Laber lakridsfudge med hvid chokolade

Fudge med lakrids og hvid chokolade

Hvor anskaffer man sig 45 timer i døgnet og en influenzafri krop?

Det er to ting, der står meget højt på min ønskeliste pt.

Inden jeg hopper under dynen med ingefær-te og selvynk, vil jeg lige tre ting:

1.  Takke jer for alle jeres vidunderlige kommentarer i min chokoladekonkurrence. I er for dejlige!

2. Sige tillykke til vinder-Katrin, der drømmer om at smage eksploderende chokolade. Katrin, send mig en mail med din adresse, så laver jeg en kæmpe eksplosion til dig.

3. Give jer opskriften på den labre lakridsfudge, som flere af jer har forelsket jer i. Den smager himmelsk og smelter så skønt på tungen.

Fudge med lakrids og hvid chokolade

Ingredienser (15-20 stk.)

200 g Amedei Toscano White eller anden hvid chokolade

22 g smør

85 g fløde

45 g glukose

150 g sukker

1 spsk Bülow rålakridspulver (cirka)

 

Bring sukker, glukose, fløde og lakridspulver i kog i en gryde.

Kog det, indtil det har en temperatur på 113 grader.

Hak 100 g chokolade og kom det i en skål sammen med smør.

Hæld karamelmassen over, og rør rundt, indtil chokoladen og smørret er opløst.

Hæld massen i en form beklædt med bagepapir, og sæt det på køl natten over.

Skær det ud i små firkanter, og overtræk dem med smeltet (tempereret) chokolade (de sidste 100 g).