Små limetærter med brændt marengs og basilikum

limetærte med brændt marengs

Labre, små limetærter med sprød, smørmættet mørdej, cremet limecurd med et stort syrligt spark, strejf af basilikum og sød, brændt marengs.

Behøver jeg at sige mere?

Jeg er fuldstændig fortabt i dem og har indtil videre spist 5 ud af 10…

Gør basilikumbladene dig bekymret, så find modet frem fra skuffen, og giv dem en chance. De klæder den syrlige lime knaldgodt og giver lidt kant til den traditionelle tærte.

Er du ved at have styr på nytårsdesserten?

Jeg vil traditionen tro dele et par eller fem festlige nytårsdesserter mellem jul og nytår.

Til jer, der søger lidt ny inspiration.

Eller allerede er i vild panik.

Vi har allerede valgt:

limetærte med brændt marengs

Små limetærter med brændt marengs og basilikum

ca. 10 små tærter

Ingredienser

Mørdej:

  • 75 g smør, koldt
    150 g hvedemel
    50 g flormelis
    1 knivspids salt
    ½ æg

Limecurd med basilikum:

  • 1 blad husblas
    10 store basilikumblade
    200 g sukker
    6 øko-lime, skal og saft
    2 stort æg
    60 g smør, stuetempereret
    evt. en dråbe grøn frugtfarve

Brændt marengs:

  • 3 æggehvider
    150 g sukker

Pynt:

  • friske basilikumblade

Fremgangsmåde

Mørdej:

  • Skær smør i små tern, og kom mel, flormelis, salt og smørtern i en foodprocessor/blender.
    Blend det sammen, indtil det ligner revet parmasan.
    Tilsæt æg, og kør et kort øjeblik, så dejen lige samler sig.
    Form den til en kugle, pak den ind i husholdningsfilm, og kom den i køleskabet i mindst en time.
    Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og beklæd små tærteforme (ca. 7 cm i diameter) med dejen.
    Prik bundene med en gaffel.
    Læg forsigtigt stanniol over bundene, og fyld dem op med tørre bønner el lign.
    Bag bundene i ca. 10 min ved 175 grader.
    Fjern så bønner og stanniol, og bag videre i ca. 5 min.
    Lad bundene køle helt af.

Limecurd med basilikum:

  • Udblød husblas i koldt vand.
    Stød basilikumblade og 1 spsk af sukkeret i en morter.
    Kom limesaft, limeskal, basilikumsukker, alm. sukker og æg i en gryde, og varm det langsomt op under piskning (med et piskeris), indtil massen er 83 grader varm.
    Tag gryden af varmen, og rør husblassen i.
    Rør så smør i.
    Si massen, og stavblend den.
    Fordel curden i de afkølede tærtebunde, og sæt tærterne på køl et par timer, så curden sætter sig.

Brændt marengs (umiddelbart inden servering):

  • Pisk æggehvider og sukker til sej, blank marengs.
    Fordel marengsen oven på tærterne – f.eks. som små toppe som mig.
    Brænd marengsen gylden med en gasbrænder.
    Pynt med et par basilikumblade, og server straks.

Tip: Jeg har pyntet tærterne med både lave og høje marengstoppe. Så kan dem med søde tænder nuppe de høje, og dem, der er knap så glad for marengs, nuppe de lave.

limetærte med brændt marengs

limetærte med brændt marengs

Små mazariner med marengs og hindbær

Små mazarinkager med marengs og hindbær

Jeg er her stadig.

Skyen, sjove chokoladejobs og en stor flytning (til drømmelejligheden!) stjal lige al min tid.

Men nu er jeg tilbage og har titusinde idéer, jeg gerne vil dele med jer.

Her er den første:

Små, søde mazarinkager med syrligsød hindbærsyltetøj og sprød marengs.

Familien smugsmager i skrivende stund, og Sia er solgt. Især til de små stjernemarengs.

Må du få en smaddersød søndag!

 

Opskrift:

Antal: Ca. 16 minikager

Mazariner:
100 g marcipan
100 g sukker
100 g smør (blødt)
2 æg
30 g mel

Fyld:
Hindbærsyltetøj (købt eller hjemmelavet)

Marengs:
1 æggehvide
50 g sukker
1-2 dråber eddike

Pynt:
Frysetørrede hindbær

Mazariner:
Riv marcipanen groft, og pisk den sammen med sukker og smør i en skål.
Pisk æggene i – et ad gangen.
Vend mel i.
Fordel dejen i minimuffinsforme, og bag dem i 15-20 min ved 175 grader.
Lad kagerne køle helt af.

