Chokolade-sushi med lakrids og hindbær

Chokolade sushi med hindbær, citron, lakrids, marcipan og hvid chokolade

Tusind-trillioner tak for alle jeres lykønskninger. Det har været overvældende og hjertegribende at læse jeres kærlighedskommentarer og talrige tillykke’r.

Også jeres søde sushi-ord har gjort mig glad-glad-glad.

Her er en ny variant, der leger og overrasker med søde og sure smagsnuancer.

De pink pragtfuldheder indeholder både hindbær, citron, lakrids, marcipan og hvid chokolade.

De er kåret som vinder-stykket af mine søde smagskaniner.

Indtil videre…

Chokolade sushi med hindbær, citron, lakrids, marcipan og hvid chokolade

Sushi-stykkerne er pakket og klar til en lang rejse nordpå.

Jeg skal tilbringe weekenden i Norge med min kommende mand og min fantastiske svigerfamilie.

Må I alle få en vidunderlig weekend!

 

Ingredienser

100 g marcipan

½ økologisk citron

75 g hvid chokolade

1 dl flormelis

 

20 g marcipan

1/2 tsk lakridspulver

 

50 g hvid chokolade (til overtræk)

friske hindbær

frysetørrede hindbær

 

Rør de 100 g marcipan blød – evt. med en håndmixer.

Tilsæt skal og saft fra den halve citron.

Smelt 75 g hvid chokolade, og rør den i.

Tilsæt flormelis lidt ad gangen. (Gem måske lidt. Massen skal blive mere fast, men bevare sin blødhed.)

Kom massen i køleskabet i cirka en halv time.

Rul marcipanmassen ud til en aflang firkant.

 

Bland de 20 g marcipan med lakridspulveret.

Tilsæt evt. mere lakrids, hvis du er lakridselsker.

Rul lakridsmarcipanen til en tynd rulle.

Læg den ovenpå citron-marcipan-måtten.

Læg friske hindbær ved.

Rul citron-marcipan-måtten sammen til et marcipanbrød.

Overtræk den med smeltet hvid chokolade, og pynt med frysetørrede hindbær.

Sæt den på køl indtil servering.

Skær den ud i små skiver.

Server sushien for én, du elsker.

Chokolade sushi med hindbær, citron, lakrids, marcipan og hvid chokolade

Isbombe med mørk chokolade og hindbær

Isbombe med mørk chokolade og hindbær

Isbomberne med mælkechokolade og pistacienødder forsvandt alt-alt for hurtigt.

Derfor var jeg nødt til at lave en portion mere.

Denne gang med ekstra mørk chokolade og øko-hindbær.

Isbombe med mørk chokolade og hindbær

Isbomberne skal deles med én, der er lige så chokoladeglad som mig.

Jeg ved lige hvem.

 

Ingredienser

Mørk chokoladeis:

250 g mælk

50 g fløde

200 g mørk chokolade (minimum 70 %, gerne 85 %)

100 g sukker

 

75 g mørk chokolade (til chokoladeskal)

Friske hindbær

Frysetørrede hindbær

 

Mørk chokoladeis:

Hak de 200 g chokolade groft.

Hæld fløden i en gryde, og bring det i kog.

Tag gryden af varmen, og tilsæt den hakkede chokolade.

Rør rundt – til chokoladen er opløst.

Tilsæt sukker og kold mælk.

Kør massen på ismaskine.

 

Isbombe-kreering:

Smelt de 75 g chokolade over vandbad (og temperer den, hvis du lyster).

Fyld den smeltede chokolade i en halvkugle-silikoneform. (Enten ved at pensle halvkuglerne forsigtigt – eller fylde dem med chokolade og vende formen på hovedet bagefter, så overskydende chokolade løber ud.)

Sæt formen i fryseren et øjeblik.

Tag den ud, når chokoladen er stivnet, og fyld et par friske hindbær i hver halvkugle.

Fyld dernæst chokoladeis i.

Sæt formen i fryseren igen.

