Melfri mandelkage med Amarena-kirsebær og mørk chokolade

Melfri mandelkage med amarena kirsebær og mørk chokolade

Ingen fredag uden fredagskage. I hvert fald ikke her. Faktisk spiser vi kage hver eneste dag, og jeg tror på, at et lille stykke kage er sundt både for krop og sjæl. Jeg bliver i hvert fald lidt lykkeligere af det.

Kagen her er lynhurtig og noget så lækker. En melfri mandelkage med Amaretto, Amarena-kirsebær, store mørke chokoladestykker og kirsebærglasur. Selv om kagen er uden mel og smør, er den fantastisk saftig, luftig og let på én og samme tid. Den er fuld af mandelsmag, kirsebærsødme og intense chokoladestrejf. Jeg bagte kagen sammen med Sia, sådan lidt spontant og uden særlige forventninger, men den slog totalt benene væk under mig. Tre ingredienser i selve dejen (foruden en sjat Amaretto, som sagtens kan udelades) – og that’s it. Nemmere bliver det ikke!

Må din fredag blive fuld af hygge – og mindst to stykker kage!

Kram Maja

Melfri mandelkage med amarena kirsebær og mørk chokolade

Melfri mandelkage med kirsebær og mørk chokolade

8 personer

Ingredienser

Mandelkage:

  • 120 g sukker
    4 æg
    120 g mandelmel
    2 spsk Amaretto (mandellikør)
    75 g Caraïbe 66 % fra Valrhona eller anden mørk chokolade
    20 Amarena-kirsebær fra Fabbri

Pynt:

  • 150 g flormelis
    2-3 spsk Amarena-kirsebærsirup fra Fabbri
    1-2 spsk Amaretto (mandellikør)
    evt. lidt vand
    frysetørret kirsebærstøv
    rød skovsyre

Fremgangsmåde

Mandelkage:

  • Kom sukker og æg i en skål, og pisk det meget let og luftigt. Gerne 3-5 min ved højeste hastighed på elpiskeren.
    Vend mandelmel og Amaretto i – forsigtigt, så du ikke slår for meget luft ud af dejen.
    Hak chokoladen groft, og vend den i.
    Fordel dejen i en aflang form (ca. 26 x 8 cm) med bagepapir i bunden, og stik forsigtigt Amarena-kirsebær ned i kagen.
    Bag kagen i ca. 30 min ved 175 grader, til den er fint gylden.
    Lad den køle helt af i formen.

Pynt:

  • Kom flormelis, kirsebærsirup, Amaretto og evt. lidt vand i en skål, og rør det til tyk glasur.
    Smør glasuren ud på toppen af den afkølede kage, og pynt med frysetørret kirsebærstøv og rød skovsyre.
    Server for dine særlige.

Tip: Kagen smager vidunderligt nybagt, men holder sig også saftig og lækker i mange dage.

Tip: Som du kan se på øverste billede, vil kirsebær og de store stykker chokolade synke lidt til bunds. Det bliver kagen dog bestemt ikke ringere af! 

Flourless almond cake with Amarena cherries and dark chocolate

Serves 8

Ingredients

Flourless almond cake:

  • 120 g sugar
    4 eggs
    120 g almond flour
    2 tbsp Amaretto
    75 g dark chocolate, coarsely chopped
    20 Amarena cherries (by Fabbri)

Decoration:

  • 150 g powdered sugar
    2-3 tbsp Amarena cherry syrup (by Fabbri)
    1-2 tbsp Amaretto
    a bit of water
    freeze-dried cherry powder
    red wood sorrel

Instructions

Flourless almond cake:
  • In a bowl, beat together sugar and eggs until very light and fluffy (3-5 minutes.)
    Fold in almond flour, Amaretto, and chopped chocolate.
    Pour batter into a baking tin (26 x 8 cm) with the bottom lined with parchment paper.
    Carefully, place the cherries in the cake batter.
    Bake for about 30 minutes at 175°C until golden.
    Let cool completely.

Decoration:

  • In a small bowl, stir together powdered sugar, cheery syrup, Amaretto and water until combined.
    Decorate cake with the cherry glaze, freeze-dried cherry powder and red wood sorrel.

(Indlægget indeholder affiliatelinks.)

Melfri mandelkage med amarena kirsebær og mørk chokolade

(Præcis samme mandelkage – bare bagt i fine, små silikoneforme i 20 min i stedet for 30.)

