Tag-arkiv: nytårsdessert

Nytårsdessert: Dulcey-dessert med havsalt og ribs

Dulcey-dessert - karamel knas salt ribs

Denne dessert er en drøm for alle Dulcey-elskere.

Jeg er én af dem.

Jeg kan slet ikke få nok af den karamelsøde chokolade og er helt fortabt, hvis den er i selskab med salte og syrlige elementer.

Her er Dulcey’en brugt både i en silkeblød ganache, i et sprødt chokoladelåg og i knasende chokoladekrystaller. Det syrlige modspil kommer fra friske ribs.

Pynt med lidt bladguld, og du får seks stjerner!

Dulcey-dessert - karamel knas salt ribs

Ingredienser

Antal: 4 personer

Peanutbund:
75 g sukker
75 g salte peanuts
30 g smør

Ganache:
160 g Dulcey fra Valrhona
70 ml fløde
1 nip salt

Krystalliseret Dulcey:
25 g Dulcey fra Valrhona
25 g sukker
25 g vand

Chokoladelåg:
100 g Dulcey fra Valrhona

Desuden:
Friske ribs
Bladguld

Peanutbund:
Smelt sukker til gylden karamel i en lille gryde, og rør hurtigt peanuts i.
Hæld massen ud på et stykke bagepapir, og lad det køle helt af.
Blend 50 g til praliné (pulver), og hak resten.
Smelt smør, og bland det med pralinéen og de hakkede peanuts.
Placer fire dessertringe (7 cm i diameter) på et lille skærebræt beklædt med bagepapir.
Fordel massen i bunden af dessertringene, og tryk den godt sammen.
Sæt bundene på køl, mens du laver ganachen.

Ganache:
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Bring fløde forsigtigt i kog, og hæld det over chokoladen.
Rør energisk i midten af skålen, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
Smag til med salt.
Fordel massen oven på peanutbundene, og sæt tærterne tilbage I køleskabet et par timer eller natten over.

Krystalliseret Dulcey:
Smelt chokoladen i en skål over vandbad.
Bring sukker og vand i kog i en lille gryde, og lad det koge, indtil sukkermassen har en temperatur på 136 grader.
Hæld sukkermassen i en tynd stråle over chokoladen, mens du pisker. Forsæt med at piske, indtil chokoladen krystalliserer (bliver til små, knasende kugler.)
Hæld den krystalliserede chokolade ud på et stykke bagepapir, og lad den køle helt af.

Chokoladelåg:
Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og hæld den ud på et stykke bagepapir.
Jævn den ud i et helt tyndt lag, og lad den sætte sig en smule (dog ikke helt).
Stik fire cirkler ud (7 cm i dia.), og stik derefter tre mindre cirkler ud i hver cirkel.
Lad chokoladen sætte sig helt, og knæk overskydende chokolade fra.

Anretning:
Placer tærten på midten af tallerken.
Pynt med lidt krystalliseret Dulcey, friske ribs og et par små chokoladecirkler (resterne fra chokoladelåget) på hver siden af tærten.
Placér forsigtigt chokoladelåget ovenpå tærten. Lad det balancere ovenpå en lille chokoladecirkel, så det står skråt.
Pynt til sidst med bladguld.
Servér.

Tip: Der er delte meninger om, hvorvidt bladguld kan spises eller ej. Gør dine gæster opmærksom på dette, så de selv kan vælge, om de vil sortere det fra, inden de sætter tænderne i desserten. 

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Nytårsdessert: Chokoladekube med hasselnødder

Nytårsdessert: chokoladekage chokoladekube med hasselnødder

Anden nytårsdessert er sprød, chewy, cremet og blød.

Hasselnødde- og chokoladesød.

Forførende og festlig – og med fin kubisk form.

Inspireret af en kage, jeg smagte i solnedgang i Nice og var noget så forelsket i!!

Skær den ud i små stykker, og server den som lille, sødt punktum på nytårsmiddagen.

