Bastogneis

Kanelis med Bastogne og nougat (Gianduja)

Jeg har l æ n g e leget med tanken om en Bastogne-is.

Faktisk lige siden jeg fik min kære ismaskine.

I tirsdag blev isen til virkelighed.

I en lidt mere vild version end forventet.

En cremet kanel-is med store stykker Bastogne og nougat.

Jo mere knas i is, desto bedre.

Kanelis med Bastogne og nougat (Gianduja)

En enkelt bid – og hej nostalgi!

For mig emmer Bastogne-kiks af barndom og familiehygge.

Har du det på samme måde?

Kanelis med Bastogne og nougat (Gianduja)

Ingredienser 

180 g fløde

180 g mælk

125 g sukker

1 tsk kanel

5 Bastognekiks

50 g Toscano Gianduja eller anden lækker nougat

 

Bland fløde, mælk, sukker og kanel, og kør det på ismaskine.

Skær nougat og kiks i ønskede stykker, og bland det i isen.

Drys evt. kiks på toppen (som billedet ovenover.)

Opbevar isen i fryseren indtil servering.

Kanelis med Bastogne og nougat (Gianduja)

Chokoladeis med julesmag

Juleis - chokoladeis med kanel og appelsin

Selv om verden er kold, gråtonet og fuld af grædende skyer, har jeg stadig smaddermeget lyst til is.

I går iklædte jeg min favoritis juleskostume.

Den søde mælkechokoladeis blev tilsat et par skefulde kanel, friskrevet appelsinskal og en sjat kærlighed.

Jeg sparrer aldrig på chokoladen. Det kan smages.

Sund og slankende kan den ikke prale af.

Til gengæld udløser den uhmmmm-henrykkelse og højt humør.

Og det er jo søndag…

Juleis - chokoladeis med kanel og appelsin

Ingredienser

250 g mælk

50 g fløde

200 g mælkechokolade af god kvalitet

100 g sukker

2 tsk kanel

2 tsk appelsinskal (fra øko-appelsin)

 

Varm fløde og chokolade op i en gryde og rør rundt – indtil chokoladen er opløst.

Tag gryden af varmen, og tilsæt sukker, mælk, kanel og appelsinskal.

Kør massen på ismaskine.

Nyd den søde juleis og din søndag med dine særlige!

Lillalækker brombæris

Brombæris

Én af mine hjerteveninder har lige haft hip-hurra-fødselsdag.

Hun er sådan en veninde, som altid gør dagen regnbuefarvet og fuld af smil – og som jeg håber at have ved min side resten af livet.

I fødselsdagsgave ønsker hun sig hjemmelavet is.

Dét får hun!

Både en chokolade– og en brombær-slags.

Brombærisen er proppet med de berømte brombær fra baghaven og en stor sjat kærlighed.

Jeg håber, det kan smages.

Brombæris

Ingredienser

230 g brombær

150 g sukker

140 g fløde

80 g mælk

lidt citronsaft

evt. mørk chokolade

 

Blend brombær og sukker.

Hæld fløde og mælk i en skål, og tilsæt brombærpuréen.

Smag til med lidt saft fra en frisk citron.

Kør massen på ismaskine.

Hvis du ønsker blød is, så stop maskinen efter 20 min. Hvis ikke, så forsæt lidt endnu.

Tilsæt evt. lidt hakket mørk chokolade.

Nyd den en solrig sommersøndag som i dag.

Brombæris

Hasselnøddeis med karamelliserede hasselnødder og mælkechokolade

Hasselnøddeis med karamelliserede hasselnødder og Amedei Toscano Brown mælkechokolade

Hjemmelavet is er for mig:

♡ Kuren mod dårlige dage og favoritforkælelse på glade.

♡ Noget, jeg nyder gerne og ofte. Hver dag helst.

♡ Den mest romantiske spise: to skeer i én is-boks + søde ord fra ham den særlige = jeg er solgt!

 

I går bød på ét af de øjeblikke. Min kæreste og jeg delte hjemmelavet hasselnøddeis med karamelliserede hasselnødder og små stykker Amedei Toscano Brown.

Hasselnøddeis med karamelliserede hasselnødder og Amedei Toscano Brown mælkechokolade

Min yndlingsis er og vil altid være chokoladeis. Men denne befinder sig på en sikker top-tre.

Kombinationen af cremet mælkeis med herlig hasselnøddesmag, knasende karamelliserede hasselnødder og små stykker mælkechokolade er tæt på uimodståelig og gør det meget vanskeligt at stoppe før, is-boksen er tom.

Det skete også i går.

Hasselnøddeis med karamelliserede hasselnødder og Amedei Toscano Brown mælkechokolade

Ingredienser

Hasselnøddeis:

230 g mælk

130 g fløde

90 g sukker

200 g hasselnøddesirup

50 g hasselnødder

50 g sukker

50 g Amedei Toscano Brown – eller anden lækker mælkechokolade

 

Bland mælk, fløde, sukker og sirup i en skål, og kør massen på ismaskine.

Varm hasselnødder og 50 g sukker på en pande.

Rør rundt – til sukkeret er smeltet og har fået en fin lysebrun farve.

Hæld massen ud på bagepapir, og lad den køle af.

Hak/blend de karamelliserede hasselnødder og mælkechokoladen, og bland dem i isen.

Nyd hasselnøddeisen selv – eller i sødt selskab :)

Isbombe med mørk chokolade og hindbær

Isbombe med mørk chokolade og hindbær

Isbomberne med mælkechokolade og pistacienødder forsvandt alt-alt for hurtigt.

Derfor var jeg nødt til at lave en portion mere.

Denne gang med ekstra mørk chokolade og øko-hindbær.

