Kardemomme-mousse

Hvid chokolademousse med kardemomme

Jeg fortsætter med fryd og fornøjelse min krydderi-leg.

Kanel er kåret som krydderikongen herhjemme.

Men kardemomme er lige i hælene – især efter denne dessert.

Desserten består af en fløjlsblød kardemomme-mousse med Amedei Toscano White – og kardemomme-krydret nøddeknas på toppen.

Moussen er serveret i små syltetøjsglas. Både fordi det er smart – og smaddersødt.

Den hvide chokolade og kardemommen klæder hinanden gevaldigt godt, synes jeg.

Tør du? :)

Hvid chokolademousse med kardemomme

Ingredienser (til 2-3 portioner)

100 g hvid chokolade

1 1/2 pasteuriserede æggehvider

2 pasteuriserede æggeblommer

2 spsk sukker

1 tsk stødt kardemomme

 

Cashewnødder, macadamianødder, mandler eller andre nødder

Honning

Kardemomme

Salt og peber

 

Hak chokoladen fint, og smelt den over vandbad.

Pisk æggehvider stive, og stil den til side.

Pisk æggeblommer, sukker og kardemomme til let og luftig æggesnaps.

Rør den smeltede chokolade i æggesnapsen.

Vend æggehviderne i.

Fordel moussen i syltetøjsglas, og stil dem på køl et par timer.

 

Smelt honningen på en pande, og bland nødder, smeltet honning, en lille sjat kardemomme og en mini-sjat salt og peber.

Bred nøddeblandingen ud på et bagepapir, og rist dem ved 160 grader i 10-15 min. Rør rundt et par gange.

Afkøl nødderne, og blend dem.

Fordel nøddeknaset oven på moussen.

Hvid chokolademousse med kardemomme

Muffins med marcipan, brombær og hvid chokolade

Muffins med marcipan, brombær og hvid chokolade

Hurra for smukke september-skyer og stille søndage.

Jeg nyder Sias sprøde stemme, en pink power-smoothie, den dragende himmel og duften af nybagte marcipan-muffins.

De små muffins indeholder brombær fra yndlingshaven, hvid chokolade, øko-marcipan og et strejf citron – og skal spises af søde venner senere.

Må din søndag blive smadderdejlig og lige, som du ønsker!

Muffins med marcipan, brombær og hvid chokolade

Ingredienser (6 muffins)

100 g marcipan

100 g sukker

100 g smør

2 æg

50 g mel

1 tsk citronsaft (fra øko-citron)

50 g hvid chokolade

18 brombær

 

Riv marcipanen groft, og hæld den i en skål.

Hæld sukker i, og pisk det sammen med marcipanen.

Tilsæt blødt smør lidt og lidt – også under piskning.

Pisk æggene i – ét ad gangen.

Tilsæt citronsaft.

Vend mel i.

Hak chokoladen groft, og vend den i.

Fyld dejen i muffinsforme, og fordel to brombær i hver.

Bag kagerne ved 175 grader i cirka 25 min.

Pynt med brombær, hvid chokolade og lidt citronskal.

Muffins med marcipan, brombær og hvid chokolade

Muffins med marcipan, brombær og hvid chokolade

Fragilité med lakrids, hvid chokolade og havtornsorbet

Fragilité med lakrids, hvid chokolade og havtornsorbet

I mine øjne bør hver dag indeholde perlepersoner, kærlige kys, ondt-i-maven-grin, store oprigtige bjørnekrammere, chokolade – og is!

Som tidligere nævnt, spiser jeg gerne og helst is hver dag. Selv på de værste vinterdage, hvor kulden bider gennem alt og temperaturen leger dybfryser.

Min favoritis af alle er ekstra-mørk chokoladeis – med masser af knas!

Denne havtornsorbet er i den sundere afdeling – men får stadig mit store ishjerte til at smelte.

Fragilité med lakrids, hvid chokolade og havtornsorbet

Den har en skøn, syrlig smag, er fantastisk farvefin og fuld af vitaminer, antioxidanter og essentielle fedtsyrer.

Alt sammen takket være de små superbær.

Sorbeten er omgivet af søde fragilitébunde lavet af mandler, Bülow rålakridspulver og Toscano White-chokolade.

Søde, sure og salte smagskomponenter i skøn forening!

