Passionsfrugtkarameller
(Foto: Chris Tonnesen)
Piv-lækre og perfekt syrlige passionsfrugtkarameller med blød, chewy konsistens.
Superfine som lille spiselig julegave… til dig selv!
Skynd dig at pakke dem ind. De er umulige at holde fingrene fra.
Opskriften er lavet til ALT for Damerne, som jeg har fornøjelsen af forsøde hver eneste uge.
Har du fået gang i julerierne endnu?
Jeg er håbløst bagud, men tager revanche i denne weekend.
Må du få den allerbedste af slagsen!
Bløde passionsfrugtkarameller
ca. 20 aflange karameller
Ingredienser
- 100 ml piskefløde
100 g sukker
100 ml passionsfrugtsaft
50 g glukosesirup
1 nip salt
Fremgangsmåde
-
Kom fløde, sukker, passionsfrugtsaft, glukosesirup og salt i en stor, tykbundet gryde, og bring det i kog.
Lad massen koge ved middelvarme, indtil karamellen tykner og har en temperatur på ca. 120°.
Rør lidt i den undervejs, dog mest til sidst.
Hæld karamelmassen i en lille form (ca. 10 x 10 cm) beklædt med bagepapir, og lad den sætte sig natten over ved stuetemperatur.
Skær karamelmassen ud i små, aflange karameller, og pak dem ind bagepapir/pergamentpapir.