Lakridsdessert

lakridsdessert med hvid chokolade og blåbær

Denne lakridsdessert gør mig lykkelig helt ned i tæerne.

Jeg har lavet lakridscremen en milliard gange – og den overrumpler mig gang på gang.

Pynten plejer jeg at variere. Dog sørger jeg altid for, at der er noget knas og noget syrligt til den søde, bløde creme.

Jeg serverede lakridsdesserten for de herlige 100 mennesker, jeg lavede foredrag og workshop for i sidste weekend. Der var højlydte mmm-lyde i hele salen og mange ønsker om en opskrift.

Den kommer her:

lakridsdessert med hvid chokolade og blåbær

4 personer

Lakridscreme:
120 g Ivoire fra Valrhona eller anden hvid chokolade af god kvalitet
120 ml piskefløde
50 g sød lakridssirup fra Bülow 

Bagt lakridsmarcipan-crumble:
50 g lakridsmarcipan fra Bülow
lidt citronskal fra øko-citron

Pynt:
ca. 40 blåbær
12 A – chokoladelakridser fra Bülow
forglemmigejer (eller andre spiselige blomster)

Lakridscreme:
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Bring piskefløde og lakridssirup forsigtigt i kog, og hæld lakridsfløden over chokoladen.
Rør energisk i midten af skålen, indtil massen samler sig.
Stavblend massen for at forfine den.
Fordel cremen i fire små skåle, og sæt den på køl 3-4 timer eller natten over.

Bagt lakridsmarcipan-crumble:
Bland lidt fintreven citronskal i marcipanen, og skær den i mindre stykker.
Bred dem ud på et stykke bagepapir, og bag dem sprøde. (Ca. 5 min ved 200 grader)
Lad dem køle helt af, og knus dem til crumble.

Servering:
Pynt lakridscremen med blåbær, chokoladelakridser, lidt crumble og forglemmigejer.
Spis med dine kære.

lakridsdessert med hvid chokolade og blåbær

Siden indeholder affiliatelinks.

Lakridsmacarons med hvid chokolade

Lakridsmacarons med hvid chokolade

I lørdags blev en af mine hjerteveninder gift, og det var i sandhed en dag af de særlige. Spækket med kærlighed, hjerterammende ord, tåretril – og med orange brudesko, seleiklædt gom og sandsynligvis verdens smukkeste ægtepar. Både udenpå og indeni.

Jeg svævede hjem derfra – med kærlighedstro i maven og mit livs kærlighed i hånden.

Min gave til parret var 300 små chokoladesager til kaffen. Bl.a. 100 af dissse lilla lakridsmacarons.

Til brylluppet fyldte jeg bundene med lakridscreme med hvid chokolade.

På billedet er det smørcreme og lakridssirup.

Jeg er kæmpe fan af lakridscremen – derfor får du opskriften på den!

Ekstrabonus: Selv om du er gavmild med lakridscremen, får du noget til overs. Det er helt med vilje. Spis det på is, vafler, kage – eller bare rent. Det er lykke!

Ingredienser

Antal: 20 macarons

Bunde:
75 g mandelmel
75 g flormelis
Lidt lilla pulverfarve
25 g æggehvider

75 g sukker
25 g vand
25 g æggehvider

Lakridscreme:
120 g Ivoire fra Valrhona eller anden hvid chokolade
60 ml fløde
50 g Bülow sød lakridssirup
¼ tsk Bülow rålakridspulver

Bunde:
Sigt flormelis, mandelmel og pulverfarve i en skål, og rør 25 g æggehvide i blandingen med en træspartel.

Kom vand og sukker i en lille gryde, og varm det op til 117°C. Pisk resten af æggehviderne stive i en skål, og hæld den 117°C varme sukkerlage i æggehviderne i en tynd stråle under piskning. Pisk videre, indtil marengsen er afkølet (ca. 50°C)

Vend lidt marengs i mandelblandingen, og vend derefter resten i – forsigtigt. kom massen i en sprøjtepose med rund tylle. Sprøjt små cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og lad bundene hvile i ca. 30 min.

