Melfri mandelkage med Amarena-kirsebær og mørk chokolade

Melfri mandelkage med amarena kirsebær og mørk chokolade

Ingen fredag uden fredagskage. I hvert fald ikke her. Faktisk spiser vi kage hver eneste dag, og jeg tror på, at et lille stykke kage er sundt både for krop og sjæl. Jeg bliver i hvert fald lidt lykkeligere af det.

Kagen her er lynhurtig og noget så lækker. En melfri mandelkage med Amaretto, Amarena-kirsebær, store mørke chokoladestykker og kirsebærglasur. Selv om kagen er uden mel og smør, er den fantastisk saftig, luftig og let på én og samme tid. Den er fuld af mandelsmag, kirsebærsødme og intense chokoladestrejf. Jeg bagte kagen sammen med Sia, sådan lidt spontant og uden særlige forventninger, men den slog totalt benene væk under mig. Tre ingredienser i selve dejen (foruden en sjat Amaretto, som sagtens kan udelades) – og that’s it. Nemmere bliver det ikke!

Må din fredag blive fuld af hygge – og mindst to stykker kage!

Kram Maja

Melfri mandelkage med amarena kirsebær og mørk chokolade

Melfri mandelkage med kirsebær og mørk chokolade

8 personer

Ingredienser

Mandelkage:

  • 120 g sukker
    4 æg
    120 g mandelmel
    2 spsk Amaretto (mandellikør)
    75 g Caraïbe 66 % fra Valrhona eller anden mørk chokolade
    20 Amarena-kirsebær fra Fabbri

Pynt:

  • 150 g flormelis
    2-3 spsk Amarena-kirsebærsirup fra Fabbri
    1-2 spsk Amaretto (mandellikør)
    evt. lidt vand
    frysetørret kirsebærstøv
    rød skovsyre

Fremgangsmåde

Mandelkage:

  • Kom sukker og æg i en skål, og pisk det meget let og luftigt. Gerne 3-5 min ved højeste hastighed på elpiskeren.
    Vend mandelmel og Amaretto i – forsigtigt, så du ikke slår for meget luft ud af dejen.
    Hak chokoladen groft, og vend den i.
    Fordel dejen i en aflang form (ca. 26 x 8 cm) med bagepapir i bunden, og stik forsigtigt Amarena-kirsebær ned i kagen.
    Bag kagen i ca. 30 min ved 175 grader, til den er fint gylden.
    Lad den køle helt af i formen.

Pynt:

  • Kom flormelis, kirsebærsirup, Amaretto og evt. lidt vand i en skål, og rør det til tyk glasur.
    Smør glasuren ud på toppen af den afkølede kage, og pynt med frysetørret kirsebærstøv og rød skovsyre.
    Server for dine særlige.

Tip: Kagen smager vidunderligt nybagt, men holder sig også saftig og lækker i mange dage.

Tip: Som du kan se på øverste billede, vil kirsebær og de store stykker chokolade synke lidt til bunds. Det bliver kagen dog bestemt ikke ringere af! 

Flourless almond cake with Amarena cherries and dark chocolate

Serves 8

Ingredients

Flourless almond cake:

  • 120 g sugar
    4 eggs
    120 g almond flour
    2 tbsp Amaretto
    75 g dark chocolate, coarsely chopped
    20 Amarena cherries (by Fabbri)

Decoration:

  • 150 g powdered sugar
    2-3 tbsp Amarena cherry syrup (by Fabbri)
    1-2 tbsp Amaretto
    a bit of water
    freeze-dried cherry powder
    red wood sorrel

Instructions

Flourless almond cake:
  • In a bowl, beat together sugar and eggs until very light and fluffy (3-5 minutes.)
    Fold in almond flour, Amaretto, and chopped chocolate.
    Pour batter into a baking tin (26 x 8 cm) with the bottom lined with parchment paper.
    Carefully, place the cherries in the cake batter.
    Bake for about 30 minutes at 175°C until golden.
    Let cool completely.