 

Ingredienser

Havtornsorbet:

250 g havtorn

100 g sukker

100 g vand

 

2 æggehvider

100 g sukker

70 g mandler

70 g hvid chokolade

2 tsk rålakridspulver (fra Bülow)

 

Havtornsorbet:

Blend bærerne, og si kernerne fra.

Hæld havtornpuré, sukker og vand i en gryde, og bring det i kog.

Sæt det på køl, og kør det på ismaskine.

 

Smut mandlerne, og blend dem til groft mel.

Hak chokoladen fint.

Pisk æggehvider og sukker til marengs, og vend mandelmel, hakket chokolade og lakridspulver i.

Beklæd en bageplade med bagepapir, og smør et firkantet lag marengs ud (cirka ½ cm tykkelse).

Bag bunden i 12-15 min ved 175 grader – til den får en fin lysebrun farve.

Lad den køle af på en bagerist.

Del den i to, og fordel havtornsorbet mellem dem.

Sæt fragilitéen i fryseren indtil servering.

Skær den ud i små trekanter, og pynt med friske havtorn.

Servér fragilitéen for dine kære – og spørg dem samtidig, hvor meget C-vitamin, de tror, et enkelt bær indeholder :)

Fragilité med lakrids, hvid chokolade og havtornsorbet

Fyldte chokolader med havtorn

Hvid chokolade og havtorn curd

I går var jeg på havtorn-høst med min vidunderlige barndomsveninde.

Vi fik samlet en stor sæk af de solgule superbær – og stukket os m a n g e gange på de stygge, sylespidse torne!

Men det var pinen værd  :)

Vidste du, at ét enkelt havtorn-bær indeholder mere C-vitamin end en hel appelsin?

Dét er næsten for godt til at være sandt – og giver mig lyst til at putte havtorn i alt. I smoothies… i salater… og i søde sager.

Hvid chokolade og havtorn curd

I dag får du en simpel opskrift på fyldte chokolader.

Med den himmelske hvide chokolade Toscano White og havtorn curd.

Den søde hvide chokolade og den syrlige havtorn er en vinder-kombination – og noget, der skal eksperimentes meget mere med.

Hvis du er havtorn-fan – eller blot vil vitaminbooste og gøre dit immunforsvar vinterklar, så hold øje med bloggen.

Der er flere havtorn-opskrifter på vej.

Hvid chokolade og havtorn curd

Ingredienser

Havtorn curd:

35 g smør

80 g sukker

1/2 dl havtorn – cirka

1 pasteuriseret æg

 

Hvid chokolade

 

Havtorn curd:

Blend havtorn-bærerne, og si kernerne fra.

Hæld smør, sukker, æg og havtornpuré i en gryde, og varm det op under omrøring.

Tag det af varmen, når cremen begynder at tykne.

Hæld den på et glas, og stil det i køleskabet indtil brug.

 

Fremstilling af fyldte chokolader:

Temperer den hvide chokolade.

Hæld den tempererede chokolade i en chokoladeform.

Bank på formen, så der ikke danner sig lufthuller.

Vend chokoladeformen på hovedet, og lad det overskydende chokolade løbe ned i skålen med smeltet chokolade.

Skrab formens overflade ren.

Stil formen i køleskabet i 10 min.

Hæld havtorn curd i (med 2 mm til kanten).

Sæt formen tilbage i køleskabet.

Luk med et nyt lag chokolade.

Skab igen overfladen ren, og sæt formen tilbage i køleskabet.

Chokolade-sushi med lakrids og hindbær

Chokolade sushi med hindbær, citron, lakrids, marcipan og hvid chokolade

Tusind-trillioner tak for alle jeres lykønskninger. Det har været overvældende og hjertegribende at læse jeres kærlighedskommentarer og talrige tillykke’r.

Også jeres søde sushi-ord har gjort mig glad-glad-glad.

Her er en ny variant, der leger og overrasker med søde og sure smagsnuancer.

De pink pragtfuldheder indeholder både hindbær, citron, lakrids, marcipan og hvid chokolade.

De er kåret som vinder-stykket af mine søde smagskaniner.

Indtil videre…

Chokolade sushi med hindbær, citron, lakrids, marcipan og hvid chokolade

Sushi-stykkerne er pakket og klar til en lang rejse nordpå.

