Chili-chokolade-cookies

Cookies med chokolade og chili

Jeg har dejligt duftende chili-chokolade-cookies i ovnen og skjulte intentioner om at lokke min chili-glade kæreste hjem fra Irland.

Bare lige for en kort stund.

Kramme- og kyssekontoen er i minus og trænger til at fyldes op.

Heldigvis ved jeg, at han laver det, han elsker allermest, og med de allersødeste mennesker – og dét gør mig glad.

Én ting er dog sikkert: han skal kysses, knuskrammes og forkæles i stor stil, så snart han er hjemme igen.

Cookies med chokolade og chili

Idéen om chokolade-cookies med chili opstod efter mange fine reaktioner på chili-chokoladerne.

Jeg har brugt min yndlings-cookie-opskrift og blot tilsat chilipulver.

Cookies’ene er ikke særlig stærke, men har et skønt strejf af chili, der dukker op et par sekunder efter, at du har taget din første bid.

Ønsker du ild på tungen, så dobler du bare mængden af chili.

 

Ingredienser

25 g smør

100 g + 50 g mørk chokolade

1 æg

85 g sukker

1/2 tsk vaniljesukker

40 g mel

1/4 tsk bagepulver

1/4 tsk salt

1 tsk chilipulver

 

Smelt smør og de 100 g chokolade over vandbad.

Pisk æg, sukker og vaniljesukker sammen, og rør chokoladeblandingen i.

Si mel, bagepulver, salt og chilipulver, og hæld det i.

Hak de 50 g chokolade, og vend den i dejen.

Sæt skefulde af dejen på en bageplade beklædt med bagepapir. (Lav god afstand, så de ikke flyder sammen.)

Bag dine cookies i cirka 12 minutter ved 170 grader.

Nyd dem lune – eller opbevar dem i en lufttæt dåse/beholder.

Cookies med chokolade og chili