Kung Fu-is med et twist

Når vejret bliver forårslækkert og solen leger med, får jeg ekstra meget lyst til is.

Kung Fu is

Denne lille sag er en nyfortolkning af Kung Fu-isen.

Sodavandsisen er udskiftet med flødeis, og pinden med en tallerken.

Men den fortryllende kombination af lakridsis og hvid chokolade er bevaret.

Kung Fu is

Kung Fu-kuglen er placeret på et tyndt lag krystalliseret hvid chokolade og pufsukker.

Pufsukkeret er mest for sjov. Men jeg er altså vild med de små syrlige sukkertingester, der eksploderer i munden. Eller som min søde 5-årige papbror udtrykte med et lidt forbavset udtryk i ansigtet: “det knitrer”.

Lad mig høre: Er du også ramt af is-lyst? Eller er det mig, der er lidt for tidligt på den?

 

Ingredienser

Lakridsis:

4 pasteuriserede æggeblommer

125 g sukker

½ l piskefløde

2 tsk rå lakridspulver

3 spsk lakridssirup

150 g hvid chokolade

 

Krystalliseret hvid chokolade:

25 g hvid chokolade

25 g sukker

25 g vand

 

Pufsukker

Lakridsis

Lakridsis:

Pisk æggeblommer og sukker let og luftigt.

Pisk fløden stiv, og vend den i.

Vend lakridspulver og 2 spsk lakridssirup i.

Kør isen i ismaskine eller sæt den i fryseren og rør i den 4-5 gange i løbet af de første time.

Tilsæt den sidste spsk lakridssirup ved sidste omrøring og lav et fint stribet mønster.

Lad isen fryse natten over.

Lav små runde kugler med isske, og sæt dem tilbage i fryseren et par timer.

Når de er isfrosne, så dyp dem i smeltet hvid chokolade.

Server dem oven på et tyndt lag krystalliseret hvid chokolade og pufsukker.

 

Krystalliseret hvid chokolade:

Hak chokoladen, og smelt den over vandbad.

Bring sukker og vand i kog, og lad det koge, indtil det når en temperatur på 136 grader.

Hæld sukkermassen over chokoladen, mens du pisker.

Hæld de små chokoladekugler ud på et bagepapir, og lad dem køle af.