Macarons med brombær og mælkechokolade
Jeg havde en fuldstændig fantastisk lørdag.
Med verdens mest vidunderlige veninder – og med polterabend på programmet.
Dagen var fuld af overraskelser, pigeskvadder og store grin.
Lige som jeg havde drømt om.
Om aftenen var der chokoladeleg.
Pigerne delte sig op i hold og konkurrerede om at lave lækkerier fra bloggen. Med mig som dommer.
Der blev til flødeboller i alverdens størrelser (og former!) – og forskellige macarons.
Lige siden har jeg haft ustyrlig lyst til at lave macarons igen.
Drømmer også om at lave macarons til brylluppet.
Blandt andet disse – med brombær og mælkechokolade.
De farvematcher nemlig både med mine stilletter, min blomsterkrans og bordpynten til middagen.
Ingredienser (12 macarons)
Makronbunde:
43 g mandler (eller mandelmel)
75 g flormelis
1 stor æggehvide
25 g sukker
blå pulverfarve
Chokoladeganache:
50 g fløde
100 g Amedei Toscano Brown eller anden mælkechokolade
12 friske brombær
Makronbunde:
Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel.
Hæld flormelis og blå pulverfarve ned til mandelmelet, og blend videre.
Si blandingen.
Hæld æggehvide og sukker i en skål, og pisk ved laveste hastighed i cirka et minut.
Pisk derefter ved højeste hastighed i et par minutter – indtil marengsen danner bløde toppe.
Vend mandelblandingen i hviderne. (Pres dejen mod siderne af skålen med en dejskraber – cirka 35 gange.)
Hæld blandingen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
Lad de ubagte bunde tørre ved stuetemperatur i cirka en halv time.
Bag dem ved 160 grader i cirka 12 min.
Chokoladeganache:
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Bring piskefløde i kog.
Hæld langsomt fløden over chokoladen og rør rundt, indtil chokoladen er smeltet.
Afkøl ganachen – indtil den har den ønskede konsistens.
Fordel ganachen mellem to bunde sammen med et friskt brombær (se billede ovenover.)