagebund:

120 g smør

120 g sukker

2 æg

120 g mel

 

Fyld:

150 g brombær

 

Crumble:

40 g mel

40 g sukker

40 smør

30 g mandler

30 g revet marcipan

30 g hvid chokolade

 

Kagebund:

Pisk smør og sukker sammen til luftig masse.

Pisk æggene i ét ad gangen.

Vend melet i med en dejskraber.

Hæld dejen i en firkantet form (cirka 18 x 22 cm)  foret med bagepapir.

 

Fyld:

Fordel brombærerne oven på dejen.

 

Crumble:

Hæld mel og sukker i en skål.

Smuldr koldt smør i.

 

Hak den hvide chokolade, og fordel den på kagen.

Hak mandlerne, og fordel dem på kagen.

Riv marcipanen, og fordel den på kagen.

Spred til sidst crumblen ud over hele kagen.

Bag kagen i 55 min ved 180 grader.

Server den lun eller afkølet – evt. med lidt creme fraiche.

Brombær crumble cake

Hvid chokolade-cheesecake

Hvid chokolade-cheesecake

Én af mine herligste veninder smagte for nylig en kage fra Torvehallerne. En kage, der fik hendes engle til at synge. En kage lavet af ost.

Hun fortalte om kageoplevelsen med en entusiasme så stor og udfordrede mig straks til at gøre kunsten efter.

Jeg havde på det tidspunkt aldrig nogensinde stiftet bekendtskab med cheesecake. Jeg havde hverken følt mig fristet til at smage eller kreere en cheesecake. Men jeg var vild med udfordringen – og lovede hende at give det et helhjertet forsøg.

Cheesecakes findes i en trillion forskellige udgaver. Jeg blev – meget overraskende – fristet til at starte med en chokoladevariant. Jeg bliver jo ikke kaldt chokoladepigen uden grund ;)

 

Ingredienser

Bund:

200 gram kiks (gerne Digestive)

2 spsk kakao

150 g smør

 

Fyld:

300 g hvid chokolade

400 g flødeost

1 1/2 dl Cremefraiche

2 Æg

½ vaniljestang

 

Bund:

Knus kiksene i en frysepose med en kagerulle.

Bland kakao og knust kiks.

Smelt smørret, og rør det i kikseblandingen.

Pres dejen sammen i et jævnt lag i en springform (f.eks. vha. en spiseske.)

Stil formen i køleskabet.

 

Fyld:

Rør ost, creme fraiche og vanilje forsigtigt sammen. (Hvis du rører for længe, kommer der luft i fyldet og kagen falder sammen.)

Tilsæt æg – ét ad gangen.

Hak chokoladen, og smelt den over vandbad.

Lad chokoladen køle et øjeblik, og rør den i ostemassen.

Hæld massen ud over bunden.

Bag kagen midt i ovnen i ca. 50 min ved 160 grader (til den føles fast i kanten og lidt skælvende i midten.)

Lad kagen køle af, og stil den i køleskabet natten over.

Pynt med dine yndlingsbær.

Jeg kunne ikke bestemme mig, så jeg pyntede halvdelen af kagen med granatæblekerner og halvdelen med blåbær-topping.

 

Blåbær-topping (til en halv kage):

125 g blåbær

25 g sukker

2 spsk vand

1 tsk Maizena

 

Kom sukker og halvdelen af vandet i en gryde og rør over lav varme til sukkeret er opløst.

Skru op for varmen og tilsæt bærrene.

Lad det koge et par minutter.

Skru ned for varmen.

Bland Maizenaen i resten af vandet, og rør det i lidt af gangen.

Afkøl blåbær-toppingen, og fyld det på kagen.

 

Hvid chokolade-cheesecake

Tataaaa. Et styks cremet chokolade-cheesecake med blåbær-topping og uden den mindste smag af ost.

Det var min allerførste gang. Men det bliver bestemt ikke min sidste.

Blondie

Blondie med hindbær og marcipan

Jeg havde en optimistisk plan om at få tid til at lave syndige chokolade-cookies i dag. Men tiden stak af, så planen bliver udsat en dag eller to. Max. :)

I mellemtiden vil jeg dele en lille, fræk lækkerbisken med jer, som jeg bagte for en måneds tid siden: Blondie.

Navnet Blondie leder mine tanker hen på to meget rare ting: 1. min gamle nabos store, godmodige hund, som jeg elskede at lege med som lille. 2. en brownie med hvid chokolade.

Som billedet afslører, kom jeg til at tilføje lidt hindbær og marcipan til opskriften. Jeg havde lige fået friske hindbær fra min mors have, så jeg kunne simpelthen ikke dy mig. Men det gjorde bestemt ikke blondies’ene ringere :)

 

Ingredienser (til en lille portion)

100 g smør

100 g hvid chokolade

1 1/2 æg

75 g sukker

50 g mel

en knivspids salt

50 g hakket hvid chokolade

50 g marcipan

en håndfuld friske hindbær

 

Smelt smør og hvid chokolade over vandbad.

Pisk æg, sukker, mel og salt sammen.

Vend smør og chokolade i.

Hak chokoladen, og hæld den i dejen.

Riv marcipanen, og vend den i dejen.

Hæld dejen i en lille, kvadratisk kageform foret med bagepapir, og tryk forsigtigt hindbær ned i den.

Bag kagen midt i ovnen i 25-30 min ved 180 grader.