Chokoladepandekager

Chokoladepandekager med chokoladeis

Regnvejrslørdagsoverlevelseskit til to personer + en baby!

(Chokoladepandekager, chokoladeis, friske bær + et par skefulde smeltet mørk chokolade)

Julepandekager

Jul pandekager med marcipan, kanel, kardemomme

Små søde pandekager med julesmag, stearinlys, julesangesummen og et smukt snepyntet landskab.

Der er dømt december, og jeg elsker det.

Sia Sky er også ret vild med at betragte snefnug og stearinlys, men intet slår hængsler og ledninger i loftet.

Måske vi har en kommende håndværker i familien?

Jul pandekager med marcipan, kanel, kardemomme

Pandekagerne spiste jeg sammen med manden-min i morges.

Vi toppede dem med lidt smeltet chokolade og spiste appelsinfileter til.

De er krydrede med både kanel og kardemomme og gemmer desuden på lækker marcipan.

Skyd juleferien i gang med en portion, og du skal nok blive i julestemning.

 

Ingredienser

Antal: cirka 20 stk.

75 g marcipan

3 æg

2 spsk sukker

1 knivspids salt

1 tsk kanel

1 tsk kardemomme

2 dl mælk

125 g mel

 

Riv marcipanen, og pisk den sammen med æg, sukker, salt, kanel, kardemomme i en skål.

Kom mælk og mel i, og pisk videre, til dejen er fri for klumper.

Stil dejen i køleskabet en halv time, hvis du har tålmodighed til det. (Jeg havde ikke!)

Bag små pandekager på en smurt stegepande.

Server f.eks. med smeltet chokolade og appelsinfileter!

Chokoladepandekager

Chokoladepandekager

Pandekager er meget populære herhjemme. Både de sunde og de syndige af slagsen.

Jeg elsker at eksperimentere med nye pandekagesmage og får ofte idéer til skøre ingredienser, der skal prøves af.

Indtil videre er favoritterne: chokolade, citron, lakrids og kardemomme.

Jeg bager altid en skyhøj stak i håb om at få et par stykker til overs til madpakken.

Det sker aldrig.

I går stod menuen på chokoladepandekager med bunker af bær og chokoladesauce. I selskab med solen og det grønne græs.

Det var et stort hit.

Har du eksperimenteret med sjove smage i dine pandekager? Så del dem meget gerne med mig.

Chokoladepandekager

OPSKRIFT

Chokoladepandekager:
90 g mel
10 g kakaopulver
20 g sukker
1/3 tsk salt
3 dl mælk
4 æg

Chokoladepandekager:
Kom mel, kakao, sukker og salt i en skål, og rør det sammen.
Pisk mælk i.
Tilsæt æg, og pisk det hele godt sammen.
Bag tynde pandekager med en varm pande smurt med smør.

Server pandekagerne med dit yndlingstilbehør!

Peanut-pandekager og søde danske jordbær

Peanut-pandekager

At powerstarte morgenen med solstråler, søde danske jordbær og peanut-pandekager på terrassen kan bestemt anbefales.

Pandekagerne er pærenemme, har en blød og luftig konsistens og en skøn smag af peanut butter.

Og bonus er, at de hverken indeholder gluten, sukker eller smør.

Peanut-pandekager

Peanut-pandekager

Tryl dem frem på nul-komma-fem – og spis dem til morgenmad eller brunch med søde venner i bedste Rasmus Klump-stil.

 

Ingredienser (10 mini-pandekager)

2 æg

2 spsk peanut butter

1/4 tsk bagepulver

friske jordbær

(mørk chokolade)

 

Hæld æg, peanut butter og bagepulver i en skål.

Pisk til massen er homogen.

Læg skefulde dej på en pandekagepande, og steg pandekagerne et par minutter på hver side (til de er gyldenbrune.)

Servér dem lune – med masser af friske jordbær, hakkede peanuts og smeltet, mørk chokolade:

Peanut-pandekager

P.S. Har du set, at solen titter frem alle dage på vejrkortet? Det er næsten for godt til at være sandt!

Må din dag blive fuld af sol og sommerglæde!