Trifli med rabarber, hvid chokolade og knas

Trifli med rabarber, hvid chokolade og knas

De sidste dage har jeg tilbragt i yndlingshaven i solskin og særlig sødt selskab. Både min mor, de syngende solsorte, syrenerne og jordbærrabarber har været ved min side, og jeg ville ikke undvære nogen af dem.

De søde, røde jordbærrabarber har jeg længe haft et godt øje til. I går kunne jeg ikke længere holde fingrene fra dem.

Tryllede dem om til en sød rabarberkompot, fordelte dem i nogle små syltetøjsglas og toppede dem med hvid chokolade-skum og honningristede havregryn.

En skøn forening af det søde og syrlige.

I morgen stikker jeg til København igen. Med stor sandsynlighed – og stort juhuu – med tasken fuld af rabarber og andre øko-godter.

Trifli med rabarber, hvid chokolade og knas

Trifli med rabarber, hvid chokolade og knas

Ingredienser (4 personer)

Rabarberkompot:

200 g rabarber

80 g sukker

Korn fra 1/2 vaniljestang

10 g vand

 

Flødeskum med hvid chokolade:

¼ liter piskefløde

50 g hvid chokolade

 

Honningristede havregryn:

50 g grovvalsede havregryn

20 g mandler

1 spsk honning

 

Rabarberkompot:

Skær rabarberne i mindre stykker, og kom dem i en gryde med sukker, vaniljekorn og vand.

Bring dem langsomt i kog, og lad dem simre i cirka 10 min.

Fyld rabarberkompotten i glas, og sæt glassene på køl indtil servering.

 

Hvid chokolade-skum:

Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.

Hæld fløden i en lille gryde, og bring den i kog.

Hæld fløden over det hakkede chokolade.

Rør rundt – til chokoladen er smeltet og massen homogen.

Sæt massen på køl et par timer.

Pisk den forsigtigt til skum. (Hellere for lidt end for meget.)

Fordel den i glassene oven på raberbarkompotten.

 

Honningristede havregryn:

Smelt honning på en pande.

Hak mandlerne groft.

Hæld havregryn og hakkede mandler ned til honningen, og rist dem – til de begynder at blive gyldne (cirka 5 min).

Rør rundt imens.

Lad blandingen køle af, og fordel den i glassene.