Nytårsdessert: chokoladekage chokoladekube med hasselnødder

Ingredienser

Antal: 16 små kager (til 8 meget kagesultne eller 16 småsultne)

Hasselnøddebund:
1 æg
60 g sukker
60 g hasselnødder

Praliné:
75 g hasselnødder
75 g sukker
125 g Jivara fra Valrhona eller anden mælkechokolade

Mælkechokoladeganache:
200 g Jivara fra Valrhona eller anden mælkechokolade
100 ml piskefløde

Mælkechokoladelåg:
100 g Jivara fra Valrhona eller anden mælkechokolade

Hasselnøddebund:
Pisk æg og sukker godt sammen i en skål.
Blend hasselnødder til groft mel, og rør det i.
Fordel dejen i en kvadratisk ‘moussering’/form (ca. 16 x 16 cm), og bag bunden ved 175 grader i 15-20 min.
Afkøl bunden.

Praliné:
Rist hasselnødderne i ca. 5 min ved 200 grader, og grub skallerne af i et viskestykke.
Smelt sukker til karamel i en lille gryde, og kom hasselnødderne derned.
Rør hurtigt rundt, og fordel massen på et stykke bagepapir.
Lad de karamelliserede nødder køle af.
Blend 100 g til praliné (karamelliseret nøddemel), og hak resten groft.
Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og bland praliné og grofthakkede nødder i.
Fordel massen oven på den afkølede bund i et jævnt lag.
Sæt formen på køl.

Mælkechokoladeganache:
Hak chokoladen, og kom den i en skål.
Bring forsigtigt fløden i kog, og hæld den over chokoladen.
Rør energisk i midten af skålen med en dejskraber, indtil massen samler sig og får en blank overflade.
Kom 2-3 spsk ganache i en sprøjte-/frysepose, og fordel resten oven på pralinélaget.
Sæt posen med ganache og kagen på køl min. et par timer eller natten over.

Mælkechokoladelåg:
Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og temperer den.
Fordel chokoladen på et lille skærebræt beklædt med bagepapir.
Bred det ud i et helt tyndt, jævnt lag, og lad chokoladen sætte sig.

Tip: Tempereringen er vigtig, hvis du vil have et fint, blankt chokoladelåg med det perfekte ‘knæk’. Hvis du ikke har mod på at temperere, bliver låget en tand mere rustikt, men smager stadig skønt!

Samling:
Skær kagen ud i små firkanter à 4 x 4 cm.
Skær ligeledes den tynde plade chokolade ud i små firkanter à 4 x 4 cm. (Sørg for at bruge en skarp og varm (!) kniv, så chokoladen ikke knækker vilkårligt.)
Sæt en lille dut ganache i midten af hver kage, og placér et chokoladelåg ovenpå.
Sæt kagerne i køleskabet indtil servering.

Nytårsdessert: chokoladekage chokoladekube med hasselnødder

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Nytårsdessert: Iskugle med hvid chokolade, granatæble og lakrids

Nytårsdessert med hvid chokolade, lakrids og granatæbleis

Kære, dejlige læsere.

Jeg håber, at jeres jul er fuld af hygge og hjertetid.

Traditionen tro vil jeg de næste dage dele fine nytårsdesserter med jer.

Første festdessert er denne syrligsøde iskugle.

Bag den tynde, lakridsprikkede chokoladeskal gemmer sig pink granatæbleis, friske granatæblekerner og pufsukker.

Granatæble, hvid chokolade og lakrids er en perfekt trio, som jeg er helt tosset med.

Måske er du også?

 

Ingredienser

Antal: 4 personer

Chokoladeskal:
100 g Ivoire fra Valrhona eller anden hvid chokolade
1/2 tsk Bülow rålakridspulver

Granatæbleis:
230 g granatæblekerner
150 g sukker
100 ml fløde
100 ml minimælk
Lidt friskpresset citronsaft

Desuden:
4 tsk sød lakridssirup fra Bülow
2 tsk pufsukker
4 spsk friske granatæblekerner

Form:
Halvkugle-silikoneform (7 cm i diameter)

Chokoladeskal:
Smelt chokolade i en skål over vandbad, (og temperer den).
Tag skålen af varmen, og bland rålakrids i.
Fordel et tyndt lag chokolade i halvkugle-silikoneformene.
Sørg for, at kanten er helt jævn, så halvkugleskallerne kan samles fint.
Sæt formen i fryseren indtil servering.

Granatæbleis:
Blend granatæblekerner, og si kernerne fra.
Kom granatæblesaft, mælk, fløde og sukker i en skål, og rør rundt, indtil sukkeret er opløst.
Smag til med lidt citronsaft.
Kør massen på ismaskine, og sæt den i fryseren indtil servering.