Marengs:
Pisk æggehvider og sukker til sej marengs. Tilsæt eddike undervejs. Kom marengsen i en stjernetylle (med 20 tænder), og sprøjt stjerner ud på en bageplade beklædt med bagepapir. (Sørg for, at marengsen er ca. samme størrelse som dine minimuffins.)
Bag dem ved 100 grader en time eller to (indtil marengsen er helt sprød.)

Samling af kagerne:
Lav et lille hulrum i midten af hver kage, og fyld hindbærsyltetøj i.
Placer en marengs oven på, og drys med frysetørret hindbærpulver.
Del kagerne med dine kære!

Tip: Saml først kagerne lige inden servering, så marengsen ikke bliver blød af syltetøjet. 

Hindbærmarengskager9

Snebold med kirsebær og lakrids

Juledessert snebold med kirsebær og lakrids

Mange mener, at is skal spises om sommeren. Jeg er dybt uenig.

Der er is til solskin, is til snevejr. Is til morgenmad, is til dessert.

Denne is er i virkeligheden en sommeris i vinterklæder.

Under den snehvide marengs gemmer sig cremet kirsebæris lavet af hjemmeplukkede, sommersøde kirsebær (fra fryseren) og et drys rålakridspulver fra Bülow.

Ved siden af den frosne snebold friske kirsebær og rød syre købt i Torvehallerne.

Delikat og alternativ juledessert til dem, der trænger til fornyelse efter femten portioner ris à l’amande. (Mig!)

Ingredienser
230 g kirsebær
120 g sukker
100 ml minimælk
100 ml fløde
1-2 tsk Amaretto (kan undlades)

1 tsk rålakridspulver fra Bülow

Marengs:
1 æggehvide
50 g sukker
1-2 dråber eddike

Pynt:
Rød syre
Friske kirsebær

Kirsebæris:
Fjern sten fra kirsebær, og blend kirsebær og sukker sammen til puré. Kom puréen i en skål, og rør mælk og fløde i. Smag til med Amaretto. Kør massen på ismaskine, og sæt den i fryseren natten over.

Marengs:
Pisk æggehvide og sukker til marengs. Dryp et par dråber eddike i undervejs. Smør marengsen ud i et tyndt lag på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag den ved 100 grader i 1-2 timer (til marengsen er helt tør). Knus marengsen i små stykker.

Servering:
Lav scoops af isen, giv dem et gavmildt drys lakrids, og rul dem i den knuste marengs. Placer sneboldene på tallerkener, pynt med rød syre og friske kirsebær, og servér straks!

Snebold

Indlægget indeholder affiliatelinks. 

S’more dessert

Smore dessert

Jeg har taget springet.

Et stort og utrygt af slagsen, men et af de bedste spring i mit liv.

Jeg er gået selvstændig og lever nu af at lave det, jeg elsker allermest.

Hver dag går jeg i seng med taknemmelighed, lykke – og chokolade i maven.

Hurra for drømme, der bliver til virkelighed.

Må alle opleve det!

Smore dessert

Jeg har så travlt lige nu, at jeg forsømmer bloggen lidt.

Jeg skylder både indlæg og svar på jeres mange søde kommentarer.

Jeg beklager meget – og håber af hele hjertet, at I holder ved derude!

Her er en lille sød sag, som jeg spiste i går. Mutters alene. En stille stund. For første gang på meget lang tid.

Ret så rart.

Sprød kiksebund, sød ganache af mælkechokoladen Jivara fra Valrhona, brændt marengs og en lille macaron for pænheds skyld.

Her er opskriften:

INGREDIENSER

Antal: 4 små tærter

Bunde:
120 g Digestivekiks
60 g smør

Chokoladeganache:
140 g Jivara fra Valrhona eller anden mælkechokolade af god kvalitet
70 ml piskefløde
1 knivspids havsalt

Brændt marengs:
1 æggehvide
50 g sukker

Bunde:
Blend kiks til krummer, og kom dem i en skål.
Smelt smør, og bland det med kiksekrummerne.
Kom kiksemassen i små tærteforme (både bund og side), og tryk den godt sammen med fingrene.
Sæt formene på køl, mens du laver ganachen.