Isbombe med mørk chokolade og hindbær

Isbomberne skal deles med én, der er lige så chokoladeglad som mig.

Jeg ved lige hvem.

 

Ingredienser

Mørk chokoladeis:

250 g mælk

50 g fløde

200 g mørk chokolade (minimum 70 %, gerne 85 %)

100 g sukker

 

75 g mørk chokolade (til chokoladeskal)

Friske hindbær

Frysetørrede hindbær

 

Mørk chokoladeis:

Hak de 200 g chokolade groft.

Hæld fløden i en gryde, og bring det i kog.

Tag gryden af varmen, og tilsæt den hakkede chokolade.

Rør rundt – til chokoladen er opløst.

Tilsæt sukker og kold mælk.

Kør massen på ismaskine.

 

Isbombe-kreering:

Smelt de 75 g chokolade over vandbad (og temperer den, hvis du lyster).

Fyld den smeltede chokolade i en halvkugle-silikoneform. (Enten ved at pensle halvkuglerne forsigtigt – eller fylde dem med chokolade og vende formen på hovedet bagefter, så overskydende chokolade løber ud.)

Sæt formen i fryseren et øjeblik.

Tag den ud, når chokoladen er stivnet, og fyld et par friske hindbær i hver halvkugle.

Fyld dernæst chokoladeis i.

Sæt formen i fryseren igen.

Lige inden servering: Tag isbomberne ud, portionsanret og drys med frysetørrede hindbær.

Karamel-is af karamelliseret hvid chokolade

Karamelliseret hvid chokolade is

Solskin på terrassen, sødt veninde-selskab og karamelliseret hvid chokolade-is er en perfekt afslutning på en meget magisk weekend.

Isen har jeg drømt om at lave lige siden, jeg smagte karamelliseret hvid chokolade allerførste gang.

Har du nogensinde smagt karamelliseret hvid chokolade?

Ellers vil jeg stærkt anbefale det.

Efter en time i ovnen trylles almindelig hvid chokolade om til en flydende lysebrun chokolade med en særlig, sød smag af karamel.

Chokoladen kræver kærlig opmærksomhed i form af omrøringer hver 10. minut. Men det er det hele værd.

Det er vigtigt at bruge en god kvalitetschokolade med højt indhold af kakaosmør. Jeg har brugt Amedei Toscano White.

Karamelliseret hvid chokolade

Spis den karamelliserede chokolade, som den er – eller brug den som jordbærdyp, i kager, som smørepålæg, som macarons-fyld eller i is.

 

Ingredienser

Karamelliseret hvid chokolade:

Hak chokoladen groft.

Fordel chokoladen på en bageplade beklædt med bagepapir eller i et ovnfast fad.

Bag den ved 120 grader i cirka en time. (Evt. mere.)

Rør rundt i massen hver 10’ende minut.

Bliv ikke bekymret, når massen begynder at klumpe. Det skal den. Den vil karamellisere og blive flydende senere.

Hvis din færdige karamelliserede chokolade har klumper, så giv den en tur i blenderen.

(Hvis chokoladen når at blive kold og stivne, så opvarm den over vandbad, og den vil blive flydende igen.)

 

Karamel-is:

250 g mælk

50 g fløde

200 g karamelliseret hvid chokolade

50 g sukker

 

Hæld karamelliseret hvid chokolade og fløde i en skål, og smelt det over vandbad.

Tag skålen af vandbadet, og tilsæt mælk og sukker.

Rør rundt.

Kør massen på ismaskine.

Kung Fu-is med et twist

Når vejret bliver forårslækkert og solen leger med, får jeg ekstra meget lyst til is.

Kung Fu is

Denne lille sag er en nyfortolkning af Kung Fu-isen.

Sodavandsisen er udskiftet med flødeis, og pinden med en tallerken.

Men den fortryllende kombination af lakridsis og hvid chokolade er bevaret.

Kung Fu is

Kung Fu-kuglen er placeret på et tyndt lag krystalliseret hvid chokolade og pufsukker.

Pufsukkeret er mest for sjov. Men jeg er altså vild med de små syrlige sukkertingester, der eksploderer i munden. Eller som min søde 5-årige papbror udtrykte med et lidt forbavset udtryk i ansigtet: “det knitrer”.

Lad mig høre: Er du også ramt af is-lyst? Eller er det mig, der er lidt for tidligt på den?

 

Ingredienser

Lakridsis:

4 pasteuriserede æggeblommer

125 g sukker

½ l piskefløde

2 tsk rå lakridspulver

3 spsk lakridssirup

150 g hvid chokolade

 

Krystalliseret hvid chokolade:

25 g hvid chokolade

25 g sukker

25 g vand

 

Pufsukker

Lakridsis

Lakridsis:

Pisk æggeblommer og sukker let og luftigt.

Pisk fløden stiv, og vend den i.

Vend lakridspulver og 2 spsk lakridssirup i.

Kør isen i ismaskine eller sæt den i fryseren og rør i den 4-5 gange i løbet af de første time.

Tilsæt den sidste spsk lakridssirup ved sidste omrøring og lav et fint stribet mønster.

Lad isen fryse natten over.

Lav små runde kugler med isske, og sæt dem tilbage i fryseren et par timer.

Når de er isfrosne, så dyp dem i smeltet hvid chokolade.

Server dem oven på et tyndt lag krystalliseret hvid chokolade og pufsukker.

 

Krystalliseret hvid chokolade:

Hak chokoladen, og smelt den over vandbad.

Bring sukker og vand i kog, og lad det koge, indtil det når en temperatur på 136 grader.

Hæld sukkermassen over chokoladen, mens du pisker.

Hæld de små chokoladekugler ud på et bagepapir, og lad dem køle af.