Servering:
Fordel 1 tsk lakridssirup på hver tallerken.
Placer en chokoladehalvkugle oven på siruppen.
Fordel 1/2 tsk pufsukker og 1 spsk friske granatæblekerner ned i hver chokoladehalvkugle.
Kom en kugle granatæbleis ovenpå.
Fuldend kuglerne ved at placere resten af chokoladehalvkuglerne ovenpå.
Servér straks.

Nytårsdessert med hvid chokolade, lakrids og granatæbleis

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Nytårsdessert: Moussekage med mælkechokolade og passionsfrugt

Moussekage med mælkechokolade og passionsfrugt

Tredje nytårsdessert er stjernesmuk og guldglimrende.

Fløjlsblød og knasendesprød.

Den smager sødt af mælkechokolade og har syrlige strejf af passionsfrugt.

Og så er den slet ikke så svær, som den ser ud.

Jeg tror, det er en vinder.

Moussekage med mælkechokolade og passionsfrugt

Tip 1: Lav bund, mousse, sirup og chokoladepynt dagen før, men vent med at komme sirup og chokoladepynt på kagen til lige inden servering.

Tip 2: Tilsæt husblas, hvis du ønsker passionsfrugtgelé frem for -sirup.

Tip 3: Brug en lækker kvalitetsmælkechokolade til mousse og pynt, da chokoladen er en central del af kagen. Jeg bruger Amedei Toscano Brown.

 

INGREDIENSER

Antal: 8 personer

 

Kiksebund:

50 g mælkechokolade

50 g smør

120 g havrekiks (eller digestive)

 

Mælkechokolademousse:

150 g mælkechokolade

225 ml piskefløde

 

Passionsfrugtsirup:

100 g passionsfrugtsaft

75 g sukker

 

Chokoladepynt:

80 g mælkechokolade

1 spsk kakaopulver

Bladguld

 

Kiksebund:

Smelt chokolade og smør i en skål over vandbad.

Knus kiksene – f.eks. i en frysepose med en kagerulle.

Bland kiks, chokolade og smør, og kom det i bunden af en springform (17-18 cm i diameter).

Pres det godt sammen.

Kom bunden i køleskabet, mens du laver moussen.

 

Mælkechokolademousse:

Smelt chokolade i en skål over vandbad.

Pisk fløden til let og luftigt skum, og vend forsigtigt den smeltede chokolade i.

Kom moussen oven på den afkølede kiksebund, og sæt springformen tilbage i køleskabet.

Lad den stå på køl min. 4 timer – gerne natten over.

 

Passionsfrugtsirup:

Halver passionsfrugterne og skrab kødet ud.

Si kernerne fra.

Bring passionsfrugtsaft og sukker i kog  i en gryde, og lad det koge lidt ind.

Lad siruppen køle helt af (i køleskabet), og kom den oven på moussen – men først lige inden servering!

 

Chokoladepynt:

Smelt chokoladen i en skål over vandbad.

Sæt springformen, du har lavet moussekagen i, på hovedet (uden bund) oven på et skærebræt beklædt med bagepapir.

Kom chokolade i springformen og smør den helt ud til kanten, så du får en cirkel af chokolade.

Kom chokoladen i køleskabet, indtil den er størknet, og stik så ønskede figurer ud med kageudstikkere.

Vend forsigtigt chokoladen om (for at få en hel glat overflade), og sæt chokoladecirklen tilbage på køl.

Lige inden servering: Lag chokoladecirklen ud af køleskabet, sigt kakaopulver over den og placer den forsigtigt oven på kagen.

Nytårsdessert: Blåbærislagkage med lakrids og hvid chokolade

blåbærislagkage6

Lige en lille nytårsdessert mere, inden den står på kæreste-kvali-tid og Mads Langer-koncert.

Jeg ved ikke, om jeg glæder mig mest til koncert – eller til fingerflet og nakkenus uden babyafbrydelser, men én ting er stensikkert. Så snart jeg træder ud af døren, tripper jeg efter at få lillepigen i armene igen.

