Profiteroles med sommersmag

Profiteroles med jordbær

For nylig fik jeg en vidunderlig ven på besøg, som er vild med vandbakkelser. Sådan virkelig vild.

Jeg bagte straks 12 små profiteroles, fyldte dem med vaniljelækker is og friske jordbærslices og pyntede dem med store mængder smeltet Amedei Toscano Black 70 %.

Han blev ret glad.

Og inden jeg fik set mig om, havde han spist 10 af dem. Uden overdrivelse.

Dét kalder jeg kagekærlighed!

Elsker du også de små kager med det sprøde ydre og det søde indre? Og hvad plejer du at fylde i dem? :)

Profiteroles med jordbær

Ingredienser

Antal: 10-12 profiteroles

 

Profiteroles:

1 dl vand

50 g smør

50 g hvedemel

en knivspids rørsukker

en knivspids salt

1 ½ æg

 

Tilbehør:

Vaniljeis

Friske jordbær

Mørk chokolade

 

Profiteroles:

Bring vand og smør i kog i en tykbundet gryde.

Bland mel, sukker og salt sammen, og kom det i gryden.

Rør godt rundt, indtil dejen slipper gryde og ske.

Kom dejen i en skål, og lad den køle lidt af.

Pisk æg i dejen lidt efter lidt.

Fyld dejen i en sprøjtepose med rund tylle (1 cm i diameter), og sprøjt små, runde kager (på størrelse med en stor valnød) ud på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag vandbakkelserne i 25-30 min ved 200 grader. Åbn ikke ovnen imens, da vandbakkelserne så vil falde sammen.

Lad dem køle helt af.

Smelt mørk chokolade i en skål over vandbad, og sæt den til side.

Skær en lille åbning i hver vandbakkelse, og kom en skefuld vaniljeis og et par skiver jordbær i hver.

Kom masser af smeltet chokolade oven på kagerne, og server straks!