Melfri mandelkage med amarena kirsebær og mørk chokolade

Glutenfri mandelkage med citron, vanilje og sommersøde bær

glutenfri mandelkage med citron og bær

Hvem savner sommer? Jeg gør! Derfor bager jeg sommerkager på livet løs og lader som om, at august ikke er hundekold og lidt af en klaphat.

Denne sommerkage er én af de helt særlige. Fri for mel og smør, FULD af smag. Under det farvefine bær- og blomsterbjerg gemmer sig cremet koldskålsganache og glutenfri mandelkage med masser af vanilje og citron. Mmmm! Mandelkagen er sprød udenpå og knasende og nærmest karamelsej indeni. Easy-peasy og helt perfekt – især klædt i bærsmuk sommerkjole!

Ha’ den dejligste fredag!

Kærlige hilsner, Maja

glutenfri mandelkage med citron og bær

Glutenfri mandelkage med citron og vanilje

6-8 personer

Ingredienser

Mandelkage:

  • 200 g mandler, uden skal
    200 g sukker
    korn af ½ vaniljestang
    skal af 1 lille citron (eller ½ stor)
    100 g æggehvide

Koldskålsganache:

  • 150 g Ivoire 35 % fra Valrhona eller anden hvid chokolade
    75 g piskefløde
    50 g kærnemælk
    korn af ½ vaniljestang
    1-2 spsk citronsaft

Pynt:

  • masser af bær, f.eks. hindbær, brombær, blåbær, solbær, kirsebær, ribs
    spiselige blomster, f.eks. stedmoderblomster, geoginer, skovsyreblomster

Fremgangsmåde

Mandelkage:

  • Rist mandler i ca. 5 min ved 200 grader, til de er godt gyldne, og lad dem køle lidt af.
    Blend halvdelen af mandlerne til mel, og hak resten meget groft.
    Kom mandelmel, grofthakkede mandler, sukker, vaniljekorn og citronskal i en skål, og rør det hele sammen.
    Tilsæt æggehvider, og pisk dejen sammen med en elpisker – i ca. 1 minut.
    Beklæd bunden af en springform (18 cm i diameter) med bagepapir, og fordel dejen heri.
    Bag bunden i ca. 25 min ved 175 grader, til den er godt gylden.
    Lad den køle helt af.

Koldskålsganache:

  • Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Bring fløde og vaniljekorn til kogepunktet i en lille gryde, og hæld det over chokoladen.
    Vent et øjeblik.
    Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, til ganachen samler sig og får en smuk, blank overflade.
    Vend kærnemælk i, og smag til med citronsaft.
    Stavblend ganachen, og sæt den i køleskabet i min. 3 timer eller natten over.

Servering:

  • Fordel koldskålsganachen oven på mandelbunden, og top med masser af bær og blomster.

Tip: Lov mig altid at riste mandlerne, inden du putter dem i kagen. Det gør en kæmpe forskel! 

Tip: Hvis kalenderen peger på vinter, kan du erstatte sommerbær med frugt i sæson – eller helt undlade dem. Kagen smager så vidunderligt, at den hverken behøver topping eller tilbehør.

(Indlægget indeholder affiliatelinks!)

Gulerodscupcakes – uden mel og smør

Gulerodscupcakes

Små gulerodskager, der gør glad både i mave og mund.

De er svampede og saftige, dejligt krydrede og byder på både romfulde rosiner og store chokoladestykker.

Ovenpå kagerne er fin, syrligt sød ostefrosting med skyr og strejf af citron og vanilje.

Og så kan de, udover fabelagtig smag og konsistens, prale af minus mel og smør.

Kagerne er bagt til min mor, der  a l t i d  vil alle det allerbedste og  a l t i d  gør alt for at glæde andre. Denne gang er det hendes tur til forkælelse. Af den kagekærlige slags.

Gulerodscupcakes Gulerodscupcakes

INGREDIENSER

Antal: ca. 10 cupcakes

Gulerodskager:
150 g sukker
3 æg
100 ml olivenolie
200 g gulerødder
250 g mandelmel
2 tsk kanel
1-2 tsk stødt nelliker
½ tsk salt
60 g rosiner
60 ml god mørk rom
100 g mørk chokolade

Ostefrosting:
150 g flødeost
50 g skyr
2-3 spsk flormelis
korn fra ½ vaniljestang
citronsaft

Gulerodskager:
Pisk sukker, æg og olie sammen i en skål.
Skræl gulerødderne, riv dem fint på et rivejern og vrid lidt væde fra.
Rør gulerødder, mandelmel og krydderier i dejen.
Kom rosiner og rom i en lille gryde, og bring det i kog.
Skru så ned, og lad det simre i et par minutter.
Hak chokoladen groft, og vend til slut romrosiner og chokoladestykker i.
Kom dejen i muffinsforme, og bag kagerne ved 180 grader i ca. 30 min.
Lad dem køle helt af.