Heldigvis er hun i sikker favn hos farmor, og jeg ved, at de begge stornyder hinandens selskab.

blåbærislagkage9

Jeg har gemt et stort stykke blåbærislagkage til babysitteren. Jeg håber, at den vækker begejstring.

Under den fløjlsbløde blåbæris gemmer sig en skøn, sprød mandelbund med små stykker hvid chokolade og strejf af lakrids.

Pynt den med friske blåbær og bladsølv!

Nytårsdessert: Islagkage med blåbær, lakrids og hvid chokolade

Ingredienser (cirka 8 personer)

Mandelbund:

2 æggehvider

100 g rørsukker

70 g mandler

70 g hvid chokolade

2 tsk rålakridspulver (fra Bülow)

 

Blåbæris:

230 g blåbær

100 ml minimælk

100 ml fløde

150 g rørsukker

lidt citronsaft

 

Pynt:

Friske blåbær

Bladsølv

 

Mandelbund:

Smut mandlerne, og blend dem til groft mel.

Hak chokoladen.

Pisk æggehvider og sukker til marengs, og vend mandelmel, hakket chokolade og lakridspulver i.

Hæld marengsen i en springform (18 cm i diameter), og bag bunden i 15-20 min ved 175 grader.

Lad den køle af, mens du laver blåbærisen.

 

Blåbæris:

Blend blåbær, fløde, mælk og sukker.

Smag til med lidt saft fra en frisk citron.

Kør massen på ismaskine.

Fordel isen ovenpå mandelbunden.

Sæt islagkagen i fryseren natten over.

Pynt med friske blåbær og bladsølv lige inden servering.

Nytårsdessert: Chokoladekage med saltkaramel

Nytårsdessert: Chokoladekage med saltkaramel

Nytårsdessertidé nummer 2 er denne intense chokoladekage med saltkaramel.

Den gemmer på lækker fransk saltkaramel fyldt mellem fudgy chokoladebunde og er pyntet med sød chokoladefrosting på siderne og toppen samt et lille drys salt.

Kagen er lille, men fuld af smag og feststemning.

Stik et par stjernekastere i kagen lige inden servering, og der vil være forkælelse for både syns- og smagssans!

Nytårsdessert: Chokoladekage med saltkaramel

Hvis du vil se, hvordan kagen er samlet og pyntet, så tjek denne video ud.

Den er filmet med videokameraet Canon Legria mini, som jeg har været så heldig at få lov til at teste.

Hvis du kan li’ videoen og stemmer for flere af den slags, så smid en kommentar eller en thumbs up i kommentarfeltet nedenunder.

P.S. Det er min seje kæreste, der spiller impro-klaver i baggrunden.

 

INGREDIENSER

Antal: 6-8 personer

Chokoladebunde:

150 g Amedei Toscano Black 70 % eller anden mørk kvalitetschokolade

75 g smør

150 g sukker

3 æg

Karamelfyld:

100 g fransk saltkaramel (eller hjemmelavet karamel af kondenseret mælk tilsat salt)

Chokoladefrosting:

230 g flormelis

20 g kakao

75 g blødt smør

4 spsk mælk

Pynt:

Havsalt

Bladsølv

Stjernekastere

Chokoladebunde:

Smelt chokolade og smør i en skål over vandbad.

Tag skålen af varmen, og rør sukker i.

Pisk æggene let sammen, og rør dem i.

Kom dejen i to små springforme (13 cm i diameter), og bag bundene ved 180 grader i cirka 25 min.

Lad bundene køle helt af – helst i køleskabet natten over.

Kom saltkaramel mellem bundene.

Chokoladefrosting:

Kom alle ingredienser i en skål.

Pisk ved laveste hastighed et øjeblik, derefter ved højeste, indtil frostingen er let og luftig.

Kom frostingen i en sprøjtepose med rul tylle, og pynt kagen som vist på videoen.

Drys til sidst havsalt og bladsølv på toppen, og gør evt. kagen ekstra festlig med et par stjernekastere.

Nytårsdessert: Champagnemacarons

Champagnemacarons

Jeg tæller ned til et familierart og roligt nytår tilbragt med de to, som jeg elsker allermest.

Desserten skal til gengæld være fuld af spræl og festlighed. Og med stor forførelsesfaktor.

Derfor tester jeg de næste dage søde sager i massevis.