Jeg skal tilbringe weekenden i Norge med min kommende mand og min fantastiske svigerfamilie.

Må I alle få en vidunderlig weekend!

 

Ingredienser

100 g marcipan

½ økologisk citron

75 g hvid chokolade

1 dl flormelis

 

20 g marcipan

1/2 tsk lakridspulver

 

50 g hvid chokolade (til overtræk)

friske hindbær

frysetørrede hindbær

 

Rør de 100 g marcipan blød – evt. med en håndmixer.

Tilsæt skal og saft fra den halve citron.

Smelt 75 g hvid chokolade, og rør den i.

Tilsæt flormelis lidt ad gangen. (Gem måske lidt. Massen skal blive mere fast, men bevare sin blødhed.)

Kom massen i køleskabet i cirka en halv time.

Rul marcipanmassen ud til en aflang firkant.

 

Bland de 20 g marcipan med lakridspulveret.

Tilsæt evt. mere lakrids, hvis du er lakridselsker.

Rul lakridsmarcipanen til en tynd rulle.

Læg den ovenpå citron-marcipan-måtten.

Læg friske hindbær ved.

Rul citron-marcipan-måtten sammen til et marcipanbrød.

Overtræk den med smeltet hvid chokolade, og pynt med frysetørrede hindbær.

Sæt den på køl indtil servering.

Skær den ud i små skiver.

Server sushien for én, du elsker.

Chokolade sushi med hindbær, citron, lakrids, marcipan og hvid chokolade

Marengskager med ribs og hvid chokolade

Klar-parat-start til en aften af de særlige.

Min kæreste og jeg får besøg af værdifulde venner, og vi skal dele både kager og hemmeligheder.

Kagerne røber jeg gerne. De består af marcipanbund, store sommerskønne ribs, himmelsk Toscano White-chokolade og et sødt og sprødt lag marengs.

Hemmeligheden forbliver en hemmelighed.

Lidt endnu.

Marengskager med marcipanbund, ribs og hvid chokolade

Ingredienser (cirka 6 stykker)

Marcipanbund:

70 g marcipan

50 g flormelis

40 g æggehvider

30 g mandler

 

200 g ribs – plus lidt til pynt

 

Marengs:

100 g flormelis

2 æggehvider

1/2 tsk Balsamico eddike

50 g hvid chokolade

Marengskager med marcipanbund, ribs og hvid chokolade

Marcipanbund:

Smut mandlerne, og blend/hak dem.

Ælt marcipan og flormelis sammen i en skål.

Tilsæt æggehvider lidt ad gangen. (Gem evt. lidt æggehvide, hvis massen er meget fugtig.)

Tilsæt de hakkede mandler.

Rul den ud til en ønsket form (cirka 1 cm tykkelse.)

Bag bunden ved 180 grader i cirka 10 min – til den begynder at blive gylden.

 

Fjern stilkene fra ribsene, og fordel dem oven på bunden.

Pisk flormelis og æggehvider til marengs, og kom eddike i.

Hak chokoladen groft, og kom den i marengsen.

Fordel marengsen oven på ribsene.

Bag kagen ved 150 grader i cirka 30 min.

Lad den køle af, og server den som den er, med en klat creme fraiche eller en kugle is.

Marengskager med marcipanbund, ribs og hvid chokolade

Hvid chokolademousse med passionsfrugt

Hvid chokolademousse med passionsfrugt

Hej sommer. Jeg er vild med dig – og den glæde, du spreder i hele København.

Bliv her længe. Så er du sød.

Hvid chokolademousse med passionsfrugt

Når solen skinner og temperaturen lynhurtigt og selvsikkert sniger sig op over de 30 grader, bliver jeg fuld af lykkebobler og energi og får lyst til at lave titusinde ting. Blandt andet solskinsdesserter.

Denne solskinsdessert består af hvid chokolademousse med passionsfrugtpuré og krystalliseret hvid chokolade drysset med frysetørret passionsfrugtpulver.

Hvid chokolademousse med passionsfrugt

Den syrlige passionsfrugt og den hvide chokolade komplementerer hinanden virkelig godt.

Og den knasende krystalliserede hvide chokolade passer perfekt til den fløjlsbløde mousse.

