Isbombe med mørk chokolade og hindbær
Isbomberne med mælkechokolade og pistacienødder forsvandt alt-alt for hurtigt.
Derfor var jeg nødt til at lave en portion mere.
Denne gang med ekstra mørk chokolade og øko-hindbær.
Isbomberne skal deles med én, der er lige så chokoladeglad som mig.
Jeg ved lige hvem.
Ingredienser
Mørk chokoladeis:
250 g mælk
50 g fløde
200 g mørk chokolade (minimum 70 %, gerne 85 %)
100 g sukker
75 g mørk chokolade (til chokoladeskal)
Friske hindbær
Frysetørrede hindbær
Mørk chokoladeis:
Hak de 200 g chokolade groft.
Hæld fløden i en gryde, og bring det i kog.
Tag gryden af varmen, og tilsæt den hakkede chokolade.
Rør rundt – til chokoladen er opløst.
Tilsæt sukker og kold mælk.
Kør massen på ismaskine.
Isbombe-kreering:
Smelt de 75 g chokolade over vandbad (og temperer den, hvis du lyster).
Fyld den smeltede chokolade i en halvkugle-silikoneform. (Enten ved at pensle halvkuglerne forsigtigt – eller fylde dem med chokolade og vende formen på hovedet bagefter, så overskydende chokolade løber ud.)
Sæt formen i fryseren et øjeblik.
Tag den ud, når chokoladen er stivnet, og fyld et par friske hindbær i hver halvkugle.
Fyld dernæst chokoladeis i.
Sæt formen i fryseren igen.
Lige inden servering: Tag isbomberne ud, portionsanret og drys med frysetørrede hindbær.