Chokoladeganache:
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Bring fløde i kog i en lille gryde, og hæld det over chokoladen.
Vent et øjeblik, og rør så forsigtigt rundt, indtil chokoladen er smeltet og massen homogen.
Smag til med lidt salt.
Fordel ganachen i de fire forme, og sæt dem på køl et par timer.

Brændt marengs.
Pisk æggehvide og sukker til marengs, og kom det i en sprøjtepose med lille, rund tylle.
Dekorer med små toppe marengs – både på tærterne og ved siden af.
Brænd marengsen med en gasbrænder.
Servér straks!

Indlægget indeholder affiliatelinks. 

Sommerdessert med hindbær, lakrids og hvid chokolade

Sommerdessert med hindbær, lakrids og hvid chokolade

Jeg elsker at forkæle med fine dessertanretninger og gøre en tilfældig tirsdag til noget særligt med en tallerken sommerfejring.

Især når tallerkenen er bygget op af små rester, jeg ikke har nænnet at smide ud.

I tirsdags gik det ud over min mand.

Det lyserøde look afskrækkede ham heldigvis ikke.

På tallerkenen placerede jeg lidt krystalliseret hvid chokolade, rålakrids fra Bülow og frysetørrede hindbær.

Ovenpå minimarengs, sød lakridscreme, friske hindbær, en kugle hindbærsorbet og endelig et par gudesmukke rosengeranier.

Han blev ret så lykkelig!

Hvad skal næste desserttallerken smage af, synes du? Kom hjertens gerne med idéer!

Sommerdessert med hindbær, lakrids og hvid chokolade

Chokolademarengs

Chokolademarengs - chokoladekys

Sprødt og smukt ydre. Sejt og chewy indre.

Sådan er en ideel marengs i mine øjne.

Og her er den.

Den er faktisk så chewy, at den kan tygges på længe.

Og så lokker den desuden med store chokoladeswirls og strejf af salt.

Haps!

Chokolademarengs - chokoladekys

INGREDIENSER

Antal: 12 marengskys (med diameter på ca. 6 cm)

3 æggehvider

150 g sukker

et par dråber eddike

75 g mørk chokolade

1 knivspids havsalt

 

Kom æggehvider i en skål, og pisk dem næsten stive.

Tilsæt sukker lidt og lidt, mens du pisker.

Pisk i 5-10 minutter – til sukkeret er opløst og marengsen helt stiv.

Tilsæt eddiken undervejs.

Smelt chokolade i en skål over vandbad.

Smag til med havsalt, og vend den forsigtigt i marengsen. (Endelig ikke for meget!)

Kom store skefulde på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag dem ved 100 grader i 1 time, sluk så ovnen og lad dem køle derinde med ovndøren på klem 1 time mere.

Giv din kær et chokoladekys eller to – og gem resten i en lufttæt beholder.

Chokolademarengs - chokoladekys 

Hvid chokoladesorbet

Hvid chokoladesorbet med hindbær, lakrids og marengs

Simpel og silkeblød hvid chokoladesorbet med lakrids- og hindbærdrys.

Isen har en sød og ren chokoladesmag og får mig til at blive helt sommersvævende.

Det er særligt tiltrængt – for jeg og iskolde januar er bestemt ikke bedste venner.

Trænger du også til sommerselvforkælelse, så smut i køkkenet og find:

110 g hvid chokolade

225 ml vand

30 g sukker

10 g glukosesirup

Hvid chokoladesorbet med hindbær, lakrids og marengs

Hak chokoladen meget fint, og kom den i en skål.

Bring vand, sukker og sirup i kog i en gryde, og hæld det langsomt over chokoladen, mens du rører.

Giv så massen en tur med stavblenderen, og sæt den i køleskabet, indtil den er helt kold.

Kør den på ismaskine, og servér straks – f.eks. med lidt lakridspulver, frysetørrede hindbær og minimarengs som jeg.

Hvid chokoladesorbet med hindbær, lakrids og marengs

Blondiecupcakes med hindbær og brændt marengs

 Blondiecupcakes med hindbær og brændt marengs

Små cupcakes med sød blondiebund, syrlig hindbærmidte og sprød marengstop.

Opfundet, fabrikeret og guffet første januar sammen med favoritpersoner.

Fantastisk måde at indlede et nyt år på.

