Chokoladetærte med saltlakridskaramel

Salt lakridskaramel tærte

Denne frække frøken er min nye favoritkage.

Hun gemmer på et lag chewy lakridskaramel, silkeblød og sød mælkechokoladeganache og strejf af salt.

Tre ting jeg er temmelig tosset med!

Karamellen kræver lidt kærlig opmærksomhed, men kagen er hvert et sekund værd.

Fremtryl den f.eks. i påskeferien, og spis den sammen med dine særlige!

Salt lakridskaramel tærte

INGREDIENSER

Antal: ca. 6 personer

Opskriften er lavet til en rund tærteform (17 cm i diameter). Jeg har bagt dobbeltportion og lavet den i en rektangulær tærteform (11 x 35 cm).

Mørdej:
100 g mel
10 g kakaopulver
50 g sukker
1 knivspids salt
50 g smør
2 æggeblommer
(tørre bønner til bagning)

Lakridskaramel:
130 g sukker
40 g Bülow salt lakridssirup
100 ml fløde
1 knivsspids salt
10 g smør

Mælkechokoladeganache:
100 g mælkechokolade
50 ml fløde

Mørdej:
Bland mel, kakaopulver, sukker og salt i en skål.
Gnid smørret ind i de tørre ingredienser, og saml dejen med æggeblommer.
Rul dejen til en kugle, pak den ind i husholdningsfilm og den hvile i køleskabet i ca. 1 time.
Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og beklæd formen med den.
Prik bunden med en gaffel, læg stanniol over, og fyld tørre bønner ovenpå.
Bag bunden ved 180 grader i 10 minutter, fjern så bønner og stanniol, og bag videre i 10 min.
Lad bunden køle helt af, mens du laver lakridskaramellen.

Lakridskaramel:
Kom sukker, lakridssirup, fløde og salt i en gryde, og bring det i kog under omrøring.
Når massen begynder at koge, så skru lidt ned for varmen og stop med at røre.
Når massen har en temperatur på 115 grader, så kom smørret i, rør rundt og tag massen af varmen.
Hæld den i tærtebunden, og sæt den på køl et par timer.

Mælkechokoladeganache:
Smelt chokoladen i en skål over vandbad.
Bring fløde i kog i en lille gryde, og hæld langsomt fløden over chokoladen, mens du rører.
Rør rundt indtil massen er homogen.
Kom ganachen oven på karamellaget, og sæt formen tilbage i køleskabet et par timer.
Pynt tærten med havsalt, og servér.

Salt lakridskaramel tærte