Nytårsdessert: chokolade-lavakage

Nytårsdessert: chokolade lava kage

Idé nr. 2 til nytårsdesserten: chokolade-lavakage.

Måske i hjerteform og meget gerne med en kugle syrlig sorbet eller vaniljefræk flødeis til.

Kagen skal serveres lun, men kan med fordel laves i forvejen.

Få minutters opmærksomhed i ovnen er det eneste, de kræver.

Til gengæld skal du være 100 % opmærksom dér.

Kunsten ligger nemlig i, at kagerne tages ud, når de er faste i formen, men flydende indeni.

Jeg har gemt et stykke Amedei 70% i midten af hjerterne. Det kan absolut og aldeles anbefales!

Min søde kæreste fik lov til at smugsmage den nybagte kage. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde filmet ham. Det var ren kagelykke!

lavahjerte4

Ingredienser (til 3 små hjertekager)

50 g Amedei Toscano Black 70 % eller anden mørk chokolade.

50 g smør

30 g sukker

20 g mel

en knivspids vaniljekorn

en knivspids havsalt

50 g pasteuriserede æggeblommer

25 g pasteuriserede æggehvider

15 g Amedei Toscano Black 70 % eller anden mørk chokolade.

Usaltede pistacienødder og havsalt til pynt

 

Hak de 50 g chokolade fint.

Smelt hakket chokolade og smør over vandbad.

Tag det af vandbadet, og rør sukker og vanilje i.

Sigt mel i.

Rør æggeblommer og -hvider i.

Fyld dejen i ramekin-forme – smurt med lidt smør og med et rundt stykke bagepapir i bunden.

Stik et stykke chokolade ned i midten.

Opbevar dem i køleskabet indtil kort tid før desserten skal serveres.

Bag dem ved 200 grader i cirka 8 min. (De skal være skælvende indeni.)

Pynt med pistacienødder og havsalt, og server straks. Gerne og helst med en kugle is.

Lavakage med hvid chokolade og hindbær

Hvid chokolade lavakage

Her er en lille lava-kage lavet på hvid chokolade frem for mørk.

Da jeg elsker overraskelser, indeholder denne også en lille én:

Hvid chokolade lavakage

En hindbær-midte.

Har du lyst til lidt lækkert på en tempofyldt tirsdag, så prøv den af. Den er klar-parat på under en halv time.

Lavakage med hvid chokolade

Ingredienser (til to personer)

50 g hvid chokolade

50 g smør

30 g sukker

20 g mel

en knivspids vaniljekorn

50 g pasteuriserede æggeblommer

25 g pasteuriserede æggehvider

6 frosne hindbær

Frysetørrede hindbær og pistacienødder (som pynt)

 

Hak chokoladen fint, og smelt den og smørret over vandbad.

Tag skålen af vandbadet, og rør sukker og vanilje i.

Sigt mel i.

Rør æggeblommer og -hvider i.

Fyld dejen i ramekin-forme – smurt med lidt smør og med et rundt stykke bagepapir i bunden.

Stik tre hindbær ned i midten.

Opbevar dem i køleskabet indtil kort tid før desserten skal serveres.

Bag dem ved 200 grader i 8-10 min. (De skal være skælvende indeni.)

Drys med frysetørrede hindbær og hakkede pistacienødder.

Nyd dem lune og i sødt selskab!