Mit håb er at finde en vinderdessert samt give jer inspiration til, hvordan I kan forsøde jeres sidste aften af 2013.

Første forslag er små champagnemacarons.

Servér dem i selskab med champagne, kransekage og stjernekastere.

Og gerne med guld og glimmer.

Champagnemacarons

Ingredienser

Antal: 12 macarons

Macaronbunde:

43 g mandler

75 g flormelis

40 g æggehvide

25 g sukker

spiseligt guldglimmer

bladguld

 

Champagnesmørcreme:

75 g flormelis

20 g blødt smør

cirka 2 spsk god champagne (smag til)

 

Macaronbunde:

Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel.

Kom flormelis ned til mandelmelet, og blend videre.

Si blandingen.

Hæld æggehvide og sukker i en skål, og pisk ved laveste hastighed i cirka et minut.

Pisk derefter ved højeste hastighed i et par minutter – indtil marengsen danner bløde toppe.

Vend mandelblandingen i hviderne. (Pres dejen mod siderne af skålen med en dejskraber – cirka 35 gange.)

Hæld blandingen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir.

Lad de ubagte bunde tørre ved stuetemperatur i cirka en halv time.

Bag dem ved 160 grader i cirka 12 min.

Lad bundene køle af på en rist.

Pynt dem med guldglimmer og bladguld.

 

Champagnemacarons:

Kom alle ingrendienser i en skål.

Pisk først ved lav hastighed, så høj, indtil massen er let og luftig.

Hvis frostingen er for tyk, så tilsæt lidt mere champagne.

Kom smørcreme mellem bundene, og servér!

Tip: Lav bundene et par dage i forvejen, men vent med champagnesmørcremen til lige inden servering. Så er champagnesmagen nemlig lækker og gennemtrængende!

Champagnemacarons

Nytårsdessert: Moussebombe med hvid chokolade og citron

Nytårsdessert: mousse bombe med hvid chokolade og citron

Fjerde og formentlig sidste nytårsdessert-idé for i år.

Nu vil jeg fralægge mig al ansvar og lade smagskaniner afgøre dessert-skæbnen.

Én af de kvikke kaniner, som tilfældigvis skal spise med nytårsaften, har foreslået en desserttallerken med alle fire desserter.

Jeg er ret vild med idéen.

Én ting er i hvert fald stensikkert:

Ingen dessert uden stjernekastere, sølvglimmer, sydende sukker og chokolade i store mængder.

Må du få et fantastisk (festligt) nytår!

Nytårsdessert: mousse bombe med hvid chokolade og citron

Ingredienser (6 stk.)

300 g Amedei Toscano White eller anden hvid chokolade

3 pasteuriserede æggehvider

4 pasteuriserede æggeblommer

4 spsk sukker

4 tsk citronskal (fra øko-citron)

4 spsk pufsukker

spiselige violer

 

Chokoladeskallen:

Smelt 100 g chokoladen over vandbad – og temperer den.

Fordel et tyndt lag chokolade i halvkugle-silikoneforme (7 cm i diameter) – f.eks. ved at pensle det på.

Sæt formen på køl, mens du laver chokolademoussen.

 

Chokolademousse:

Smelt de resterende 200 g chokolade over vandbad.

Pisk æggehvider stive, og stil dem til side.

Pisk æggeblommer og sukker til en let og luftig æggesnaps.

Riv citronskal, og bland den i.

Bland så den smeltede chokolade i æggesnapsen.

Vend tilsidst æggehviderne i, og fordel moussen i halvkugleformen.

Sæt formen i fryseren 3-4 timer eller natten over.

Fordel en skefuld pufsukker under hver bombe, pynt med spiselige violer og servér straks.

Nytårsdessert: baked alaska aka indbagt is

Nytårsdessert baked alaska indbagt is

 

… er den tredje og toplækre dessert i min nytårkavalkade.

Den består af en intens browniebund, mørk chokoladeis lavet af Amedei 70 %, sød, sprød marengs tilsat hindbærstøv og gnistrende stjernekastere.

Sidder og smugsmager, mens jeg lytter til kæresteklavertoner. Forkælelse for både smags- og høresans!

Indtil nu har isbjerget med lakrids og hvid chokolade haft en klar førsteplads hos mig. Men nu er jeg godt og grundigt i tvivl.

