Spiselige julegaver: varm chokolade i glas

Spiselige julegaver: varm chokolade

Jeg er pjattet med hjemmelavede julegaver. Især de (søde) spiselige af slagsen.

Min favoritgave sidste år var ikke den smukke ring fra min mand (undskyld Jakob!), men snarere de hjemmelavede syltede rødbeder i ‘stjålne’ glas – foræret af min fattige svoger.

Ikke alene fordi de smagte genialt godt, men også fordi han havde lagt tid og hjerte i gaven.

Hele fem timers kamp i køkkenet for at være helt præcis.

Disse små glas med ‘varm chokolade’ er knap så tidskrævende, men stadig en superfin, lille værtinde- eller julegave.

Lidt rørsukker, lidt kakaopulver, en håndfuld chokolade, en lille kanelstang, et patentglas, et bånd og et sejt label/sirlig håndskrift – et voilà, julegaven til moster Maren er i hus.

Varm chokolade i glas

1 lille patentglas – 1 kop

Ingredienser

  • 5 g rørsukker
    5 g kakaopulver
    20 g mørk eller mælkechokolade
    evt. kanelstang

Fremgangsmåde

  • Kom rørsukker i bunden af et patentglas, dernæst kakaopulver og til slut hakket chokolade.
    Luk glasset, og bind en lille kanelstang omkring.
  • Forær til en kær!

Til glasset

  • Label:
    “VARM CHOKOLADE med julesmag”
  • Vejledning:
    “Kom alle ingredienser i en kop, og tilsæt 150 ml meget varm mælk.”

spiseligegavervarmchokolade4S

Chokoladeskeer

chokoladeskeer16

I er simpelthen for søde. Alle sammen.

Tak fordi jeg må lære jer bedre at kende. Jeg elsker-elsker-elsker det.

I har givet mig ondt i maven af grin! Hvem skulle have gættet, at der sidder en ostehapser, en hobbittå, en sæbeboblepuster og en broccoli på den anden side af skærmen?

Jeg har trukket to tilfældige vindere af kagekonkurrencen.

Hurra og tillykke til frøken Øl aka. Thilde og kagetrængende Trine!

I har hver vundet to billetter til Nimbs kagekærlighedsbord! Send mig straks en mail (på majaavase@gmail.com), så sørger jeg for, at I får jeres kagetrang tilfredsstillet!

Chokoladeskeer

Til slut vil jeg dele disse chokoladelækre skeer med jer.

De kan trylle kedelig varm mælk til vidunderlig varm chokolade – eller gøre kaffen mokkalækker.

Hvordan skeerne skal pyntes, er til fri fortolkning.

Og hvor mange, der skal i koppen, ligeså.

Mine skeer byder bl.a. på mørk chokolade med hakkede hasselnødder, mælkechokolade med kanel, mælkechokolade med pistacienødder, hvid chokolade med lakrids og hindbær og karamel med halvsalt.

Ha’ en fortryllende torsdag!

ChokoladeskeerChokoladeskeer

 

Varm hvid chokolade med lakrids

Varm hvid chokolade med lakrids

At skyde dagen i gang med varm hvid chokolade med lakrids, sødt selskab og svævende snefnug kan absolut og aldeles anbefales.

Jeg gjorde det i går – og jeg gør det igen snart.

Må indrømme, at dybfryseren uden for står lavt på elske-listen. Til gengæld er jeg vild med hvide København. De smukke, snepyntede tage. De fine farverige flyverdragter, der løber og leger i sneen. De hjerterammende julemelodier, der spilles på gader og stræder. Og meget, meget mere.

Luner du dig også på varm chokolade disse dage?

Varm hvid chokolade med lakrids

Ingredienser (til 10 choko-pinde)

100 g Amedei Toscano White eller anden hvid chokolade

1-1 1/2 tsk Bülow rålakridspulver

10 små træpinde

 

Smelt chokoladen over vandbad, og bland lakridspulveret i.

Fyld chokoladen i små chokoladeforme, stik små træpinde ned i og sæt dem på køl indtil brug.

 

Ingredienser (til 4 små kopper)

10 lakrids-choko-pinde

1/2 l letmælk

evt. Bülow lakridssirup

Hæld mælken i en gryde, og varm den op til ca. 85 grader. (Tjek evt. med et sukkertermometer.)

Hæld den varme mælk i en kop, og rør rundt i koppen med én eller to choko-pinde (jeg stemmer for to!)

Hvis du er ekstra lakridslysten, så rør lidt sirup i.

Nyd den varme chokolade og de smukke snefnug!

Varm hvid chokolade med lakrids

Varm chokolade med julesmag

Jul varm chokolade med appelsin og kanel

Der er vintervejr med sne og slud på vej.

Det betyder tid til store striktrøjer, lange uldsokker og masser af varm chokolade!

Har du lidt smeltet chokolade til overs, så lav en portion hjemmelavede choko-pinde, og gem dem i skabet til de kolde dage.

Så er du altid parat til at forkæle dig selv – eller dine gæster med lækker varm chokolade.

Du kan give choko-pindene dit helt personlige præg med forskellige former (hjerter/blomster/firkanter…) og forskellig smag (appelsinskal, kanel, mynteblade, chili…).

Jeg har lige lavet små søde orange-choko-pinde med kærlighedsbudskab:

Jul varm chokolade med appel og kanel

Ingredienser (til 10 choko-pinde)

100 g chokolade

appelsinskal/kanel/mynteblade/chili/…

 

Smelt chokoladen over vandbad, og bland appelsinskal, kanel, mynteblade, chili eller noget helt femte i.

Fyld chokoladen i små chokoladeforme, og sæt dem på køl indtil brug.

Jul varm chokolade med appel og kanel

Ingredienser (4 kopper)

10 hjemmelavede choko-pinde (se opskrift ovenover)

½ l letmælk

(evt. fløde og kanel)

 

Hæld mælken i en gryde, og varm den op til ca. 85 grader. (Tjek evt. med et sukkertermometer.)

Hæld den varme mælk i en kop, og rør rundt i koppen med én eller to choko-pinde (jeg stemmer for to!)

Pisk fløden let til skum, og server den varme chokolade med en skefuld flødeskum og et lille drys kanel.

Jul varm chokolade med appel og kanel