Blondie cupcakes med hindbær og brændt marengs

Ingredienser
Antal: 10-12 minicupcakes
Blondies:
100 g smør
150 g hvid chokolade
1 1/2 æg
75 g sukker
50 g mel
en knivspids salt
1 tsk skal af øko-citron
Hindbærfyld:
50 g hindbær
25 g sukker
lidt saft fra øko-citron
lidt majsstivelse
Marengs:1 1/2 æggehvide
75 g sukker

Blondies:
Smelt smør og 100 g hvid chokolade over vandbad.
Pisk æg, sukker, salt og citronskal sammen, og rør smør-chokolade-blandingen i.
Vend melet i.
Kom dejen i minimuffinsforme, og bag dem i ca. 25 min ved 180 grader. Hold øje til sidst, så de ikke får for meget.
Lad kagerne køle helt af.

Hindbærfyld:
Kom alle ingredienserne i en lille gryde, og bring det langsomt i kog.
Lad det simre, indtil det tykner.
Afkøl helt.
Lav små fordybningerne i kagerne, og kom hindbærfyldet deri.

Marengs:
Pisk æggehvider og sukker til en stiv og sej marengs.
Fyld marengsen i en sprøjtepose med stjernetyl, og sprøjt toppe på kagerne.
Brænd marengsen med en gasbrænder, og servér!

Små pavlovas med græsk yoghurt og brombær

 

Pavlovas med brombær

Min fredag blev fejret med favoritmennesker og fine små brombærpavlovas.

Når sommersolen steger, serverer jeg helst hjemmelavet is eller andre lette sommerdesserter.

Derfor stod menuen på miniature-marengs med græsk yoghurt (frem for fløde) og friske brombær.

De små mundfulde var en sand succes.

At jeg så havde gemt små stykker Amedei Toscano White i midten af marengskagerne, der blev helt karamellækre efter en tur i ovnen, gjorde kun kageglæden større.

Håber også dine dage er fulde af lækre stunder og sommerlykke!

Pavlovas med brombær

Ingredienser (6 små pavlovas eller 12 mini)

Marengs:

3 æggehvider

125 g rørsukker

lidt friskpresset citronsaft

30-50 g hvid chokolade

 

Græsk yoghurt med brombær:

150 g græsk yoghurt

1-2 spsk flormelis

75 g friske brombær til puré + flere til pynt

 

Marengs:

Varm æggehvider, sukker og citronsaft i en skål over vandbad under konstant omrøring – til sukkerkrystallerne er smeltede.

Tag skålen af varmen, og pisk indtil marengsen er stiv og blank.

Sæt små/store skefulde marengs på en bageplade med bagepapir.

Stik et par stykker chokolade ned i midten af hver marengs.

Bag dem ved 125 grader i en time og et kvarter til halvanden.

Lad dem køle helt af.

 

Mos de 75 g brombær til puré, og vend forsigtigt puréen i den græske yoghurt.

Sæt en skefuld yoghurt på hver pavlova og pynt derefter med friske brombær.

Servér straks for søde mennesker!

Mini-pavlova med rabarber og hvid chokolade

Pavlova / marengs med hvid chokolade og rabarber

Rabarber-sæsonen er i gang – og jeg er så smadderheldig at have både en mor og en svigermor med en have fuld af rabarber.

Jeg er vild med de skønne stænglers syrlige smag og smadderfine farve – og sammen med et par søde elementer udgør de en skøn sommerdessert.

Her har jeg lavet små marengskager fyldt med chokoladecreme af den søde Amedei Toscano White og bagte rabarber med et strejf af vanille.

Er du også rabarberpjattet, så hold øje med bloggen. Jeg har flere rabarber, der råber på at blive brugt.

Pavlova / marengs med hvid chokolade og rabarber

Ingredienser (6-8 personer)

Marengs:

3 æggehvider

125 g rørsukker

lidt friskpresset citronsaft

 

Hvid chokoladecreme:

1,5 dl piskefløde

100 g hvid chokolade

 

Bagte rabarber:

3-5 rabarber

50 g rørsukker

lidt vanillekorn fra vanillestang

 

Marengs:

Varm æggehvider, sukker og citronsaft i en skål over vandbad under konstant omrøring – til sukkerkrystallerne er smeltede.

Tag skålen af varmen, og pisk indtil marengsen er stiv og blank.

Sæt store skefulde marengs på en bageplade med bagepapir.

Lav en lille fordybning i hver marengs.

Bag dem ved 125 grader i en time og et kvarter – cirka.

Lad dem køle helt af.

 

Hvid chokoladecreme:

Hak chokoladen fint, og hæld den i en skål.