Decoration:

  • In a small bowl, stir together powdered sugar, cheery syrup, Amaretto and water until combined.
    Decorate cake with the cherry glaze, freeze-dried cherry powder and red wood sorrel.

(Indlægget indeholder affiliatelinks.)

Melfri mandelkage med amarena kirsebær og mørk chokolade

(Præcis samme mandelkage – bare bagt i fine, små silikoneforme i 20 min i stedet for 30.)

Melfri mandelkage med amarena kirsebær og mørk chokolade

Glutenfri mandelkage med citron, vanilje og sommersøde bær

glutenfri mandelkage med citron og bær

Hvem savner sommer? Jeg gør! Derfor bager jeg sommerkager på livet løs og lader som om, at august ikke er hundekold og lidt af en klaphat.

Denne sommerkage er én af de helt særlige. Fri for mel og smør, FULD af smag. Under det farvefine bær- og blomsterbjerg gemmer sig cremet koldskålsganache og glutenfri mandelkage med masser af vanilje og citron. Mmmm! Mandelkagen er sprød udenpå og knasende og nærmest karamelsej indeni. Easy-peasy og helt perfekt – især klædt i bærsmuk sommerkjole!

Ha’ den dejligste fredag!

Kærlige hilsner, Maja

glutenfri mandelkage med citron og bær

Glutenfri mandelkage med citron og vanilje

6-8 personer

Ingredienser

Mandelkage:

  • 200 g mandler, uden skal
    200 g sukker
    korn af ½ vaniljestang
    skal af 1 lille citron (eller ½ stor)
    100 g æggehvide

Koldskålsganache:

  • 150 g Ivoire 35 % fra Valrhona eller anden hvid chokolade
    75 g piskefløde
    50 g kærnemælk
    korn af ½ vaniljestang
    1-2 spsk citronsaft

Pynt:

  • masser af bær, f.eks. hindbær, brombær, blåbær, solbær, kirsebær, ribs
    spiselige blomster, f.eks. stedmoderblomster, geoginer, skovsyreblomster

Fremgangsmåde

Mandelkage:

  • Rist mandler i ca. 5 min ved 200 grader, til de er godt gyldne, og lad dem køle lidt af.
    Blend halvdelen af mandlerne til mel, og hak resten meget groft.
    Kom mandelmel, grofthakkede mandler, sukker, vaniljekorn og citronskal i en skål, og rør det hele sammen.
    Tilsæt æggehvider, og pisk dejen sammen med en elpisker – i ca. 1 minut.
    Beklæd bunden af en springform (18 cm i diameter) med bagepapir, og fordel dejen heri.
    Bag bunden i ca. 25 min ved 175 grader, til den er godt gylden.
    Lad den køle helt af.

Koldskålsganache:

  • Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Bring fløde og vaniljekorn til kogepunktet i en lille gryde, og hæld det over chokoladen.
    Vent et øjeblik.
    Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, til ganachen samler sig og får en smuk, blank overflade.
    Vend kærnemælk i, og smag til med citronsaft.
    Stavblend ganachen, og sæt den i køleskabet i min. 3 timer eller natten over.

Servering:

  • Fordel koldskålsganachen oven på mandelbunden, og top med masser af bær og blomster.

Tip: Lov mig altid at riste mandlerne, inden du putter dem i kagen. Det gør en kæmpe forskel! 

Tip: Hvis kalenderen peger på vinter, kan du erstatte sommerbær med frugt i sæson – eller helt undlade dem. Kagen smager så vidunderligt, at den hverken behøver topping eller tilbehør.

(Indlægget indeholder affiliatelinks!)

Citron-mandelkage med hvid chokolade

Citron-mandelkage med hvid chokolade

Selvom man har et hoved tungt som bly, hoster om kap med sin kæreste og er glohed indeni, må man godt spise kage.

