Påskeæg med lakrids, citron og hvid chokolade

Lakridspåskeæg

I påskeferien vil jeg trykke på ‘pause’-knappen og…

… spise sen morgenmad i s n e g l e tempo med mine to særlige.

… slikke solstråler på terrassen med fuglefløjt i ørene og frihedsfølelse i maven.

… glemme alt om stressende deadlines og støvsugning for en stund.

… invitere venner på pandekager og påskeæg – måske de zebrastribede slags, som jeg serverede i TV2 Fri.

… bage søde chokoladesager en sen nattestund, fordi jeg elsker det.

Hvad er din påskeplaner?

 

INGREDIENSER

Antal: ca. 12 æg

Påskeæg:
100 g Bülow lakridsmarcipan
½ økologisk citron (både skal og saft)
200 g hvid chokolade
½ tsk Bülows rålakridspulver

Pynt:
30 g hvid chokolade
lidt af Bülows fine lakridspulver (smag til)
evt. lidt sort spiseligt pulverfar

Påskeæg:
Riv marcipanen groft, og kom den i en skål.
Tilsæt skal og saft fra den halve citron, og pisk massen.
Smelt 100 g hvid chokolade over vandbad, og rør den i.
Kom massen i køleskabet i ca. en halv time.
Form små æg (à 15 g) af marcipanmassen.
Smelt resten af den hvide chokolade over vandbad, (og temperer den.)
Overtræk kuglerne med chokoladen.

Pynt:
Smelt chokoladen over vandbad, og bland lakridspulver (og sort slikfarve) i.
Lav tynde, fine striber på æggene (evt. vha. af en sprøjtepose med meget lille tylle.)

Pssst: Æggene på billedet gemmer på alm. marcipan frem for lakridsmarcipan. Men kan du få fingre i Bülows lakridsmarcipan, vil jeg bestemt anbefale den. Dens lakridslækre smag og grove konsistens er sand smagsløgsforkælelse og giver klart det bedste resultat.