Glutenfrie doughnuts
Mit køkken er fyldt med fristende, farvefine doughnuts – og meget snart min mave.
Heldigvis er de i ministørrelse og i den knap så syndige afdeling af doughnutsskalaen.
De er i modsætning til klassiske doughnuts hverken friteret eller fyldt med hvedemel.
De har dog stadig deres fine form og de farvefestlige glasurkjoler.
Doughnuts’ene er lavet på cashewnøddemel, hvilket gør dem søde og saftige og virkelig svære at holde fingrene fra.
Eneste men er, at de kræver en doughnutmaskine/-form.
I dag var min doughnutsdebut. Men jeg er helt solgt – og står det til mig, bliver der doughnutfest i køkkenet snart igen. Som i virkelig snart.
INGREDIENSER
Antal: 14 mini doughnuts
120 g cashewnødder
30 g rørsukker
1 1/2 tsk bagepulver
1 knivspids salt
15 g smagsneutral olie/smeltet smør
2 æg
Blend cashewnødderne til mel, og bland nøddemelet med bagepulver, sukker og salt i en skål.
Kom olie og æg i skålen, og rør dejen sammen med et piskeris.
Kom dejen i en sprøjtepose, og sprøjt den ud i en varm, smurt doughnutmaskine.
Bag dem et par minutter – til de har en fin gylden farve.
Lad dem køle lidt af, og pynt dem med smeltet chokolade, glasur, karamel, frysetørrede bær, hakkede nødder, lakrids…