Ostefrosting:
Rør alle ingredienser sammen i en skål, og smag evt. til med mere vanilje, flormelis eller citron.
Kom frostingen i en sprøjtepose med lille stjernetylle, og pynt de afkølede kager dermed.

Sund nøddekage med citron og hvid chokolade

Sund nøddekage med citron og hvid chokolade

Fredag aften bød på sødt besøg og stort behov for kage.

Derfor gik jeg i køkkenet og kreerede små, sunde nøddekager.

Kagerne er en sommerlig version af den populære nøddekage.

Appelsinen er skiftet ud med citron, og den mørke chokolade med hvid.

Men ellers er alt ved det gamle: proppet med sunde sager og både smør- og glutenfri.

Har du kage(bage)planer på denne søde solskinssøndag?

Sund nøddekage med citron og hvid chokolade

Ingredienser (6 små kager)

75 g mandler

75 g rørsukker

1 tsk bagepulver

skal fra 1 økologisk citron

1 stang vanille

2 æg

1/2 dl olivenolie

50 g hvid chokolade

 

Blend mandlerne til mel.

Riv skallen af citronen, og skrab kornene ud af vanillestangen.

Bland mandelmel, rørsukker, bagepulver, citronskal og vaniljekorn i en skål.

Pisk æggene i – et ad gangen.

Tilsæt derefter olivenolie, og pisk igen.

Hak chokoladen groft, og vend den i.

Hæld dejen i små (silikone)forme.

Bag kagerne ved 175 grader i cirka 25 min. Hold øje med dem, så de ikke bliver for mørke.

Pynt kagerne med chokoladespåner, og spis dem en skøn sommerdag.

Sund nøddekage med citron og hvid chokolade

Glutenfrie pistacievafler

Glutenfrie pandekager med pistacienødder uden banan

En morgen med store solstråler, særligt selskab, søde jordbær og nybagte pistacievafler er en drøndejlig start på dagen.

Jeg afprøvede det i morges og kan i allerhøjeste grad anbefale det.

Vaflerne er både smør-, gluten- og bananfrie. (Jeg er ikke så stor fan af banan.)

De har en skøn smag af pistacienødder og strejf af citron – og sammen med friske søde sommerbær og lidt chokolade er de vaskeægte vindervafler!

Vil du bruge dem som dessert, så servér også en kugle hjemmelavet vanilleis til. Eller tre.

Glutenfrie pandekager med pistacienødder uden banan

Ingredienser (5 vafler)

100 g pistacienødder (gerne halv saltede, halv usaltede)

1 tsk citronskal (fra øko-citron)

korn fra 1/3 vanillestang

1/2 tsk bagepulver

2 spsk rørsukker

3 æg

1 1/4 dl mælk

 

Blend pistacienødderne til mel, og hæld dem i en skål sammen med citronskal, vanille, bagepulver og rørsukker.

Pisk æggene i – et ad gangen.

Hæld mælk i, mens du pisker.

Bag vaflerne i et smurt vaffeljern – til de er gyldne.

Servér vaflerne lune – med dit favorittilbehør. Jeg toppede min med friske jordbær

Nøddetærte med mørk chokolade

Nøddetærte med chokolade uden mel, sukker og smør

Om lidt får jeg huset fuld af chokoladeglade mennesker.

Vi skal lege chokoladesmagning, og jeg glæder mig som et lille barn.

Det bliver med bind for øjnene, pointsystem og over 20 forskellige chokoladevarianter.

Ud over den rene chokolade får de også et stykke nybagt chokolade-nøddetærte – hvis de kan få plads til mere i maverne.

Min kæreste har lige prøvetestet (spist tre STORE stykker – han skulle jo være helt sikker!) og kåret den som ny favoritkage.

Er du glad for nødder og mørk chokolade, vil den stensikkert være et hit.

Og det lille strejf af appelsin leger prikken over i’et.

Endelig kan nøddetærten prale af at være bloggen sundeste. So far. Kagen er nemlig både gluten-, smør- og sukkerfri. 

Har du søde chokolade-/kageplaner i aften? 

Nøddetærte med chokolade uden mel, sukker og smør

Ingredienser (6-8 personer)

25 g hasselnødder

50 g valnødder

50 g mandler

150 g mørk chokolade

2 æggeblommer

2 spsk honning

1/2 tsk vaniljepulver

1 tsk appelsinskal (fra øko-appelsin)

havsalt

 

Pisk æggeblommer, honning, vanilje, appelsinskal og salt sammen i en skål.

