Jordbærtærte med mazarin og basilikum

Jordbærtærte med basilikum

Seks ud af seks stjerner scorer denne basilikumkrydrede jordbærtærte hver eneste gang, jeg sætter den på bordet. Ja, selv det skeptiske får i flokken ender med at smage på den og gå hjem med en ny favorittærte. Jordbærtærten består af en smørsprød mørdej, saftig basilikummazarin, et tyndt lag basilikumganache og en betagende smuk jordbærrose. (Opskriften er udviklet til og bragt i 'Spis og Bo', Politiken.)

8-10 personer

Mørdej

125 g hvedemel 25 g mandelmel 50 g flormelis 1 knivspids salt 1/2 æg 75 g koldt smør

Kom hvedemel, mandelmel, flormelis, salt og smør i en blender, og blend det hurtigt sammen. Saml dejen med ægget. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og lad den hvile i køleskabet i min. 1 time. Beklæd en tærteform (20 cm i diameter) med dejen, og sæt bunden i køleskabet, mens du laver mazarinen.

Basilikummazarin

5 basilikumblade 150 g marcipan 75 g sukker 50 g blødt smør 1 æg

Hak basilikummen helt fint, og riv marcipanen groft. Kom alle ingredienser i en skål, og pisk massen let og luftig. Fordel mazarinen i tærtebunden, og bag tærten i 20-22 minutter ved 175 grader, til den er fint gylden. Lad tærten køle helt af.

Hvid chokoladeganache med basilikum

100 g hvid chokolade, gerne Ivoire 35 % fra Valrhona 50 ml piskefløde 5 basilikumblade

Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen. Bring fløden til kogepunktet i en lille gryde, og hæld den over chokoladen. Rør i midten af skålen med en dejskraber, til ganachen samler sig og får en smuk, blank overflade. Tilsæt basilikumblade, og stavblend. Lad ganachen sætte sig i køleskabet i 1-2 timer, og smør et tyndt lag ud på tærten.

Pynt

500-700 g små jordbær 1 spsk grønne, usaltede pistacienødder 8-10 små basilikumblade 2-3 jordbærblomster

Skær jordbær i tynde skiver, og placer dem sirligt på tærten. (Start i kanten og bevæg dig indad.) Pynt med hakkede pistacienødder, basilikumblade og jordbærblomster.

Tip

Hvor basilikumkrydret din jordbærtærte skal være, bestemmer du selv. Smag til undervejs, og top evt. med flere friske basilikumblade.