Nytårsdessert baked alaska indbagt is

 

Hvilken dessert skal du og dine kære nyde nytårsaften? Hvis du altså, modsat mig, er så sej, at du har besluttet dig?

 

Ingredienser (4 stk.)

(Flad) brownie

4 kugler chokoladeis (gerne hjemmelavet)

4 past. æggehvider

200 g sukker

Frysetørret hindbær

Stjernekastere

 

Stik små runde bunde ud af browniekagen med en kageudstikker.

Fordel chokoladeis på bundene (i halvkugleformede portioner).

Sæt dem i fryseren natten over. (Det er vigtigt, at isdesserterne er ISkolde, før marengsen kommer på.)

Pisk æggehvider og sukker til en stiv og sej marengs.

Bland frysetørret hindbærstøv i.

Fyld hindbærmarengsen i en sprøjtepose med stjernetyl, og lav små dutter på hele isdesserten. (Det er vigtigt, at marengsen slutter helt tæt.)

Brænd marengsen med en gasbrænder eller bag den i ovnen i et par minutter ved 225 grader (til den får en fin gylden farve.)

Sæt stjernekastere i iskagerne, og servér straks!

Nytårsdessert baked alaska indbagt is

 

Nytårsdessert: chokolade-lavakage

Nytårsdessert: chokolade lava kage

Idé nr. 2 til nytårsdesserten: chokolade-lavakage.

Måske i hjerteform og meget gerne med en kugle syrlig sorbet eller vaniljefræk flødeis til.

Kagen skal serveres lun, men kan med fordel laves i forvejen.

Få minutters opmærksomhed i ovnen er det eneste, de kræver.

Til gengæld skal du være 100 % opmærksom dér.

Kunsten ligger nemlig i, at kagerne tages ud, når de er faste i formen, men flydende indeni.

Jeg har gemt et stykke Amedei 70% i midten af hjerterne. Det kan absolut og aldeles anbefales!

Min søde kæreste fik lov til at smugsmage den nybagte kage. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde filmet ham. Det var ren kagelykke!

lavahjerte4

Ingredienser (til 3 små hjertekager)

50 g Amedei Toscano Black 70 % eller anden mørk chokolade.

50 g smør

30 g sukker

20 g mel

en knivspids vaniljekorn

en knivspids havsalt

50 g pasteuriserede æggeblommer

25 g pasteuriserede æggehvider

15 g Amedei Toscano Black 70 % eller anden mørk chokolade.

Usaltede pistacienødder og havsalt til pynt

 

Hak de 50 g chokolade fint.

Smelt hakket chokolade og smør over vandbad.

Tag det af vandbadet, og rør sukker og vanilje i.

Sigt mel i.

Rør æggeblommer og -hvider i.

Fyld dejen i ramekin-forme – smurt med lidt smør og med et rundt stykke bagepapir i bunden.

Stik et stykke chokolade ned i midten.

Opbevar dem i køleskabet indtil kort tid før desserten skal serveres.

Bag dem ved 200 grader i cirka 8 min. (De skal være skælvende indeni.)

Pynt med pistacienødder og havsalt, og server straks. Gerne og helst med en kugle is.

Nytårsdessert: isbjerg med hvid chokolade og lakrids

Nytårsdessert: Isbjerg med hvid chokolade og lakrids

Jeg tæller ned til en nytårsaften med perlepersoner, pangfarver, pailletter og spiselige pragtfuldheder.

Desserten står jeg for, og valget er smaddersvært. Måske fordi jeg er en tåbe til at begrænse mig.

Derfor vil jeg de næste dage kreere forskellige nytårsdesserter og lade nøje udvalgte smagskaniner udvælge deres favorit.

Den første dessert er ‘isbjerget’.

Det består af en cremet hvid chokoladeis med swirls af sød lakridssirup, en sprød hvid chokoladeskal med rålakridspulver og knasende krystalliserede choko-kugler med hindbærstøv.

Den søde hvide chokoladeis kombineret med den salte lakrids er sand smagsløgsforkælelse.

Kegleformen er festlig og fin – og super smart, hvis du ikke har chokolade-/silikoneforme i skabet.