Vil du sprede sommerglæde og forkæle nogen med desserten, så er her opskriften:

 

Ingredienser (til 3 portioner)

Hvid chokolademousse:

100 g hvid chokolade

1 1/2 pasteuriserede æggehvider

2 pasteuriserede æggeblommer

2 spsk sukker

 

Passionsfrugtpuré:

6-8 passionsfrugter

1 tsk sukker

1 tsk Maizena

 

Krystalliseret hvid chokolade med frysetørret passionsfrugtpulver:

25 g hvid chokolade

25 g sukker

25 g vand

frysetørret passionsfrugtpulver

Hvid chokolademousse med passionsfrugt

Hvid chokolademousse:

Hak chokoladen fint, og smelt den over vandbad.

Pisk æggehviderne stive, og stil dem til side.

Pisk æggeblommerne let og luftige sammen med sukkeret.

Rør den smeltede chokolade i æggesnapsen.

Vend æggehviderne i.

Fordel moussen i portionsglas, og stil dem på køl et par timer.

 

Passionsfrugtpuré:

Halver passionsfrugterne, og skrab frugtkødet ud.

Si kernerne fra.

Hæld passionsfrugt, sukker, Maizena og evt. lidt vand i en gryde.

Varm det op og rør rundt, indtil det begynder at tykne.

Lad det køle af, og fordel det oven på chokolademoussen.

 

Krystalliseret hvid chokolade med passionsfrugtpulver:

Hak chokoladen, og smelt den over vandbad.

Bring sukker og vand i kog, og lad det koge, indtil det når en temperatur på 136 grader.

Hæld sukkermassen over chokoladen, mens du pisker.

Hæld de små chokoladekugler ud på et bagepapir, og lad dem køle af.

Drys med frysetørret passionsfrugtpulver.

Hæld lidt i hvert glas som prikken over i’et.

Hvid chokolademousse med passionsfrugt

Karameltrøfler – af karamelliseret hvid chokolade

Trøfler af karamelliseret hvid chokolade

Vi drog til Bryggen, fandt et perfekt sted til tæppet, spillede kort, sugede solstråler, spiste hjemmelavede karameltrøfler, grinte højt, var musestille, købte gelato, rullede rundt i det glade grønne græs og nærstuderede de travle skyer.

Den slags giver kærlighed helt ned i tæerne.

Jeg håber, at du også har haft en søndag proppet med dejlighed.

Trøfler af karamelliseret hvid chokolade

Trøffelkuglerne, vi spiste, er lavet af karamelliseret hvid chokolade og rullet i fine frysetørrede hindbær.

Jeg elsker-elsker-elsker karamelliseret hvid chokolade. Faktisk er det den chokolade,  jeg har allersværest ved at holde fingrene fra.

Hvis du ikke har smagt karamelliseret hvid chokolade, så forkæl dig selv med det en dag.

Det kræver en times kærlig opmærksomhed – men det er h v e r t et minut værd.

Trøfler af karamelliseret hvid chokolade

Ingredienser

Karamelliseret hvid chokolade:

Hak chokoladen groft.

Fordel chokoladen på en bageplade beklædt med bagepapir eller i et ovnfast fad.

Bag den ved 120 grader i cirka en time. (Evt. mere.)

Rør rundt i massen hver 10’ende minut.

Bliv ikke bekymret, når massen begynder at klumpe. Det skal den. Den vil karamellisere og blive flydende senere.

 

100 g karamelliseret hvid chokolade

50 g fløde

Frysetørrede hindbær

 

Hæld den karamelliserede chokolade i en lille skål.

Bring fløden i kog, og hæld den over chokoladen.

Vent et kort øjeblik, og rør så rundt i massen, indtil chokoladen er smeltet.

Sæt trøffelmassen på køl natten over.

Form små kugler, og rul dem i frysetørrede hindbær.

Nyd karameltrøflerne med det samme – eller opbevar dem i køleskabet i en lufttæt beholder.

Trøfler af karamelliseret hvid chokolade

Blondies med kirsebær

Blondies med kirsebær

I aften får jeg besøg af en værdifuld veninde.

Som bor alt for langt væk.

Som jeg ser alt for lidt.

Men som jeg altid vil dele hemmeligheder, glæder og sorger med.

Om få minutter banker hun på min dør.

Jeg er klar med kirsebær-blondies og kram.

Ha’ en fabelagtig fredag!

Blondies med kirsebær

Kagen er en variant af mine blondies med rabarber og marcipan.

