Glutenfrie doughnuts

Glutenfrie cashew doughnuts / donuts

Mit køkken er fyldt med fristende, farvefine doughnuts – og meget snart min mave.

Heldigvis er de i ministørrelse og i den knap så syndige afdeling af doughnutsskalaen.

De er i modsætning til klassiske doughnuts hverken friteret eller fyldt med hvedemel.

De har dog stadig deres fine form og de farvefestlige glasurkjoler.

Doughnuts’ene er lavet på cashewnøddemel, hvilket gør dem søde og saftige og virkelig svære at holde fingrene fra.

Eneste men er, at de kræver en doughnutmaskine/-form.

Glutenfrie cashew doughnuts / donuts

I dag var min doughnutsdebut. Men jeg er helt solgt – og står det til mig, bliver der doughnutfest i køkkenet snart igen. Som i virkelig snart.

Glutenfrie cashew doughnuts / donuts

INGREDIENSER

Antal: 14 mini doughnuts

120 g cashewnødder

30 g rørsukker

1 1/2 tsk bagepulver

1 knivspids salt

15 g smagsneutral olie/smeltet smør

2 æg

 

Blend cashewnødderne til mel, og bland nøddemelet med bagepulver, sukker og salt i en skål.

Kom olie og æg i skålen, og rør dejen sammen med et piskeris.

Kom dejen i en sprøjtepose, og sprøjt den ud i en varm, smurt doughnutmaskine.

Bag dem et par minutter – til de har en fin gylden farve.

Lad dem køle lidt af, og pynt dem med smeltet chokolade, glasur, karamel, frysetørrede bær, hakkede nødder, lakrids…

Glutenfrie cashew doughnuts / donuts

Florentinere med mørk chokolade

Florentinere med mørk chokolade

Glædning. For i aften står den på klassisk koncert i DR’s koncertsal, kvalitetskærestetid, fingerfletning og florentinere.

Det bliver en top-dejlig torsdag, kan jeg mærke.

Kender du florentinere?

Det er små knasende karamelkager propfulde af nødder.

Jeg har penslet bundene med smeltet Amedei Toscano Black 70 %. De søde karamelnødder og den bitre mørke chokolade er en himmelsk kombi, synes jeg!

Håber din torsdag er fin og fuld af søde mennesker!

Hold øje med bloggen i aften. Der er en give-away på vej…

Florentinere med mørk chokolade

 

Ingredienser (cirka 6 florentinere)

50 g mandelflager

50 g hasselnødder

75 g mandler

50 g sukker

75 g fløde

20 g smør

1 spsk sirup

en knivspids salt

en smule vanilje

 

Smut mandlerne, og hak dem groft.

Rist hasselnødderne i ovnen, fjern skallerne og hak dem groft.

Bring smør, sukker, fløde, sirup, vanilje og salt i kog.

Tag gryden af varmen, og tilsæt mandelflager og hakkede nødder.

Beklæd en bageplade med bagepapir, placer seks små cylindere på pladen (cirka 7 cm i diameter) og fordel massen deri.

Bag kagerne i cirka 10 min ved 180 grader (til de får en gylden farve.)

Lad dem køle af, og dyp bunden af kagerne i smeltet (tempereret) chokolade.

Nøddecookies med chokolade, kakaonibs og havsalt

Cookies med nødder, mørk chokolade og kakaonibs

Indimellem er der akut behov for cookies og kaffe.

Selv om jeg stadig kæmper med kaffekærligheden, elsker jeg at lave friskkværnede kopper til kæresten.

Om han ønskede alm. cookies, dobbelt choc cookies eller nøddecookies, var jeg i tvivl om.

Derfor lavede jeg alle tre slags.

De blev kvitteret med kys og klaver. Temmelig heldigt!

De glutenfri nøddecookies fik en fin førsteplads.

Endda inden, jeg fortalte, at de var både smør- og melfri.

De er fulde af smag, har en lækker chewy konsistens, er propfulde af nødder, store stykker Amedei Toscano Black 70 % og kakaonibs og har et fint strejf af havsalt.

Cookies med nødder, mørk chokolade og kakaonibs

Trods stor cookie-indtagelse er køleskabet stadig fuldt.

Så… kære kollegaer, kig forbi cookie-kontoret i morgen!

Cookies med nødder, mørk chokolade og kakaonibs

Ingredienser (6-8 cookies)

80 g mandler

60 g sukker

1/2 tsk bagepulver

1/4 tsk vaniljepulver

knivspids havsalt (plus mere til pynt)

1 æg (lille)

40 g mørk chokolade

30 g hasselnødder

10 g kakaonibs

 

Smut mandlerne, og blend dem til fint mel.

Bland mandelmel, sukker, salt, vanilje- og bagepulver i en skål.

Hæld ægget i, og pisk – til du har en homogen masse.

Vend hakket chokolade, hasselnødder og kakaonibs i dejen.

Fordel dejen (i skefulde) på en bageplade beklædt med bagepapir – med stor afstand.

Bag dem ved 175 grader i cirka 15 min – til de er fine og gyldne. Hold øje med dem.

Drys med havsalt, og lad dem køle af på en bagerist.

Spis dem i sødt selskab!