Lakridsmacarons med hvid chokolade

Lakridsmacarons med hvid chokolade

I lørdags blev en af mine hjerteveninder gift, og det var i sandhed en dag af de særlige. Spækket med kærlighed, hjerterammende ord, tåretril – og med orange brudesko, seleiklædt gom og sandsynligvis verdens smukkeste ægtepar. Både udenpå og indeni.

Jeg svævede hjem derfra – med kærlighedstro i maven og mit livs kærlighed i hånden.

Min gave til parret var 300 små chokoladesager til kaffen. Bl.a. 100 af dissse lilla lakridsmacarons.

Til brylluppet fyldte jeg bundene med lakridscreme med hvid chokolade.

På billedet er det smørcreme og lakridssirup.

Jeg er kæmpe fan af lakridscremen – derfor får du opskriften på den!

Ekstrabonus: Selv om du er gavmild med lakridscremen, får du noget til overs. Det er helt med vilje. Spis det på is, vafler, kage – eller bare rent. Det er lykke!

Ingredienser

Antal: 20 macarons

Bunde:
75 g mandelmel
75 g flormelis
Lidt lilla pulverfarve
25 g æggehvider

75 g sukker
25 g vand
25 g æggehvider

Lakridscreme:
120 g Ivoire fra Valrhona eller anden hvid chokolade
60 ml fløde
50 g Bülow sød lakridssirup
¼ tsk Bülow rålakridspulver

Bunde:
Sigt flormelis, mandelmel og pulverfarve i en skål, og rør 25 g æggehvide i blandingen med en træspartel.

Kom vand og sukker i en lille gryde, og varm det op til 117°C. Pisk resten af æggehviderne stive i en skål, og hæld den 117°C varme sukkerlage i æggehviderne i en tynd stråle under piskning. Pisk videre, indtil marengsen er afkølet (ca. 50°C)

Vend lidt marengs i mandelblandingen, og vend derefter resten i – forsigtigt. kom massen i en sprøjtepose med rund tylle. Sprøjt små cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og lad bundene hvile i ca. 30 min.

Bag dem i 150 grader i ca. 8 min. Sæt en træske/-palet i klemme i ovnlågen, skru ned til 130 grader og bag videre i ca. 5 min. Lad bundene køle helt af.

Lakridscreme:
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål. Kom fløde, lakridssirup og lakridspulver i en gryde, og bring det i kog. Hæld blandingen over den hakkede chokolade, og rør rundt, indtil chokoladen er opløst. Fyld cremen i en sprøjtepose, og sæt den på køl et par timer eller natten over.

Fyld cremen mellem bundene, og gem resten i køleskabet til andre lykkestunder.

Spis sammen med dine særlige!

Lakridsmacarons med hvid chokolade

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Små blåbærispinde med skyr

Ispinde med blåbær og skyr

Disse små, lilla lækkerhedsispinde smager afsindigt godt og kan absolut anbefales her i de 100 graders varme.

De gemmer på blåbær, skyr, lidt sukker og citronsaft – og intet andet.

Jeg har pyntet dem med hvid chokoladedrizzle, men et gavmildt dyp i smeltet mørk kvalitetschokolade, er slet heller ikke værst!

Ispindenes fine runde former skyldes denne silikoneform. Man kan både få den i stor og lille, men jeg er fan af miniformatet. Og så har man en smaddergod undskyldning for at spise to!

Ha’ en sød søndag med solstråler og is i store mængder!

Ingredienser
Antal: 10 små ispinde

150 g blåbær
285 g skyr
50 g sukker
lidt saft fra en frisk citron
lidt hvid chokolade

Blend blåbær, skyr og sukker sammen.
Smag til med lidt citronsaft, og kør massen på ismaskine.
Fyld isen i ispindeforme, og stik træpinde deri.
Sæt formen i fryseren natten over.
Smelt chokolade i en skål over vandbad.
Pynt med chokolade drizzle, og spis! Helst to eller tre!

Ispinde med blåbær og skyr

Indlægget indeholder affiliatelinks.