Ingredienser
Antal: 6-8 personer100 g smør
100 g hvid chokolade
1 1/2 æg
75 g sukker
50 g mel
en knivspids salt
50 g hakket hvid chokolade
100 g kirsebær

Smelt smør og hvid chokolade over vandbad.
Pisk æg, sukker, mel og salt sammen.
Vend smør og chokolade i.
Hak chokoladen, og vend den i dejen.
Hæld dejen i en lille kageform (cirka 18 x 22 cm) foret med bagepapir.
Pil stenene ud af kirsebærene, og fordel dem i kagen.
Bag kagen midt i ovnen i 25-30 min ved 180 grader.

Mini-marengs med citron og hvid chokolade

Mini-marengs med citron og hvid chokolade

Solskin på terrassen, i hjertet og på tallerkenen.

Det føles som søndagsheld.

Mini-marengs med citron og hvid chokolade

Hvad smager din søndag af?

Mini-marengs med citron og hvid chokolade

Sommerdesserten består af mini-marengs med citron, et lag Toscano White chokolade og lidt lemon curd.

Hvis du er vild med kombinationen af hvid chokolade og citron, så prøv den af. Gerne i søndagssnegletempo og med solstråler i ansigtet. Det gjorde jeg :)

 

Ingredienser (til 10 mini-marengs)

Mini-marengs:

3 æggehvider

150 g sukker

1/2 tsk Balsamico-eddike

1-2 tsk citronskal (fra øko-citron)

 

Lemon curd:

35 g smør

80 g sukker

2 økologiske citroner (både saft og skal)

1 pasteuriseret æg

 

100 g hvid chokolade

Små spiselige blomster

 

Mini-marengs:

Pisk æggehviderne stive.

Pisk sukkeret i – lidt ad gangen.

Hæld eddike og citronskal i.

Pisk indtil marengsen er sej og blank.

Kom marengsen i en sprøjtepose, og lav små cirkler på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag dem 1 1/2 time ved 120 grader.

Lad de små marengskager køle helt af.

 

Lemon curd:

Lav lemon curd’en dagen før – eller mens marengsen er i ovnen.

Hæld smør, sukker, æg, citronsaft og citronskal i en gryde, og varm det op under omrøring.

Tag det af varmen, når cremen begynder at tykne.

Stil det i køleskabet indtil brug.

 

Pensl hver marengs med et lækkert lag hvid chokolade.

Læg lidt lemon curd ovenpå.

Pynt med revet hvid chokolade og små spiselige blomster.

Nyd dem i solskin og sødt selskab!

Kærlighedskager med kokos, hvid chokolade og citron

Kærlighedskager med kokos, hvid chokolade og citron

Få dage på solskinsøen tilbragt i den storslåede natur, i sødt selskab og med solen som følgesvend kan altså tryllebinde én og give én livlige lykkebobler i maven.

Vi har gået ture i sommergrønne skove, sunget om kap med nattergalen, sejlet aftentur i solnedgang, slikket sol, suget stilhed, spist chokolade og meget-meget mere.

Faktisk kan Bornholm i solskin føles som favoritrejsedestination. Også selv om jeg har tilbragt mere end 20 år af mit liv dér.

Kærlighedskager med kokos, hvid chokolade og citron

Når Bornholm forkæler mig så meget, får jeg lyst til at forkæle tilbage.

Derfor bagte jeg disse små kærlighedskager til min mor og hendes kæreste i formiddags.

Kagerne er kræs for smagsløgene: De har en lækker konfektagtig konsistens, en sød smag af hvid chokolade og kokos og et friskt pift af citron.

De fine lilla blomster er citrontimian fra min mors have. Jeg er pjattet med dem!

Kærlighedskager med kokos, hvid chokolade og citron

Hvis du vil overraske dine kære med kærlighedskager, så er her opskriften:

 

Ingredienser

100 g smør

175 g hvid chokolade

100 g sukker

2 æg

70 g mandelmel

70 g kokos

skal fra en lille økologisk citron

 

Smelt smør og 100 g hvid chokolade over vandbad.

Tag skålen af varmen, og lad blandingen køle lidt af.

Pisk sukker og æg let og luftigt.

Rør chokoladeblandingen i.

Vend mandelmel og kokos i.

