Sundt sødt: kastanjekugler
Opskriften på den perfekte nytårsdag:
– bliv vækket af kærlige kys og kæreste-nus i håret.
– skyd dagen i gang med søde bær og smoothie – proppet med store stykker chokolade selvfølgelig.
– få uventet besøg af vidunderlige venner og snak, fjol og grin.
– åbn chokoladekøleskabet og giv dem frit valgt på alle hylder.
– nyd at dagen er fri for forventninger og fuld af muligheder.
– lav lækkerier i lange baner.
– få massage og sang af kæresten-din.
– gå i seng med et stort smil på læben.
Ud over brownies med valnødder og kokostoppe med lime og hvid chokolade lavede jeg disse kastanjekugler.
De smager sødt og chokoladelækkert, er smaddersunde og super simple at lave.
Halvdelen af dem puttede jeg lakrids i og rullede i frysetørrede hindbær. Den anden halvdel får du at se en anden dag.
Ingredienser (15 kugler)
150 g kastanjepuré
10 g kakaopulver
1 spsk (cirka – smag til) lakridspulver
30 g mørk chokolade
frysetørrede hindbær
Bland kastanjepuré, kakao- og lakridspulver i en skål.
Rør rundt indtil du har en klistret, ensartet masse.
Hak chokolade, og bland det i.
Form massen til små kugler af cirka 10 g. (Hvis de er for klistrede, så sæt dem på køl et øjeblik.)
Rul kuglerne i frysetørrede hindbær, og opbevar dem på køl i en lufttæt beholder.
Spis kuglerne med dine kære og med ekstra-god samvittighed.