Søde stjerner med mint

Søde stjerner med mint og mørk chokolade

Kombinationen af sødt selskab og stjerneslik er slet ikke værst.

Jeg har lige afprøvet det – og jeg gør det snart igen.

Stjernerne har en sød og blød mint-midte og er overtrukket med yndlingschokoladen Amedei Toscano Brown 70 %.

Simpelt, men smadderlækkert!

Har I taget hul på julehyggen endnu?

 

Ingredienser (6 stjerner)

150 g flormelis

40 g past. æggehvide

2 tsk pebermynteessens

mørk chokolade

evt. sølvglimmer

 

Bland flormelis, æggehvide og pebermynteessens til konsistensen er blød, men sammenhængende. (Hvis den er for våd, så tilsæt mere flormelis.)

Rul massen ud på et skærebræt (med bagepapir) til den har en tykkelse på knap 1 cm.

Sæt den på køl et par timer, og stik så stjerner (eller andre fine former) ud med en kageudstikker.

Dyp dem i smeltet (og tempereret) chokolade, og pynt med sølvglimmer – hvis du synes.

Søde stjerner med mint og mørk chokolade

Fyldte chokolader med nougat-, Baileys-, og pebermyntefyld

Fyldte chokolader

Fredagens mål blev nået:

  1. Jeg tog afsked med feberen.
  2. Jeg fik kys under misteltenen (men stjæler snart mange flere.)
  3. Jeg lavede fyldte chokolader med chokoladeveninden.

Ud over de små chokolader blev det også til en fin, chokoladepyntet lejlighed. Og en Maja med chokolade i håret, i panden og på trøjen.

Jeg ville bare lige smugsmage på chokolade-resterne. Det må man godt. Men på mystisk vis endte det meste alle andre steder end i munden. Selv kameraet fik lidt pynt.

Det var råhygge på højt plan. Chokolade alle vegne er et sikkert tegn på, at det har været en vellykket aften.

 

Fyldte chokolader med nougat-crunch

Fyldt chokolade med nougat-crunch

Ingredienser til nougat-crunch (cirka 10 styk):

20 g hasselnødder

1 spsk sukker

100 g nougat

 

Smelt sukkeret på en pande – til det bliver en gylden karamel.

Tilsæt hasselnødder, og tag panden af varmen.

Hæld de karamelliserede hasselnødder ud på et stykke bagepapir, og lad dem køle af.

Hak dem fint.

Smelt nougat over vandbad.

Bland nougaten med de finthakkede hasselnødder.

Klar til brug.

 

Fyldte chokolader med Baileys

Fyldt chokolade med Baileys

Ingredienser til Baileys-fyld (cirka 10 styk):

50 g hvid chokolade

1 spsk Baileys/Bailey aroma

2 spsk piskefløde

Smelt chokoladen og fløden over vandbad.

Tilsæt Baileysen.

Lad fyldet køle lidt af.

Klar til brug.

 

After Eight – fyldte chokolader med pebermynte

After eight

Ingredienser til pebermynte-fyld (cirka 10 styk):

60 g flormelis

2 spsk pasteuriserede æggehvider

pebermyntearoma

Rør flormelis og æggehvider sammen.

Tilsæt pebermyntearoma.

Tilføj evt. lidt mere flormelis, hvis du ønsker en tykkere konsistens.

Klar til brug.

 

Her finder du en vejledning til temperering af chokolade og selve fremstillingen af fyldte chokolader.