Riv skallen af en citron, og kom det i.

Hak de resterende 75 g chokolade groft, og kom den i.

Hæld dejen i små silikone-hjerteforme (eller muffinsforme).

Bag kagerne i cirka 25 min ved 175 grader.

Spis dem lune – eller sæt dem på køl og lad dem stå natten over.

Kagerne er mindst lige så lækre dagen efter. Og dagen efter igen. Hvis de ikke er væk inden…

Blondies med rabarber, marcipan og hvid chokolade

Blondies med rabarber, marcipan og hvid chokolade

Min betænksomme og evigsøde mor forærede mig en stor håndfuld bornholmske jordbærrabarber i lørdags. Rabarberne har vokset sig store og kraftfulde i min mors fine have og fået masser af kærlig opmærksomhed. Det kan smages.

I går aftes legede jeg i køkkenet med nogle af jordbærrabarberne, marcipan, hvid chokolade og min yndlingslegekammerat.

Selv om jeg a l t i d elsker at bage, er det altså ekstra hyggeligt, når man er to om det. Især når kagebagningen er krydret med snak, grin og kys i massevis.

Blondies med rabarber, marcipan og hvid chokolade

Blondies med rabarber, marcipan og hvid chokolade

Kagebagningen endte ud i disse små blondies fyldt med sød hvid chokolade, økologisk marcipan og syrlige jordbærrabarber.

Hvis du også får lyst til at lege, er her opskriften:

Ingredienser
Antal: 6 personer

100 g smør
100 g hvid chokolade
1 1/2 æg
75 g sukker
50 g mel
en knivspids salt
50 g hakket hvid chokolade
50 g marcipan
50 g rabarber

Smelt smør og hvid chokolade over vandbad.
Pisk æg, sukker, mel og salt sammen.
Vend smør og chokolade i.
Hak chokoladen, og vend den i dejen.
Riv marcipanen, og vend den i dejen.
Hak rabarberne i små stykker, og vend dem i dejen.
Hæld dejen i en lille kageform (cirka 18 x 22 cm) foret med bagepapir.
Bag kagen midt i ovnen i 25-30 min ved 180 grader.

Smugsmag kagen, mens den er varm – og spis resten dagen efter :)

Trifli med rabarber, hvid chokolade og knas

Trifli med rabarber, hvid chokolade og knas

De sidste dage har jeg tilbragt i yndlingshaven i solskin og særlig sødt selskab. Både min mor, de syngende solsorte, syrenerne og jordbærrabarber har været ved min side, og jeg ville ikke undvære nogen af dem.

De søde, røde jordbærrabarber har jeg længe haft et godt øje til. I går kunne jeg ikke længere holde fingrene fra dem.

Tryllede dem om til en sød rabarberkompot, fordelte dem i nogle små syltetøjsglas og toppede dem med hvid chokolade-skum og honningristede havregryn.

En skøn forening af det søde og syrlige.

I morgen stikker jeg til København igen. Med stor sandsynlighed – og stort juhuu – med tasken fuld af rabarber og andre øko-godter.

Trifli med rabarber, hvid chokolade og knas

Trifli med rabarber, hvid chokolade og knas

Ingredienser (4 personer)

Rabarberkompot:

200 g rabarber

80 g sukker

Korn fra 1/2 vaniljestang

10 g vand

 

Flødeskum med hvid chokolade:

¼ liter piskefløde

50 g hvid chokolade

 

Honningristede havregryn:

50 g grovvalsede havregryn

20 g mandler

1 spsk honning

 

Rabarberkompot:

Skær rabarberne i mindre stykker, og kom dem i en gryde med sukker, vaniljekorn og vand.

Bring dem langsomt i kog, og lad dem simre i cirka 10 min.

Fyld rabarberkompotten i glas, og sæt glassene på køl indtil servering.

 

Hvid chokolade-skum:

Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.

Hæld fløden i en lille gryde, og bring den i kog.

Hæld fløden over det hakkede chokolade.

Rør rundt – til chokoladen er smeltet og massen homogen.

Sæt massen på køl et par timer.

Pisk den forsigtigt til skum. (Hellere for lidt end for meget.)

Fordel den i glassene oven på raberbarkompotten.

 

Honningristede havregryn:

Smelt honning på en pande.

Hak mandlerne groft.

