Nøddekage med appelsin, kanel og mørk chokolade

Nøddekage med appelsin og kanel

Gid man kunne sende duft ud af computer-skærme eller copy paste kager, så I alle kunne få et eksemplar. Jeg gad så godt dele denne kageoplevelse med jer.

Kagen er kåret som yndlingskagen af min mor og er eftertragtet blandt mange venner og veninder.

Det er en ægte efterårskage – med fine efterårsfarver og en skøn smag af kanel, appelsin og nødder.

Når du først er begyndt, er det smaddersvært at stoppe igen.

Heldigvis gør det ingenting. Kagen er propfuld af sunde ingredienser og fattig på usunde. (Olivenolie frem for smør, mandelmel frem for hvedemel og masser af mørk chokolade!)

Nøddekage med appelsin, kanel og mørk chokolade

Bag den som en særlig søndagskage – eller gør den til et hverdagshit. Begge dele duer!

Nøddekage med appelsin, kanel og mørk chokolade

Ingredienser (cirka 6 personer)

75 g mandler

100 g rørsukker

1 tsk bagepulver

1 økologisk appelsin

1 stang vanilje

1-2 tsk kanel

2 æg

¾ dl olivenolie

30 g hasselnødder

50 g mørk chokolade

 

Blend mandlerne til groft mandelmel.

Riv skallen af appelsinen.

Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud.

Bland mandelmel, rørsukker, bagepulver, appelsinskal, vaniljekorn og kanel i en skål.

Pisk æggene i – et ad gangen.

Tilsæt olivenolie, og pisk til en ensartet dej.

Hak chokoladen groft, og vend chokostykker og hasselnødder i.

Hæld dejen i to små springforme (cirka 12 cm i diameter) eller i en større springform (cirka 18 cm i diameter) foret med bagepapir.

Dæk formene med stanniol.

Bag kagerne i midten af ovnen ved 200 grader i cirka 20 min.

Fjern stanniolen og bag yderligere 10 min.

Spis kagerne med dine kære – med god samvittighed.

Nøddekage med appelsin, kanel og mørk chokolade

Macarons med kanel

Macarons med kanel og jul

I går tog jeg den mentale nissehue på, fandt julekrydderierne frem og legede jul i køkkenet.

Selv om jeg slet-slet ikke har fået nok solstråler og sommervarme i år (og stadig satser på en Indian Summer!), fik jeg pludselig ustyrlig lyst til at lave julemacarons.

Mest af alt takket være Viktorie, én af mine søde fans på Facebook. Hun efterspurgte en opskrift på kanel-macarons – og dét får hun.

Jeg er kæmpe fan af kanel. Alene duften får mit indre julebarometer tre takker op. Har du det også sådan? :)

Macarons med kanel og jul

Ingredienser (12 små macarons)

Makronbunde:

43 g mandler (eller mandelmel)

75 g flormelis

1 stor æggehvide

25 g sukker

1/2 tsk kanel

 

Ganache med mælkechokolade og kanel:

90 g fløde

150 g Toscano Brown eller anden mælkechokolade af god kvalitet

1- 2 tsk kanel (smag til)

 

Makronbunde:

Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel.

Hæld flormelis og kanel ned til mandelmelet, og blend videre.

Si blandingen.

Hæld æggehvide og sukker i en skål, og pisk ved laveste hastighed i cirka et minut.

Pisk derefter ved højeste hastighed i et par minutter – indtil marengsen danner bløde toppe.

Vend mandelblandingen i hviderne. (Pres dejen mod siderne af skålen med en dejskraber – cirka 35 gange.)

Hæld blandingen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir.

Lad de ubagte bunde tørre ved stuetemperatur i cirka en halv time.

Bag dem ved 160 grader i cirka 12 min.

 

Ganache med mælkechokolade og kanel:

Hak chokoladen fint.

Bring fløden i kog, og hæld det over chokoladen.

Vent et øjeblik, og rør rundt – indtil chokoladen er smeltet.

Tilsæt kanel (smag til).

Fyld ganachen i en sprøjtepose, afkøl den og sprøjt en skefuld ud på en bund og top med en anden.

Drys med kanel.

Spiselige julekugler

Julekugler

Kalenderen siger stadig halvanden måned til jul. Men julen føles lige om hjørnet. Særligt udenfor. Gaderne er fyldte med julepyntede vinduer, funklende lyskæder i regnbuefarver, berusende dufte af brændte mandler og julemelodier fra glade gademusikanter.

Indenfor, i mit lille hjem, står julebarometeret også højt. Julekuglerne ovenover har nok en lille finger med i spillet. De har lige muntret sig et kvarter i ovnen og spredt en herlig duft af jul.

Det er nu en hyggelig tid. Julen.

 

Ingredienser (20 stk.)

1 æg

75 g rørsukker

225 g hasselnødder

1/2 tsk stødt kanel

¼ tsk stødt allehånde

¼ tsk nellike

¼ tsk stødt ingefær

100 g mørk chokolade

 

Rist hasselnødderne i ovnen i 5-10 min ved 200 grader.

Rul hasselnødderne i et viskestykke for at få skallerne af.

Hak hasselnødderne fint (med en blender).

Pisk æg og sukker grundigt til en luftig æggesnaps.

Tilsæt nødder og krydderier.

Form små runde kager på størrelse med valnødder.

Bag kagerne midt i ovnen ved 160 grader i ca. 15 minutter (til de er gyldne).

Afkøl kagerne på en bagerist.

Smelt chokolade over vandbad.

Dyp halvdelen af hver kage i chokoladen.

Julekugle