Juletræer – cookies med pistacienødder, citron og mælkechokolade

Juletræer - cookies med pistacienødder, citron og mælkechokolade

De sprøde stjerner var en stor succes og gav smag på mere.

Derfor fandt jeg figur-formene frem igen og slap fantasien løs.

Lidt leg i køkkenet resulterede i disse små juletræer med pistacienødder, citron og mælkechokolade. Plus en meget småkagelykkelig kæreste.

Juletræer - cookies med pistacienødder, citron og mælkechokolade

Ingredienser (12 kiks)

1 lille æggehvide

60 g flormelis

50 g mandler

100 g saltede pistacienødder (uden skal)

1-2 spsk citronskal (fra øko-citron)

100 g Amedei Toscano Brown eller anden lækker mælkechokolade

20 g usaltede pistacienødder

 

Blend mandler og halvdelen af de saltede pistacienødder til mel.

Hæld æggehvide og flormelis i en skål, og pisk det i nogle minutter.

Bland nøddemel og citronskal i, og rør rundt.

Blend resten af de saltede pistacienødder, og drys dem ud på en bageplade beklædt med bagepapir.

Rul dejen ud til 1 cms tykkelse (oven på nøddemelet), og stik juletræer ud med en kageudstikker.

Bag dem ved 150 g i midten af ovnen i 10-12 min.

Afkøl kiksene.

Blend de usaltede pistacienødder til mel.

Dyp juletræerne i smeltet (tempereret) chokolade, og pynt med pistaciemel.

Pistaciecookies

Pistaciecookies

Sommetider (læs: ofte) sker det, at jeg forelsker mig i en eller anden tilfældig frugt/grøntsag/spiselig sag – og gerne spiser den flere gange om dagen – i flere uger. Lige for tiden kan jeg slet-overhovedet-ikke få nok af pistacienødder. De små saltede nødder ligger ude i skabet (og i skålen lige foran mig) og hvisker ”spis os-spis os”.

De smager heldigvis også herligt i alverdens salater og søde sager. Og ikke mindst i disse cookies, som jeg fremtryllede i går.

Søger du nogle små søde sager til søndagens sofaslængeri, så overvej disse. De er simple, smagfulde og slet ikke så syndige, som de ser ud.

 

Ingredienser

80 g pistacienødder

50 g mandler (mandelmel)

60 g sukker

en knivspids salt

1 æggehvide (måske lidt mere)

30 g lys chokolade

 

Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel.

Hæld 50 g pistacienødder ned til mandelmelet, og blend videre.

Hæld nøddemel, sukker, salt og æggehvide i en skål, og rør det sammen.

Hvis massen har svært ved at hænge sammen, så tilføj lidt mere æggehvide.

Hak de sidste 30 g pistacienødder og den lyse chokolade groft, og vend det i.

Form små runde cookies (cirka 1 spsk) på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag cookies’ene ved 170 grader i 12-14 min.

Pistaciecookies

Pistaciecookies