Især de sunde slags.

Denne kage er uden både mel og smør.

Den har en skøn smag af citron og en let og luftig konsistens.

Jeg har fyldt den med store stykker hvid Amedei-chokolade.

Vil du gøre den mere syndig, kan du fordele et tykt lag hvid chokoladeganache ovenpå.

Det er afprøvet – og aldeles anbefalelsesværdigt!

Foretrækker du den helt sunde variant, kan du erstatte den hvide chokolade med mørk.

Det er slet heller ikke dumt.

Håber du får en fantastisk fredag!

Citron-mandelkage med hvid chokolade

Ingredienser (til cirka 10 personer)

4 æg

2 store spsk citronskal (fra øko-citron)

¼ kardemomme

100 g rørsukker

170 g mandler

1 tsk bagepulver

50 g Amedei Toscano White eller anden hvid chokolade

 

Smut mandlerne, og blend dem til fint mel.

Del æggene i blommer og hvider.

Bland æggeblommer, citronskal og halvdelen af sukkeret sammen i en skål.

Rør mandelmel, kardemomme og bagepulver sammen i en skål, og bland det i æggesnapsen.

Hak chokoladen, og vend den i.

Pisk æggehviderne næsten stive. Hæld resten af sukkeret i, mens du pisker, og pisk indtil marengsen danner bløde toppe.

Vend til sidst marengsen i, og fordel dejen i en stor kageform eller tre små à 12 cm (som jeg gjorde)

Bag kagerne i 25- 30 min – afhængig af størrelse. (Hold øje med den.)

Spis den nybagt – og gerne med et lag hvid chokoladeganache og lidt citronskal på toppen.

Citron-mandelkage med hvid chokolade

Kærlighedskager med kokos, hvid chokolade og citron

Kærlighedskager med kokos, hvid chokolade og citron

Få dage på solskinsøen tilbragt i den storslåede natur, i sødt selskab og med solen som følgesvend kan altså tryllebinde én og give én livlige lykkebobler i maven.

Vi har gået ture i sommergrønne skove, sunget om kap med nattergalen, sejlet aftentur i solnedgang, slikket sol, suget stilhed, spist chokolade og meget-meget mere.

Faktisk kan Bornholm i solskin føles som favoritrejsedestination. Også selv om jeg har tilbragt mere end 20 år af mit liv dér.

Kærlighedskager med kokos, hvid chokolade og citron

Når Bornholm forkæler mig så meget, får jeg lyst til at forkæle tilbage.

Derfor bagte jeg disse små kærlighedskager til min mor og hendes kæreste i formiddags.

Kagerne er kræs for smagsløgene: De har en lækker konfektagtig konsistens, en sød smag af hvid chokolade og kokos og et friskt pift af citron.

De fine lilla blomster er citrontimian fra min mors have. Jeg er pjattet med dem!

Kærlighedskager med kokos, hvid chokolade og citron

Hvis du vil overraske dine kære med kærlighedskager, så er her opskriften:

 

Ingredienser

100 g smør

175 g hvid chokolade

100 g sukker

2 æg

70 g mandelmel

70 g kokos

skal fra en lille økologisk citron

 

Smelt smør og 100 g hvid chokolade over vandbad.

Tag skålen af varmen, og lad blandingen køle lidt af.

Pisk sukker og æg let og luftigt.

Rør chokoladeblandingen i.

Vend mandelmel og kokos i.

Riv skallen af en citron, og kom det i.

Hak de resterende 75 g chokolade groft, og kom den i.

Hæld dejen i små silikone-hjerteforme (eller muffinsforme).

Bag kagerne i cirka 25 min ved 175 grader.

Spis dem lune – eller sæt dem på køl og lad dem stå natten over.

Kagerne er mindst lige så lækre dagen efter. Og dagen efter igen. Hvis de ikke er væk inden…