Føler du dig fristet, så er her opskriften:

 

Ingredienser (til 4 isbjerge)

Hvid chokoladeis:
125 g mælk
25 g fløde
100 g Ivoire fra Valrhona eller anden hvid kvalitetschokolade
50 g sukker
2 spsk (sød) Bülow lakridssirup

Chokoladeskal:
50 g Ivoire fra Valrhona eller anden hvid kvalitetschokolade
1 spsk Bülow rålakridspulver

Krystalliseret hvid chokolade med hindbærstøv:
25 g Ivoire fra Valhrona eller anden hvid kvalitetschokolade
25 g sukker
25 g vand

Frysetørret hindbær

Hvid chokoladeis:
Hak chokoladen groft.
Hæld fløden i en gryde, og bring det i kog.
Tag gryden af varmen, og tilsæt den hakkede chokolade.
Rør rundt – til chokoladen er opløst.
Tilsæt sukker og kold mælk.
Kør massen på ismaskine.
Rør forsigtigt et par skefulde lakridssirup i (som swirls).

Chokoladeskal:
Klip to cirkler ud af bagepapiret (cirka 16 cm i diameter) – og del dem på midten, så de bliver halvcirkler.
Form dem til kræmmerhus, og sæt dem sammen med en klat lim.

Smelt chokoladen over vandbad. (Temperer den gerne.)
Rør lakridspulver i.
Pensl kræmmerhusene med et tyndt lag chokolade, og sæt dem i fryseren et kvarter.
Fyld dernæst chokoladeisen i, og sæt dem tilbage i fryseren indtil servering.

Krystalliseret hvid chokolade med hindbærstøv:
Hak chokoladen, og smelt den over vandbad.
Bring sukker og vand i kog, og lad det koge, indtil det når en temperatur på 136 grader.
Hæld sukkermassen over chokoladen, mens du pisker.
Hæld de små chokoladekugler ud på et bagepapir, og lad dem køle af.
Drys med frysetørret hindbærstøv.

Nytårsdessert: Isbjerg med hvid chokolade og lakrids

Indlægget indeholder affiliatelinks.

 

Passionsfrugt-petit four

Passionsfrugt petit four med mælkechokolade og pufsukker

Lørdagslækkerier er lig med passionsfrugt-petit fours med mælkechokolade og pufsukker.

Passionsfrugterne er fundet hos Brdr. Nyholm i Torvehallerne – Frugt&Grønt-butikken, hvor du kan få ALT, hvad dit frugthjerte begærer.

De har den skønneste syrlige smag og er det perfekte modspil til chokoladens sødme.

Ud over mælkechokolade består bundene af hasselnøddemel og pufsukker. Sidstnævne fordi jeg elsker lækkerier, der stimulerer både smags- syn- lugte- høre, og følesans.

Fyldet er en ganache bestående af hvid chokolade og passionsfrugtpuré.

Jeg er fan!

Faktisk så meget, at jeg lige har nomineret dem til en del af årets nytårsdessert.

Ha’ en lækkerlørdag, kære læsere!

Passionsfrugt petit four med mælkechokolade og pufsukker

Ingredienser (4 stk.)

Bunde:

30 g hasselnødder

70 g Amedei Toscano Brown eller anden lækker mælkechokolade

30 g pufsukker

 

Ganache med hvid chokolade og passionsfrugt:

40 g Amedei Toscano White

25 g fløde

3 passionsfrugter

 

Bunde:

Rist nødderne kort i ovnen, og blend dem til nøddelmel.

Smelt chokoladen over vandbad, lad det køle lidt af (til en temperatur på 32 grader, hvis du har et sukkertermometer), og bland nøddemel og pufsukker i.

Fordel massen i minitærteforme. (Lav ikke bunden for tyk.)

Sæt dem på køl, mens du laver ganachen.

 

Hak chokoladen fint, og hæld det i en skål.

Skrab kødet ud af passionsfrugterne, og si kernerne fra.

Bring fløde og passionsfrugtsaft i kog i en gryde, og hæld det over den hakkede chokolade.

Rør rundt, indtil chokoladen er smeltet.

Lad det køle lidt af, og hæld det i de kolde chokoladebunde.

Sæt dem på køl indtil servering.

Pynt med chokolade drysset med frysetørret passionsfrugt (som mig) eller chokoladespåner.

Servér dem sammen med årstiden frugter/bær og et par kugler (vanilje)is.