Jordbær-macarons

Jordbærmacarons med mælkechokolade ganache

I morgen skal jeg besøge en hjerteveninde.

Vi skal fejre fødselsdag, 25 års venskab og nystiftet naboskab.

Det er dejligere-end-dejligst.

Som ekstragave har jeg lavet lidt lækkert til hende.

Små chokolader af karamelliseret Toscano White og jordbærmacarons med mælkechokoladeganache og friske jordbærslices. 

Jeg håber-håber-håber, hun bliver glad.

Jordbærmacarons med mælkechokolade ganache

 

Ingredienser (12 små macarons)

Makronbunde:

43 g mandler (eller mandelmel)

75 g flormelis

1 stor æggehvide

25 g sukker

rød pulverfarve

 

Mælkechokoladeganache:

40 g fløde

80 g Toscano Brown eller anden mælkechokolade af god kvalitet

 

Friske jordbær

 

Makronbunde:

Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel.

Hæld flormelis og rød pulverfarve ned til mandelmelet, og blend videre.

Si blandingen.

Hæld æggehvide og sukker i en skål, og pisk ved laveste hastighed i cirka et minut.

Pisk derefter ved højeste hastighed i et par minutter – indtil marengsen danner bløde toppe.

Vend mandelblandingen i hviderne. (Pres dejen mod siderne af skålen med en dejskraber – cirka 35 gange.)

Hæld blandingen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir.

Lad de ubagte bunde tørre ved stuetemperatur i cirka en halv time.

Bag dem ved 160 grader i cirka 12 min.

 

Mælkechokoladeganache:

Hak chokoladen fint.

Bring fløden i kog, og hæld det over chokoladen.

Vent et øjeblik, og rør rundt – indtil chokoladen er smeltet.

Fyld ganachen i en sprøjtepose og afkøl den.

Fyld macaronbundene med ganache og jordbærslice.

Nyd dem med det samme :)

Jordbærmacarons med mælkechokolade ganache