Bag dem i 150 grader i ca. 8 min. Sæt en træske/-palet i klemme i ovnlågen, skru ned til 130 grader og bag videre i ca. 5 min. Lad bundene køle helt af.

Lakridscreme:
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål. Kom fløde, lakridssirup og lakridspulver i en gryde, og bring det i kog. Hæld blandingen over den hakkede chokolade, og rør rundt, indtil chokoladen er opløst. Fyld cremen i en sprøjtepose, og sæt den på køl et par timer eller natten over.

Fyld cremen mellem bundene, og gem resten i køleskabet til andre lykkestunder.

Spis sammen med dine særlige!

Lakridsmacarons med hvid chokolade

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Sommerdessert med hindbær, lakrids og hvid chokolade

Sommerdessert med hindbær, lakrids og hvid chokolade

Jeg elsker at forkæle med fine dessertanretninger og gøre en tilfældig tirsdag til noget særligt med en tallerken sommerfejring.

Især når tallerkenen er bygget op af små rester, jeg ikke har nænnet at smide ud.

I tirsdags gik det ud over min mand.

Det lyserøde look afskrækkede ham heldigvis ikke.

På tallerkenen placerede jeg lidt krystalliseret hvid chokolade, rålakrids fra Bülow og frysetørrede hindbær.

Ovenpå minimarengs, sød lakridscreme, friske hindbær, en kugle hindbærsorbet og endelig et par gudesmukke rosengeranier.

Han blev ret så lykkelig!

Hvad skal næste desserttallerken smage af, synes du? Kom hjertens gerne med idéer!

Sommerdessert med hindbær, lakrids og hvid chokolade

Lakridslykke

En hjerterammende henrykkelse udløste mine små lakrids-macarons på mit arbejde i sidste uge. Derfor – blandt andet – får mine dejlige kolleger veninder disse små lakrids-lækkerier i morgen:

Hvid chokolademousse med lakrids

Det er små glas med hvid chokolademousse, lakridscreme i bunden og krystalliseret hvid chokolade med lakrids- og hindbærstøv på toppen.

Hvid chokolademousse med lakrids

Allermest har jeg lyst til at forkæle pigerne med kærlighedskager og kramme dem flade og glade hver dag.

For deres… og for min egen skyld :)

Hvid chokolademousse med lakridscreme

Ingredienser (til 2-3 portioner)

Lakridscreme:

50 g fløde

20 g lakridssirup

en knivspids rålakridspulver

50 g hvid chokolade

 

Mousse:

100 g hvid chokolade

1 1/2 pasteuriserede æggehvider

2 pasteuriserede æggeblommer

2 spsk sukker

 

Krystalliseret hvid chokolade med lakrids- og hindbærstøv:

25 g hvid chokolade

25 g sukker

25 g vand

rålakridspulver

knuste frysetørrede hindbær

 

Lakridscreme:

Hak chokoladen.

Bring fløde, lakridssirup og rålakridspulver i kog.

Hæld det over chokoladen og pisk, indtil chokoladen er smeltet.

Stil cremen på køl et par timer.

Fordel cremen i små portionsglas.

 

Mousse:

Hak chokoladen fint, og smelt den over vandbad.

Pisk æggehviderne stive, og stil den til side.

Pisk æggeblommerne let og luftige sammen med sukkeret.

Rør den smeltede chokolade i æggesnapsen.

Vend æggehviderne i.

Fordel moussen i portionsglassene (oven på lakridscremen.)

Stil dem på køl et par timer.

 

Krystalliseret hvid chokolade med lakrids- og hindbærstøv:

Hak chokoladen, og smelt den over vandbad.

Bring sukker og vand i kog, og lad det koge, indtil det når en temperatur på 136 grader.

Hæld sukkermassen over chokoladen, mens du pisker.

Hæld de små chokoladekugler ud på et bagepapir, og lad dem køle af.

Drys halvdelen med lakridspulver og halvdelen med knuste frysetørrede hindbær.