Hæld havregryn og hakkede mandler ned til honningen, og rist dem – til de begynder at blive gyldne (cirka 5 min).

Rør rundt imens.

Lad blandingen køle af, og fordel den i glassene.

Små chokolader med lakrids og hindbær

Hvid chokolade med hindbær og lakrids

Jeg leger med Toscano White (hvid chokolade), lakridspulver og frysetørrede hindbær.

Fine chokoladeforme gør legen lidt sjovere. Jeg er særligt glad for de små hjerter, som jeg ofte sender kærlighedsbudskaber med.

Men har du ingen forme, kan du bare give fantasien frit spil på et stykke bagepapir. Det kan blive mindst lige så dekorativt.

Hvid chokolade med lakrids og hindbær

Jeg bliver aldrig for gammel til at lege. Gør du?

Lavakage med hvid chokolade og hindbær

Hvid chokolade lavakage

Her er en lille lava-kage lavet på hvid chokolade frem for mørk.

Da jeg elsker overraskelser, indeholder denne også en lille én:

Hvid chokolade lavakage

En hindbær-midte.

Har du lyst til lidt lækkert på en tempofyldt tirsdag, så prøv den af. Den er klar-parat på under en halv time.

Lavakage med hvid chokolade

Ingredienser (til to personer)

50 g hvid chokolade

50 g smør

30 g sukker

20 g mel

en knivspids vaniljekorn

50 g pasteuriserede æggeblommer

25 g pasteuriserede æggehvider

6 frosne hindbær

Frysetørrede hindbær og pistacienødder (som pynt)

 

Hak chokoladen fint, og smelt den og smørret over vandbad.

Tag skålen af vandbadet, og rør sukker og vanilje i.

Sigt mel i.

Rør æggeblommer og -hvider i.

Fyld dejen i ramekin-forme – smurt med lidt smør og med et rundt stykke bagepapir i bunden.

Stik tre hindbær ned i midten.

Opbevar dem i køleskabet indtil kort tid før desserten skal serveres.

Bag dem ved 200 grader i 8-10 min. (De skal være skælvende indeni.)

Drys med frysetørrede hindbær og hakkede pistacienødder.

Nyd dem lune og i sødt selskab!

Kung Fu-is med et twist

Når vejret bliver forårslækkert og solen leger med, får jeg ekstra meget lyst til is.

Kung Fu is

Denne lille sag er en nyfortolkning af Kung Fu-isen.

Sodavandsisen er udskiftet med flødeis, og pinden med en tallerken.

Men den fortryllende kombination af lakridsis og hvid chokolade er bevaret.

Kung Fu is

Kung Fu-kuglen er placeret på et tyndt lag krystalliseret hvid chokolade og pufsukker.

Pufsukkeret er mest for sjov. Men jeg er altså vild med de små syrlige sukkertingester, der eksploderer i munden. Eller som min søde 5-årige papbror udtrykte med et lidt forbavset udtryk i ansigtet: “det knitrer”.

Lad mig høre: Er du også ramt af is-lyst? Eller er det mig, der er lidt for tidligt på den?

 

Ingredienser

Lakridsis:

4 pasteuriserede æggeblommer

125 g sukker

½ l piskefløde

2 tsk rå lakridspulver

3 spsk lakridssirup

150 g hvid chokolade

 

Krystalliseret hvid chokolade:

25 g hvid chokolade

25 g sukker

25 g vand

 

Pufsukker

Lakridsis

Lakridsis:

Pisk æggeblommer og sukker let og luftigt.

Pisk fløden stiv, og vend den i.

Vend lakridspulver og 2 spsk lakridssirup i.

Kør isen i ismaskine eller sæt den i fryseren og rør i den 4-5 gange i løbet af de første time.

Tilsæt den sidste spsk lakridssirup ved sidste omrøring og lav et fint stribet mønster.

Lad isen fryse natten over.

Lav små runde kugler med isske, og sæt dem tilbage i fryseren et par timer.

Når de er isfrosne, så dyp dem i smeltet hvid chokolade.

Server dem oven på et tyndt lag krystalliseret hvid chokolade og pufsukker.

 

Krystalliseret hvid chokolade:

Hak chokoladen, og smelt den over vandbad.

Bring sukker og vand i kog, og lad det koge, indtil det når en temperatur på 136 grader.