Bring fløde i kog, og hæld det over chokoladen, mens du rører.

Rør rundt indtil chokoladen er opløst.

Sæt cremen i køleskabet nogle timer (eller natten over).

Når cremen er helt kold, så pisk den forsigtigt op. (Pisk endelig ikke for meget, da den så skiller og bliver grynet.)

 

Bagte rabarber:

Skær rabarberne i små stykker, og bland dem med sukker og vanillekorn i et ovnfast fad.

Bag dem i 15 minutter ved 175 grader. 

Lad dem køle helt af.

 

Servering:

Placer en skefuld chokoladecreme og bagte rabarber på hver marengs.

Pynt med lidt rabarbersirup (fra de bagte rabarber) og hvide chokoladespåner.

 

Tip:

Marengs, creme og rabarber kan med fordel laves dagen før.

Marengslagkage med hindbær, lakrids og hvid chokolade

Marengs lagkage med hindbær, lakrids og hvid chokolade

Noget af det bedste, jeg ved, er at glæde andre med kage.

I går overraskede jeg søde venner med denne lyserøde lagkage-sag, og der var henrykkelse og høje hurra’er til gengæld. Det var helt herligt.

Både veninder og læsere har efterspurgt lagkage-opskrifter. Derfor vil jeg i denne uge give et par bud på lagkager, der får mit (kage)hjerte til at banke.

Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er tosset med traditionelle lagkagebunde og alm. flødeskum.

Til gengæld elsker-elsker-elsker jeg marengs og hindbærskum lavet af hjemmedyrkede hindbær fra yndlingshaven.

Ud over de søde, chewy marengsbunde og det syrlige hindbærskum gemmer kagen på min yndlingschokolade, Amedei Toscano White, og lidt Bülow rålakridspulver. 

Kagen er legende let at lave – og er perfekt som det søde punktum på en hyggelig aften. Jeg har testet det :)

Marengs lagkage med hindbær, lakrids og hvid chokolade

Ingredienser (6 personer)

Marengsbunde:

3 æggehvider

125 g rørsukker

lidt friskepresset citronsaft

100 g hvid chokolade

1 tsk lakrids

 

Hindbærskum:

200 g piskefløde

150 g hindbær

lidt friskpresset citronsaft

frysetørrede hindbær

 

Marengsbunde:

Varm æggehvider, sukker og citronsaft i en skål over vandbad under konstant omrøring – til sukkerkrystallerne er smeltede.

Tag skålen af varmen, og pisk indtil marengsen er stiv og blank.

Tegn tre cirkler (med diameter på ca. 20 cm) på et stykke bagepapir, og spred marengsen ud i et tyndt lagt (1/2-1 cm tykkelse).

Bag bundene 1 time ved 125 grader.

Lad dem køle af.

Smelt den hvide chokolade over vandbad, og tilsæt lakridspulver.

Smør et tyndt lag ud på hver bund.

 

Hindbærskum:

Giv hindbærerne et hurtigt opkog, og mos bærerne med en gaffel.

Lad dem køle af, og tilsæt lidt citronsaft.

Pisk fløden til flødeskum, og vend hindbærpuréen i.

Fordel hindbærskummet mellem marengsbundene, og pynt med frysetørret hindbær.

Marengs lagkage med hindbær, lakrids og hvid chokolade

Nytårsdessert: baked alaska aka indbagt is

Nytårsdessert baked alaska indbagt is

 

… er den tredje og toplækre dessert i min nytårkavalkade.

Den består af en intens browniebund, mørk chokoladeis lavet af Amedei 70 %, sød, sprød marengs tilsat hindbærstøv og gnistrende stjernekastere.

Sidder og smugsmager, mens jeg lytter til kæresteklavertoner. Forkælelse for både smags- og høresans!

Indtil nu har isbjerget med lakrids og hvid chokolade haft en klar førsteplads hos mig. Men nu er jeg godt og grundigt i tvivl.

Nytårsdessert baked alaska indbagt is

 

Hvilken dessert skal du og dine kære nyde nytårsaften? Hvis du altså, modsat mig, er så sej, at du har besluttet dig?

 

Ingredienser (4 stk.)

(Flad) brownie

4 kugler chokoladeis (gerne hjemmelavet)

4 past. æggehvider

200 g sukker

Frysetørret hindbær

Stjernekastere

 

Stik små runde bunde ud af browniekagen med en kageudstikker.

