Fyldte chokolader med saltkaramel

Fyldte chokolader saltkaramel

Måske er det ikke verdens største overraskelse.

Men jeg er temmelig fortabt i saltkaramel.

Og alle dens søskende.

Flydende, blød, chewy, hård, knasende.

Ja tak til det hele!

Denne karamel er den bløde af slagsen.

Med havsalt en masse til at fremhæve karamelsmagen.

Allerhelst spiser jeg den rent med en ske.

Eller i/ovenpå is.

Men den egner sig også eminent som fyld.

I tærter, macarons, chokolader…

Sidstnævnte får du opskriften på i dag.

Karamellens konsistens afhænger af flødemængde og temperatur.

Og WAUW-oplevelsen af chokoladevalg.

Jeg bruger Manjari fra Valrhona.

Det er én af mine favoritchokolader (af den mørke slags). Og så er den ret nem at temperere.

Har du en mørk chokolade liggende, som du elsker, så brug endelig den. Vær dog opmærksom på, at nogle chokolader egner sig langt bedre til temperering end andre.

Til slut: Sørg for at temperere chokoladen i et køkken, der ikke er for varmt. En rumtemperatur på 20 grader er at foretrække.

Rigtig god og sød fornøjelse!

Fyldte chokolader saltkaramel

OPSKRIFT

Ca. 40 fyldte chokolader (afhængig af størrelse)

Saltkaramel:
200 g sukker
100 ml piskefløde
1/2 tsk havsalt

Chokoladeskaller:
300 g Manjari eller anden mørk chokolade af god kvalitet
Evt. guldstøv

Saltkaramel:
Opvarm fløden, og sæt den til side.
Smelt sukker til gylden karamel i en tykbundet gryde.
Tag gryden af varmen, og tilsæt fløden lidt ad gangen under omrøring.
Tilsæt salt.
Hæld karamellen på glas, og sæt det på køl, så det tykner.

Temperering af mørk chokolade:
Hak chokoladen fint.
Kom 2/3 af chokoladen i en skål, 1/3 i en anden.
Smelt de 2/3 chokolade i en skål over vandbad, og tag den af varmen, når den er 45-50 grader.
Tilsæt de resterende 1/3 chokolade, og rør rundt, indtil temperaturen er nede på 29 grader.
Varm så forsigtigt massen op igen (over vandbad eller med hårtørrer), indtil chokoladen er 32 grader.

Saltkaramelchokoladerinthemaking0

Fremstilling af fyldte chokolader:
Hæld den tempererede chokolade i en chokoladeform, og skrab overskydende chokolade af.
Bank blidt på formen, så du undgår luftbobler.
Vend chokoladeformen på hovedet, og lad overskydende chokolade løbe tilbage i skålen.
Skrab formens overflade ren, og stil formen i køleskabet i 10 min.
Fyld den afkølede karamel i (med 2 mm til kanten).
Sæt formen tilbage i køleskabet i 10 min.
Luk de fyldte chokolader med en gang chokolade mere.
Skrab igen overfladen ren.
Sæt formen tilbage i køleskabet i 10 min.
Bank forsigtigt de færdige chokolader ud af formen, og NYD!

Fyldte chokolader saltkaramel

Fyldte chokolader saltkaramel

Indlægget indeholder affiliatelinks.