Pistaciesnitter

Pistaciesnitter

Du kender den måske fra bageren. Den lille, populære pistacietrekant med giftig grøn pistaciemasse, der aldrig har set skyggen af en pistacienød.  

Disse snitter er sådan cirka sytten gange bedre. Sprød, smørmættet mørdej, saftig pistaciefrangipane og sød, blød nougat. Skær dem ud i små trekanter, og server dem for dine.

Jeg serverede pistaciesnitterne for min mand og mor og erstattede hurtigt halvdelen af nougaten med mørk chokolade. Jeg blev slet ikke upopulær.

Om du vælger versionen med sød nougat eller mørk chokolade, står dig helt frit for. Begge smager vidunderligt af barndom. Og af mere…

(Opskriften er udviklet til ALT for Damerne, hvor jeg hver eneste uge tjekker ind med en ny sød sag. Har nogen af jer mon opdaget mig deri?)

Pistaciesnitter

8 personer

Ingredienser

Mørdej:

  • 75 g smør, koldt
    150 g hvedemel
    50 g flormelis
    1 knivspids salt
    ½ æg

Pistaciefrangipane:

  • 50 g grønne, usaltede pistacienødder
    50 g mandelmel
    100 g sukker
    100 g smør, blødt
    1 æg

Pynt:

  • 100 g blød nougat
    1-2 spsk grønne, usaltede pistacienødder

Fremgangsmåde

Mørdej:

  • Skær smør i små tern, og kom mel, flormelis, salt og smørtern i en blender.
    Blend det hurtigt sammen, og saml dejen med ægget.
    Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og lad den hvile i køleskabet i min. en time.
    Læg den på en bageplade.
    Stik en bund ud med en kvadratisk bageramme (18 x 18 cm), og lad rammen sidde.
    Fjern overskydende dej.

Pistaciefrangipane:

  • Blend pistacier til mel, og kom pistaciemel, mandelmel, sukker, smør og æg i en skål.
  • Pisk det hele godt sammen.
  • Fordel pistaciefrangipanen oven på bunden (i bagerammen), og jævn overfladen med en ske. 
    Bag kagen i ca. 25 min ved 175 grader, indtil den er let gylden.
  • Lad kagen køle helt af. 

Pynt:

  • Smelt nougat i en skål over vandbad, og kom et par spsk i en frysepose med lillebitte hul i det ene hjørne.
    Smør resten af nougaten ud på kagen, og sæt den i fryseren i 5-10 min, indtil nougaten er stivnet.
    Drizzl resten af nougaten ud over i et tilfældigt mønster.
    Hak pistacienødder fint, og pynt med dem.
    Skær kagen ud i små trekanter, og server.

Pistaciesnitter

Chokoladetærte med pistaciepraliné

Chokoladetærte med pistaciepraliné

Indimellem glemmer jeg mit hoved.

Om det er den famøse ammehjerne eller ren og skær glemsomhed, aner jeg ikke.

Men jeg formår at glemme noget hver eneste gang, jeg tager ud ad døren.

Bleer, iPhone, vanter, hue, halstørklæde, sut, skiftetøj til Sia, dankort… og nu også tærte!

En chokoladetærte med sprød kakaomørdej, silkeblød chokoladeganche og knasende pistaciepraliné, som jeg havde bagt særligt til mine søde svigerforældre og sådan glædet mig til at give dem.

Den står stadig i køleskabet og glor.

Jeg tror, at jeg napper et stykke til morgenmad. Som trøst. Og fordi den er fin og grøn. Og fordi den smager virkelig vidunderligt.

Chokoladetærte med pistaciepraliné

INGREDIENSER

Tærtebund:

100 g mel

30 g flormelis

15 g kakao

50 g smør

2 æggeblommer

 

Pistaciepraliné:

90 g sukker

75 g grønne usaltede pistacienødder

 

Pistaciepralinéfyld:

75 ml fløde

100 g mælkechokolade

75 g pistaciepraliné (opskrift lige ovenover)

 

Chokoladeganache:

55 ml fløde

50 g mørk chokolade

 

Tærtebund:

Bland mel, flormelis og kakao i en skål.

Smuldr smør i dejen, og saml den med æggeblommer.

Rul dejen til en kugle, og sæt den i køleskabet en time.

Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og beklæd en tærteforme (17 cm i diameter) med den.

Fjern overflødig dej fra formenes kanter med fingerspidserne.

Prik bunden med en gaffel.

Læg stanniol over dejen, og fyld formen op med bønner.

Bag tærtebunden ved 180 grader i 10 minutter med stanniol, og dernæst 10 min uden.

Afkøl bunden helt.

 

Pistaciepraliné:

Fordel pistacienødder på et skærebræt med bagepapir.

Smelt sukker til karamel på en pande, og hæld det over nødderne.

Lad det afkøle helt, og blend det.

 

Pistaciepralinéfyld:

Hak chokolade fint, og kom den i en skål.

Bring fløde i kog i en lille gryde, og hæld den langsomt over chokoladen, mens du rører.

Rør rundt, til chokoladen er opløst.

Rør pistaciepraliné i, og fyld massen i den afkølede tærteform.

Sæt formen i køleskabet mindst 2 timer – gerne længere.

 

Chokoladeganache:

Hak chokolade fint, og kom den i en skål.

Bring fløde i kog i en lille gryde, og hæld den langsomt over chokoladen, mens du rører.

Rør rundt, til chokoladen er opløst.

Fyld ganachen oven på pistaciepralinéfyldet, og sæt formen tilbage i køleskabet.

Lad den sætte sig i et par timer.

Pynt den med resten af pistaciepralinéen lige inden servering.

Chokoladetærte med pistaciepraliné

Luksusromkugler

Romkugler luksus

Jeg har givet nemesiskagen et skvæt rom og tryllet den om til lækre luksusromkugler med pistacienødder som pynt.

Bag kameraet rullede jeg også én enkelt kugle i karamelliserede hasselnødder, én i frysetørrede hindbær og én i kokosflager.

Men de farvefine og smagfulde pistacier løb med sejren.

Overrask dine kære med romkuglekærlighed – og husk at udskifte rommen med romessens, hvis der er små slikmunde i familien.

Romkugler luksus

Ingredienser

50 g smør

100 g mørk chokolade

100 g sukker

2 æg

2 spsk god mørk rom – eller romessens

100 g mørk chokolade

Usaltede pistacienødder

 

Smelt smør og chokolade over vandbad.

Tag skålen af varmen og rør sukker i.

Pisk æggene i – ét ad gangen.

Hæld dejen i en rund form (22 cm) foret med bagepapir.

Bag kagen ved 180 grader i ca. 30 min.

Lad kagen stå natten over.

Bræk kagen i små stykker og pisk kagestykker og rom sammen med en elpisker.

Form små kugler a ca. 40 g.

Smelt (og temperer) chokoladen i en skål over vandbad.

Dyp kuglerne i chokoladen og rul dem i hakkede pistacienødder.

Romkugler luksus