Lige inden servering: Tag isbomberne ud, portionsanret og drys med frysetørrede hindbær.

Lavakage med hvid chokolade og hindbær

Hvid chokolade lavakage

Her er en lille lava-kage lavet på hvid chokolade frem for mørk.

Da jeg elsker overraskelser, indeholder denne også en lille én:

Hvid chokolade lavakage

En hindbær-midte.

Har du lyst til lidt lækkert på en tempofyldt tirsdag, så prøv den af. Den er klar-parat på under en halv time.

Lavakage med hvid chokolade

Ingredienser (til to personer)

50 g hvid chokolade

50 g smør

30 g sukker

20 g mel

en knivspids vaniljekorn

50 g pasteuriserede æggeblommer

25 g pasteuriserede æggehvider

6 frosne hindbær

Frysetørrede hindbær og pistacienødder (som pynt)

 

Hak chokoladen fint, og smelt den og smørret over vandbad.

Tag skålen af vandbadet, og rør sukker og vanilje i.

Sigt mel i.

Rør æggeblommer og -hvider i.

Fyld dejen i ramekin-forme – smurt med lidt smør og med et rundt stykke bagepapir i bunden.

Stik tre hindbær ned i midten.

Opbevar dem i køleskabet indtil kort tid før desserten skal serveres.

Bag dem ved 200 grader i 8-10 min. (De skal være skælvende indeni.)

Drys med frysetørrede hindbær og hakkede pistacienødder.

Nyd dem lune og i sødt selskab!

Ku’ det friste med en lille citron-makron – eller to?

Citron-makron

Én af mine kære læsere ønskede en opskrift på en citron-makron.

Den får hun her.

Mon ikke, at der er andre citron-elskere derude? Jeg tror det.

Jeg deler i hvert fald kontor med én, som jeg med stor sandsynlighed kommer til at forkæle i morgen.

 

Her kommer to citron-makron-varianter.

Den ene er med to slags ganacher: én med hvid chokolade og hindbær – og én med hvid chokolade og citron:

Citron-makron

Den anden er med lemon curd og samme ganache som før (med hvid chokolade og citron). Ganachen gemmer sig i midten, så det er kun lemon curden, der kan ses:

Citron-makron

Den første er fin for øjet, synes jeg.

Den sidste, derimod, er en himmerigsmundfuld for citron-elskere.

Hvilken frister dig mest?

 

Ingredienser

Makronbunde:

225 g flormelis

130 g mandler (mandelmel)

3 store æggehvider

75 g sukker

1 tsk citronskal (fra økologisk citron)

 

Lemon curd:

35 g smør

80 g sukker

2 økologiske citroner (både saft og skal)

1 pasteuriseret æg

 

Ganache med hvid chokolade og citron:

3 spsk piskefløde

½ tsk citronskal (fra økologisk citron)

80 g hvid chokolade

 

Ganache med hvid chokolade og citron:

Brug samme opskrift og tilsæt til sidst lidt hindbærpuré. (Undlad evt. citronskallen.)

 

Makronbunde:

Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel.

Hæld flormelis ned til mandelmelet, og blend videre.

Riv skallen af citronen, hæld den i og blend videre.

Si blandingen i en skål.

Pisk hviderne næsten stive, tilsæt sukker og pisk videre, til de er helt stive.

Hæld mandelblandingen i hviderne – lidt ad gangen.

Pisk forsigtigt imens.

Hæld blandingen i en sprøjtepose med rund tyl, og lav små runde cirkler på en bageplade beklædt med bagepapir.

Lad de ubagte bunde tørre i 20 min ved stuetemperatur.

Bag dem ved 160 grader i cirka 12 min.

 

Lemon curd:

Hæld smør, sukker, æg, citronsaft og citronskal i en gryde, og varm det op under omrøring.

Tag det af varmen, når cremen begynder at tykne.

Hæld den på et glas, og stil det i køleskabet indtil brug.

Lemon curd

Ganache med hvid chokolade og lemon (eller hindbær):

Hak chokoladen fint, og hæld den i en lille skål.