Hak nødder og chokolade, og vend det i.

Hæld massen i en springform (cirka 18 cm i diameter), og bag tærten ved 180 grader i cirka 20 min. Hold øje med den til sidst, så den ikke bliver sort i kanterne.

Lad tærten køle af, og nyd den, som den er – eller med en kugle hjemmelavet is.

Glutenfrie cookies med hasselnødder og mælkechokolade

hasselnøddecookies2

Jeg nyder en stille stund med Sia’s sprøde stemme i ørene og et hus dejligduftende af hjemmebag.

Foran mig ligger fine, fristende hasselnøddecookies med store stykker Amedei Toscano Brown.   

Hasselnødderne og den søde mælkechokolade er et match made in heaven, og at cookies’ene er både mel- og smørfri, er jo bare ekstra-bonus.  

Jeg glæder mig sådan til at cookie-forkæle min kæreste, når han kommer hjem.

Vil du også forkæle dine kære, så følg denne opskrift:

hasselnøddecookies

Ingredienser (cirka 6 cookies)

80 g hasselnødder

60 g sukker

1/2 tsk bagepulver

1/4 tsk vaniljepulver

knivspids havsalt

1 æg

40 g mælkechokolade

 

Blend hasselnødderne til mel.

Bland nøddemel, sukker, salt, vanilje- og bagepulver i en skål, og pisk derefter ægget i.

Hak chokoladen groft, og vend den i.

Fordel dejen (i skefulde) på en bageplade beklædt med bagepapir – med stor afstand.

Bag dem ved 175 grader i cirka 15 min – til de er fine og gyldne. Hold øje med dem.

Lad dem køle af på en bagerist.

Spis dem med dine kære!

Citron-mandelkage med hvid chokolade

Citron-mandelkage med hvid chokolade

Selvom man har et hoved tungt som bly, hoster om kap med sin kæreste og er glohed indeni, må man godt spise kage.

Især de sunde slags.

Denne kage er uden både mel og smør.

Den har en skøn smag af citron og en let og luftig konsistens.

Jeg har fyldt den med store stykker hvid Amedei-chokolade.

Vil du gøre den mere syndig, kan du fordele et tykt lag hvid chokoladeganache ovenpå.

Det er afprøvet – og aldeles anbefalelsesværdigt!

Foretrækker du den helt sunde variant, kan du erstatte den hvide chokolade med mørk.

Det er slet heller ikke dumt.

Håber du får en fantastisk fredag!

Citron-mandelkage med hvid chokolade

Ingredienser (til cirka 10 personer)

4 æg

2 store spsk citronskal (fra øko-citron)

¼ kardemomme

100 g rørsukker

170 g mandler

1 tsk bagepulver

50 g Amedei Toscano White eller anden hvid chokolade

 

Smut mandlerne, og blend dem til fint mel.

Del æggene i blommer og hvider.

Bland æggeblommer, citronskal og halvdelen af sukkeret sammen i en skål.

Rør mandelmel, kardemomme og bagepulver sammen i en skål, og bland det i æggesnapsen.

Hak chokoladen, og vend den i.

Pisk æggehviderne næsten stive. Hæld resten af sukkeret i, mens du pisker, og pisk indtil marengsen danner bløde toppe.

Vend til sidst marengsen i, og fordel dejen i en stor kageform eller tre små à 12 cm (som jeg gjorde)

Bag kagerne i 25- 30 min – afhængig af størrelse. (Hold øje med den.)

Spis den nybagt – og gerne med et lag hvid chokoladeganache og lidt citronskal på toppen.

Citron-mandelkage med hvid chokolade

Cookies med peanuts, mørk chokolade og fleur de sel

Cookies med peanuts, mørk chokolade og fleur de sel

Mit bord er proppet med papirer, ulæselige lapper og lange to-do’s.

Jeg arbejder hjemme – og har hundrede timers arbejde foran mig. Føles det som.

Heldigvis kan jeg nyde Imogen Heaps sprøde stemme, blaffende stearinlys og hjemmelavet peanutcookie imens.

Det er slet ikke værst.

Cookies med peanuts, mørk chokolade og fleur de sel

Peanutcookies’ene er sprøde og smagfulde. Og også uden mel og smør.

Hvis du er peanuts-glad, så prøv dem af.