Hæld sukkermassen over chokoladen, mens du pisker.

Hæld de små chokoladekugler ud på et bagepapir, og lad dem køle af.

Ku’ det friste med en lille citron-makron – eller to?

Citron-makron

Én af mine kære læsere ønskede en opskrift på en citron-makron.

Den får hun her.

Mon ikke, at der er andre citron-elskere derude? Jeg tror det.

Jeg deler i hvert fald kontor med én, som jeg med stor sandsynlighed kommer til at forkæle i morgen.

 

Her kommer to citron-makron-varianter.

Den ene er med to slags ganacher: én med hvid chokolade og hindbær – og én med hvid chokolade og citron:

Citron-makron

Den anden er med lemon curd og samme ganache som før (med hvid chokolade og citron). Ganachen gemmer sig i midten, så det er kun lemon curden, der kan ses:

Citron-makron

Den første er fin for øjet, synes jeg.

Den sidste, derimod, er en himmerigsmundfuld for citron-elskere.

Hvilken frister dig mest?

 

Ingredienser

Makronbunde:

225 g flormelis

130 g mandler (mandelmel)

3 store æggehvider

75 g sukker

1 tsk citronskal (fra økologisk citron)

 

Lemon curd:

35 g smør

80 g sukker

2 økologiske citroner (både saft og skal)

1 pasteuriseret æg

 

Ganache med hvid chokolade og citron:

3 spsk piskefløde

½ tsk citronskal (fra økologisk citron)

80 g hvid chokolade

 

Ganache med hvid chokolade og citron:

Brug samme opskrift og tilsæt til sidst lidt hindbærpuré. (Undlad evt. citronskallen.)

 

Makronbunde:

Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel.

Hæld flormelis ned til mandelmelet, og blend videre.

Riv skallen af citronen, hæld den i og blend videre.

Si blandingen i en skål.

Pisk hviderne næsten stive, tilsæt sukker og pisk videre, til de er helt stive.

Hæld mandelblandingen i hviderne – lidt ad gangen.

Pisk forsigtigt imens.

Hæld blandingen i en sprøjtepose med rund tyl, og lav små runde cirkler på en bageplade beklædt med bagepapir.

Lad de ubagte bunde tørre i 20 min ved stuetemperatur.

Bag dem ved 160 grader i cirka 12 min.

 

Lemon curd:

Hæld smør, sukker, æg, citronsaft og citronskal i en gryde, og varm det op under omrøring.

Tag det af varmen, når cremen begynder at tykne.

Hæld den på et glas, og stil det i køleskabet indtil brug.

Lemon curd

Ganache med hvid chokolade og lemon (eller hindbær):

Hak chokoladen fint, og hæld den i en lille skål.

Bring fløde og citronskal i kog, og hæld det over den hakkede chokolade.

Vent et kort øjeblik, og rør så rundt i massen, indtil chokoladen er smeltet.

Lad ganachen køle af (gerne i stuetemperatur) og hæld det i en sprøjtepose.

Citron-makron

Marcipankugler med citron, hindbær og hvid chokolade

Marcipankugler med citron og hvid chokolade

En weekend i yndlingssommerhuset med sødt selskab (fra harerne og hjortene blandt andet) og grin-helt-ned-i-maven er utvivlsomt den bedste medicin, der findes.

Sammen med min kæreste og to andre kære har jeg klatret på stejle bornholmske klipper, betragtet havets betagende hvide skumtoppe, mærket stilheden i fredfyldte skove og slikket masser af sol.

Det er som om, Bornholm er rasende godt for både krop og sjæl.

Marcipankugler med citron og hvid chokolade

Jeg fejrer, at foråret titter frem med disse små solskinskugler.

De består af marcipan, citron, hindbær og hvid chokolade.

Her er opskriften:

 

Ingredienser

100 g marcipan

½ økologisk citron

175 g hvid chokolade

frysetørrede hindbær

 

Rør marcipanen blød – evt. med en håndmixer.

Tilsæt skal og saft fra den halve citron.

Smelt 75 g hvid chokolade, og rør den i.

Kom massen i køleskabet i cirka en halv time.

Form små kugler (eller påskeæg) af marcipanmassen.

Smelt resten af den hvide chokolade, og overtræk kuglerne med chokoladen.

Drys med knuste frysetørrede hindbær og lidt citronskal.