Bring fløde og citronskal i kog, og hæld det over den hakkede chokolade.

Vent et kort øjeblik, og rør så rundt i massen, indtil chokoladen er smeltet.

Lad ganachen køle af (gerne i stuetemperatur) og hæld det i en sprøjtepose.

Citron-makron

Chokolade-crème brûlée med hindbær

Chokolade-crème brûlée med hindbær

Man skal ikke være ude i mange sekunder, før man indser nødvendigheden i uldsokker, dyne og varm kakao.

Især ikke, når man (jeg) er kuldskær verdens største frossenpind.

Nu er jeg gået i hi for en stund og satser ikke på at forlade dyneland mere i dag.

Så skulle det lige være for at hente en god film og et par små chokolade-crème brûléer med hindbær, som jeg fremtryllede i går.

Hurra for søndag!

Chokolade-crème brûlée med hindbær

Tænd din ovn på 150 grader.

Fyld en bradepande halvt op med vand, og stil vandbadet ind ovnen.

Varm fløde, mælk, sukker og vaniljekorn i en gryde.

Hak den mørke chokolade, og hæld den i en lille skål.

Når væsken i gryden har nået en temperatur på 60 grader, så hæld den over chokoladen, og rør rundt.

Kom æggeblommerne i.

Hæld massen i fire små ramekin-skåle, og put fem hindbær i hver.

Placer skålene forsigtigt i det varme vandbad.

Bag dem i cirka 30 min – evt. mere. (Crème brûlée’rne skal virke faste, når de tages ud.)

Afkøl dem i køleskabet i minimum fire timer. Gerne til næste dag.

Drys de iskolde crème brûlée’er med et tyndt, jævnt lag sukker.

Karameliser sukkeret med en gasbrænder.

Servér og spis!

Chokolade-crème brûlée med hindbær

Himmelske hindbærbrownies

Hindbærbrownies

Når dagene er grå-grå-grå og fulde af regn, får jeg lyst til at flytte adresse. Gerne mange tusind kilometer væk. Og til et sted, hvor temperaturen er på den rigtige side af 30 grader.

Imens jeg drømmer mig væk, glæder jeg mig over, at andre flytter tættere på. Som min kærestes mormor.

Hun har boet alt for langt væk, men har nu fået sig en lille lejlighed lige rundt om hjørnet. Sådan næsten da.

Hun har fejret fødselsdage mange gange. Alligevel overrasker hun mig gang på gang med hendes skarpe hoved og rappe kommentarer.

Og så er hun ærlig, kærlig

– og særlig glad for søde sager som mig.

Mon ikke hindbær-brownies vil glæde mormor-hjertet?

Jeg tror det.

 

Ingredienser

90 g smør

90 g mørk chokolade

1 1/2 æg

1 ¾ dl sukker

¾ dl mel

¾ dl kakao

En håndfuld hindbær

Lidt havsalt

 

Smelt smør og mørk chokolade over vandbad.

Pisk sukker og æg let og luftigt.

Vend chokoladeblandingen i æggesnapsen.

Sigt mel og kakao i.

Hæld dejen i en form (cirka 18 x 22 cm) foret med bagepapir.

Stik hindbær ned i dejen.

Drys lidt havsalt ud over kagen.

Bag kagen i cirka 35 min ved 180 grader.

Lad den køle af natten over.

Skær ud i små mundfulde.

Små stykker nostalgi

Vandbakkelse

Da jeg var lille og havde fødselsdag, bagte min mor altid verdens bedste kagemand kagepige. En vandbakkelseskagepige. Med en fin kjole af glasur, lange fletninger af karamelsnørebånd og en krop pyntet med store mængder slik.

Jeg husker tydeligt følelsen, den fine kagepige vakte. Det var barnelykke, når den er allerbedst.

I går fik min kæreste mig lokket til at lave vandbakkelser. Som akkompagnement til film under dynen. Jeg blev ramt af ren barnenostalgi.