 

Ingredienser (10-12 cookies)

225 g peanutbutter

150 g sukker

1 stort æg

1/2 tsk bagepulver

1/4 tsk salt

50 g mørk chokolade

50 g usaltede peanuts

Et drys havsalt

 

Hæld peanutbutter, sukker, æg, bagepulver og salt i en skål, og rør rundt med et piskeris.

Hak chokolade og peanuts groft, og rør det i.

Form små kugler af dejen, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.

Tryk dem halvflade.

Bag dem i midten af ovnen i 12-14 min ved 175 grader.

Drys en smule havsalt på de varme cookies.

Lad dem køle af på en rist.

Opbevar dem i en lufttæt beholder, hvis de ikke er spist på et splitsekund.

Cookies med peanuts, mørk chokolade og fleur de sel

Nøddekage med appelsin, kanel og mørk chokolade

Nøddekage med appelsin og kanel

Gid man kunne sende duft ud af computer-skærme eller copy paste kager, så I alle kunne få et eksemplar. Jeg gad så godt dele denne kageoplevelse med jer.

Kagen er kåret som yndlingskagen af min mor og er eftertragtet blandt mange venner og veninder.

Det er en ægte efterårskage – med fine efterårsfarver og en skøn smag af kanel, appelsin og nødder.

Når du først er begyndt, er det smaddersvært at stoppe igen.

Heldigvis gør det ingenting. Kagen er propfuld af sunde ingredienser og fattig på usunde. (Olivenolie frem for smør, mandelmel frem for hvedemel og masser af mørk chokolade!)

Nøddekage med appelsin, kanel og mørk chokolade

Bag den som en særlig søndagskage – eller gør den til et hverdagshit. Begge dele duer!

Nøddekage med appelsin, kanel og mørk chokolade

Ingredienser (cirka 6 personer)

75 g mandler

100 g rørsukker

1 tsk bagepulver

1 økologisk appelsin

1 stang vanilje

1-2 tsk kanel

2 æg

¾ dl olivenolie

30 g hasselnødder

50 g mørk chokolade

 

Blend mandlerne til groft mandelmel.

Riv skallen af appelsinen.

Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud.

Bland mandelmel, rørsukker, bagepulver, appelsinskal, vaniljekorn og kanel i en skål.

Pisk æggene i – et ad gangen.

Tilsæt olivenolie, og pisk til en ensartet dej.

Hak chokoladen groft, og vend chokostykker og hasselnødder i.

Hæld dejen i to små springforme (cirka 12 cm i diameter) eller i en større springform (cirka 18 cm i diameter) foret med bagepapir.

Dæk formene med stanniol.

Bag kagerne i midten af ovnen ved 200 grader i cirka 20 min.

Fjern stanniolen og bag yderligere 10 min.

Spis kagerne med dine kære – med god samvittighed.

Nøddekage med appelsin, kanel og mørk chokolade

Hjertekager med pistacienødder

Hjertekager med pistacienødder, citron og Toscano Brown

Lykkelørdag er:

Magisk morgenstund med kys, kram og klavermusik fra kæresten-min.

Loppemarked på Nørrebro med lykkevenner, lækre lopper, latter og lune solstråler.

Tilfældigt, heldigt sammentræf med en særlig, storsavnet ven.

Hjemmehygge med hjerterfri, hjemmetryllede hjertekager, hemmeligheder og himmel i forførende farver.

Hjertekager med pistacienødder, citron og Toscano Brown

Hjertekagerne er proppet med pistacienødder – og uden hverken smør eller mel!

Perfekte til gluten-allergikere og andre, som stræber efter at leve lidt sundere.

Ud over power-pistacie-smag har kagerne en snert af citron og små choko-stykker af den fortryllende favorit-mælkechokolade Toscano Brown.

Hjertekager med pistacienødder, citron og Toscano Brown

Ingredienser (4 små hjertekager)

60 g pistacienødder

100 g sukker

1 1/2 æg (delt)

1-2 tsk citronskal (fra økologisk citron)

1 tsk bagepulver

50 g mælkechokolade

 

Pil skallerne af pistacienødderne, og blend dem til fint mel.

Hæld æggeblommer, sukker, citronskal, bagepulver og pistaciemel i en skål, og pisk det sammen.

Pisk æggehviderne stive i en anden skål, og vend dem i dejen – lidt ad gangen.

Hak chokoladen, og vend den i.

Hæld dejen i små (hjerte)forme penslet med olie.

Bag dem ved 175 grader i cirka 20 min.

Nyd dem til eftermiddagskaffen og ha’ en smaddersød søndag!

Hjertekager med pistacienødder, citron og Toscano Brown