Fordel chokoladeis på bundene (i halvkugleformede portioner).

Sæt dem i fryseren natten over. (Det er vigtigt, at isdesserterne er ISkolde, før marengsen kommer på.)

Pisk æggehvider og sukker til en stiv og sej marengs.

Bland frysetørret hindbærstøv i.

Fyld hindbærmarengsen i en sprøjtepose med stjernetyl, og lav små dutter på hele isdesserten. (Det er vigtigt, at marengsen slutter helt tæt.)

Brænd marengsen med en gasbrænder eller bag den i ovnen i et par minutter ved 225 grader (til den får en fin gylden farve.)

Sæt stjernekastere i iskagerne, og servér straks!

Nytårsdessert baked alaska indbagt is

 

Marengskager med ribs og hvid chokolade

Klar-parat-start til en aften af de særlige.

Min kæreste og jeg får besøg af værdifulde venner, og vi skal dele både kager og hemmeligheder.

Kagerne røber jeg gerne. De består af marcipanbund, store sommerskønne ribs, himmelsk Toscano White-chokolade og et sødt og sprødt lag marengs.

Hemmeligheden forbliver en hemmelighed.

Lidt endnu.

Marengskager med marcipanbund, ribs og hvid chokolade

Ingredienser (cirka 6 stykker)

Marcipanbund:

70 g marcipan

50 g flormelis

40 g æggehvider

30 g mandler

 

200 g ribs – plus lidt til pynt

 

Marengs:

100 g flormelis

2 æggehvider

1/2 tsk Balsamico eddike

50 g hvid chokolade

Marengskager med marcipanbund, ribs og hvid chokolade

Marcipanbund:

Smut mandlerne, og blend/hak dem.

Ælt marcipan og flormelis sammen i en skål.

Tilsæt æggehvider lidt ad gangen. (Gem evt. lidt æggehvide, hvis massen er meget fugtig.)

Tilsæt de hakkede mandler.

Rul den ud til en ønsket form (cirka 1 cm tykkelse.)

Bag bunden ved 180 grader i cirka 10 min – til den begynder at blive gylden.

 

Fjern stilkene fra ribsene, og fordel dem oven på bunden.

Pisk flormelis og æggehvider til marengs, og kom eddike i.

Hak chokoladen groft, og kom den i marengsen.

Fordel marengsen oven på ribsene.

Bag kagen ved 150 grader i cirka 30 min.

Lad den køle af, og server den som den er, med en klat creme fraiche eller en kugle is.

Marengskager med marcipanbund, ribs og hvid chokolade

Mini-marengs med citron og hvid chokolade

Mini-marengs med citron og hvid chokolade

Solskin på terrassen, i hjertet og på tallerkenen.

Det føles som søndagsheld.

Mini-marengs med citron og hvid chokolade

Hvad smager din søndag af?

Mini-marengs med citron og hvid chokolade

Sommerdesserten består af mini-marengs med citron, et lag Toscano White chokolade og lidt lemon curd.

Hvis du er vild med kombinationen af hvid chokolade og citron, så prøv den af. Gerne i søndagssnegletempo og med solstråler i ansigtet. Det gjorde jeg :)

 

Ingredienser (til 10 mini-marengs)

Mini-marengs:

3 æggehvider

150 g sukker

1/2 tsk Balsamico-eddike

1-2 tsk citronskal (fra øko-citron)

 

Lemon curd:

35 g smør

80 g sukker

2 økologiske citroner (både saft og skal)

1 pasteuriseret æg

 

100 g hvid chokolade

Små spiselige blomster

 

Mini-marengs:

Pisk æggehviderne stive.

Pisk sukkeret i – lidt ad gangen.

Hæld eddike og citronskal i.

Pisk indtil marengsen er sej og blank.

Kom marengsen i en sprøjtepose, og lav små cirkler på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag dem 1 1/2 time ved 120 grader.

Lad de små marengskager køle helt af.

 

Lemon curd:

Lav lemon curd’en dagen før – eller mens marengsen er i ovnen.

Hæld smør, sukker, æg, citronsaft og citronskal i en gryde, og varm det op under omrøring.

Tag det af varmen, når cremen begynder at tykne.

Stil det i køleskabet indtil brug.

 

Pensl hver marengs med et lækkert lag hvid chokolade.

Læg lidt lemon curd ovenpå.

Pynt med revet hvid chokolade og små spiselige blomster.

Nyd dem i solskin og sødt selskab!