Jeg lavede en voksen variant med hindbærskum og hvid chokolade. Var dog millimeter tæt på at overdynge vandbakkelserne med glasur og slik. Det bliver næste gang.

 

Ingredienser

Vandbakkelser:

1 dl vand

50 g smør

1 tsk sukker

50g hvedemel

2 æg

 

Hvidbærskum:

Fløde

Hindbær

 

Vandbakkelser:

Bring vand og smør i kog.

Tag gryden af varmen, og tilsæt en blanding af mel og sukker.

Rør godt rundt.

Tilsæt et æg ad gangen og pisk til dejen er sammenhængende.

Hæld dejen i en sprøjtepose, og lav små toppe på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag vandbakkelserne i cirka 25 min ved 200 grader. (Åbn ikke ovnen imens!)

Afkøl vandbakkelserne.

 

Hindbærskum:

Pisk fløden til skum.

Mos hindbærerne, og bland dem i flødeskummet.

Hindbærskum

Servering:

Smelt hvid chokolade over vandbad.

Pensl et tyndt lag chokolade på vandbakkelserne.

Fyld hindbærskum i vandbakkelserne.

Pynt til sidst med frysetørrede hindbær.

Vandbakkelse

Blondie

Blondie med hindbær og marcipan

Jeg havde en optimistisk plan om at få tid til at lave syndige chokolade-cookies i dag. Men tiden stak af, så planen bliver udsat en dag eller to. Max. :)

I mellemtiden vil jeg dele en lille, fræk lækkerbisken med jer, som jeg bagte for en måneds tid siden: Blondie.

Navnet Blondie leder mine tanker hen på to meget rare ting: 1. min gamle nabos store, godmodige hund, som jeg elskede at lege med som lille. 2. en brownie med hvid chokolade.

Som billedet afslører, kom jeg til at tilføje lidt hindbær og marcipan til opskriften. Jeg havde lige fået friske hindbær fra min mors have, så jeg kunne simpelthen ikke dy mig. Men det gjorde bestemt ikke blondies’ene ringere :)

 

Ingredienser (til en lille portion)

100 g smør

100 g hvid chokolade

1 1/2 æg

75 g sukker

50 g mel

en knivspids salt

50 g hakket hvid chokolade

50 g marcipan

en håndfuld friske hindbær

 

Smelt smør og hvid chokolade over vandbad.

Pisk æg, sukker, mel og salt sammen.

Vend smør og chokolade i.

Hak chokoladen, og hæld den i dejen.

Riv marcipanen, og vend den i dejen.

Hæld dejen i en lille, kvadratisk kageform foret med bagepapir, og tryk forsigtigt hindbær ned i den.

Bag kagen midt i ovnen i 25-30 min ved 180 grader.

Nemesis

Chocolate Nemesis

Jeg er lige blevet moster til den fineste, lille prinsesse og skulle i dag ud og se hende for første gang. Jeg havde gaver klar til den lille, men ville også meget gerne forkæle de nybagte forældre. De har begge meget søde tænder, så jeg besluttede mig for at bage en nemesis til dem – med lyserødt pynt til ære for prinsessen.

Nemesiskagen er ganske simpel at lave, men smager himmelsk. De fire ingredienser, som opskriften lyder på, trylles efter en halv time i ovnen om til en saftig, ’fudgy’ chokoladekage. Min kage blev pyntet med et tyndt lag chokoladeganache, fyldte hindbær, granatæblekerner, frysetørrede hindbær og masser af hakket mørk chokolade.

 

Ingredienser

200 g Caraïbe fra Valrhona eller anden mørk chokolade af god kvalitet
100 g smør
200 g sukker
4 æg

Smelt chokolade og smør i en skål over vandbad.
Tag skålen af varmen, og rør sukker i.
Pisk æggene let sammen, og rør dem i.
Hæld dejen i en rund form (22 cm i dia), og bag kagen ved 175 grader i ca. 30 min.

Stykke af Chocolate Nemesis

 

Indlægget indeholder affiliatelinks.