Mørk chokoladetærte med brændt marengs

Chokoladetærte med brændt marengs og amaretto

For et par måneder siden stablede jeg sammen med tre smadderdygtige damer (Mika, Mette og Mia) Danmarks første digitale bagemagasin ‘Lækkerier’ på benene.

Et ganske gratis magasin proppet med søde opskrifter, interviews, guides m.m.

Denne fine chokoladetærte gemmer sig i anden udgave af magasinet, der udkom for et par uger siden.

Tærten består af en sprød kakaomørdej, fløjlsblød mørk chokoladeganache med strejf af Amaretto og brændt marengs.

Den er intens og lækker, så skær den ud i bittesmå stykker og nyd den sammen med en ekstra god kop kaffe!

Er du sulten efter flere fine tærteopskrifter, så skynd dig ind og download vores magasin!

Det kan hentes i AppStore: https://goo.gl/rRjdLJ eller i Google Play: https://goo.gl/j0PQ5U

Chokoladetærte med brændt marengs og amaretto

Mørk chokoladetærte med brændt marengs

10-12 personer

Ingredienser

Kakaomørdej:

  • 150 g mel
    10 g kakaopulver
    70 g flormelis
    70 g smør
    ½ æg

Chokoladeganache med Amaretto:

  • 150 g mørk chokolade
    150 ml piskefløde
    30 g glukosesirup
    3 spsk Amaretto (mandellikør)

Brændt marengs:

  • 2 æggehvider
    100 g sukker

Pynt:

  • rød skovsyre

Fremgangsmåde

Kakaomørdej:

  • Kom mel, kakaopulver og flormelis i en skål, og smuldr det kolde smør heri.
  • Saml dejen med ægget. Vær grundig, men hurtig.
  • Form dejen til en kugle, pak den ind i husholdningsfilm, og sæt den på køl en times tid.
  • Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og beklæd en tærteform (20 cm i diameter) med den.
  • Prik bunden med en gaffel.
  • Læg stanniol over, og fyld den med tørre bønner.
  • Bag bunden i 10 min., fjern så bønner og stanniol, og bag den videre i 8-10 min.
  • Lad bunden køle helt af, mens du laver ganachen.

Chokoladeganache med Amaretto:

  • Hak chokoladen groft, og kom den i en skål.
  • Bring piskefløde og glukosesirup langsomt i kog, og hæld det over chokoladen.
  • Rør i midten af skålen, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
  • Rør Amaretto i, og smag til.
  • Fordel ganachen i tærtebunden, og sæt tærten på køl i mindst tre timer eller natten over.

Brændt marengs (umiddelbart inden servering):

  • Pisk æggehvider næsten stive i en skål, og tilsæt sukker lidt ad gangen under piskning.
  • Pisk marengsen sej og blank.
  • Kom marengsen i en sprøjtepose med lille stjernetyl, og sprøjt små stjerner ud på ganachen.
  • Brænd marengsstjernerne gyldne med en crème brûlée-brænder, og pynt med rød skovsyre.

Tip: Om du pynter tærten med små stjerner (med en stjernetyl), små toppe (med en rund tyl) eller giver den et mere tilfældigt look (med en ske), står dig helt frit for.

Tip: Er der små slikmunde i nærheden, kan Amarettoen sagtens undlades.