Nytårsdessert: Dulcey-dessert med havsalt og ribs

Dulcey-dessert - karamel knas salt ribs

Denne dessert er en drøm for alle Dulcey-elskere.

Jeg er én af dem.

Jeg kan slet ikke få nok af den karamelsøde chokolade og er helt fortabt, hvis den er i selskab med salte og syrlige elementer.

Her er Dulcey’en brugt både i en silkeblød ganache, i et sprødt chokoladelåg og i knasende chokoladekrystaller. Det syrlige modspil kommer fra friske ribs.

Pynt med lidt bladguld, og du får seks stjerner!

Dulcey-dessert - karamel knas salt ribs

Ingredienser

Antal: 4 personer

Peanutbund:
75 g sukker
75 g salte peanuts
30 g smør

Ganache:
160 g Dulcey fra Valrhona
70 ml fløde
1 nip salt

Krystalliseret Dulcey:
25 g Dulcey fra Valrhona
25 g sukker
25 g vand

Chokoladelåg:
100 g Dulcey fra Valrhona

Desuden:
Friske ribs
Bladguld

Peanutbund:
Smelt sukker til gylden karamel i en lille gryde, og rør hurtigt peanuts i.
Hæld massen ud på et stykke bagepapir, og lad det køle helt af.
Blend 50 g til praliné (pulver), og hak resten.
Smelt smør, og bland det med pralinéen og de hakkede peanuts.
Placer fire dessertringe (7 cm i diameter) på et lille skærebræt beklædt med bagepapir.
Fordel massen i bunden af dessertringene, og tryk den godt sammen.
Sæt bundene på køl, mens du laver ganachen.

Ganache:
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Bring fløde forsigtigt i kog, og hæld det over chokoladen.
Rør energisk i midten af skålen, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
Smag til med salt.
Fordel massen oven på peanutbundene, og sæt tærterne tilbage I køleskabet et par timer eller natten over.

Krystalliseret Dulcey:
Smelt chokoladen i en skål over vandbad.
Bring sukker og vand i kog i en lille gryde, og lad det koge, indtil sukkermassen har en temperatur på 136 grader.
Hæld sukkermassen i en tynd stråle over chokoladen, mens du pisker. Forsæt med at piske, indtil chokoladen krystalliserer (bliver til små, knasende kugler.)
Hæld den krystalliserede chokolade ud på et stykke bagepapir, og lad den køle helt af.

Chokoladelåg:
Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og hæld den ud på et stykke bagepapir.
Jævn den ud i et helt tyndt lag, og lad den sætte sig en smule (dog ikke helt).
Stik fire cirkler ud (7 cm i dia.), og stik derefter tre mindre cirkler ud i hver cirkel.
Lad chokoladen sætte sig helt, og knæk overskydende chokolade fra.

Anretning:
Placer tærten på midten af tallerken.
Pynt med lidt krystalliseret Dulcey, friske ribs og et par små chokoladecirkler (resterne fra chokoladelåget) på hver siden af tærten.
Placér forsigtigt chokoladelåget ovenpå tærten. Lad det balancere ovenpå en lille chokoladecirkel, så det står skråt.
Pynt til sidst med bladguld.
Servér.

Tip: Der er delte meninger om, hvorvidt bladguld kan spises eller ej. Gør dine gæster opmærksom på dette, så de selv kan vælge, om de vil sortere det fra, inden de sætter tænderne i desserten. 

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Hvid chokolademousse med passionsfrugt

Hvid chokolademousse med passionsfrugt

Hej sommer. Jeg er vild med dig – og den glæde, du spreder i hele København.

Bliv her længe. Så er du sød.

Hvid chokolademousse med passionsfrugt

Når solen skinner og temperaturen lynhurtigt og selvsikkert sniger sig op over de 30 grader, bliver jeg fuld af lykkebobler og energi og får lyst til at lave titusinde ting. Blandt andet solskinsdesserter.

Denne solskinsdessert består af hvid chokolademousse med passionsfrugtpuré og krystalliseret hvid chokolade drysset med frysetørret passionsfrugtpulver.

Hvid chokolademousse med passionsfrugt

Den syrlige passionsfrugt og den hvide chokolade komplementerer hinanden virkelig godt.

Og den knasende krystalliserede hvide chokolade passer perfekt til den fløjlsbløde mousse.

Vil du sprede sommerglæde og forkæle nogen med desserten, så er her opskriften:

 

Ingredienser (til 3 portioner)

Hvid chokolademousse:

100 g hvid chokolade

1 1/2 pasteuriserede æggehvider

2 pasteuriserede æggeblommer

2 spsk sukker

 

Passionsfrugtpuré:

6-8 passionsfrugter

1 tsk sukker

1 tsk Maizena

 

Krystalliseret hvid chokolade med frysetørret passionsfrugtpulver:

25 g hvid chokolade

25 g sukker

25 g vand

frysetørret passionsfrugtpulver

Hvid chokolademousse med passionsfrugt

Hvid chokolademousse:

Hak chokoladen fint, og smelt den over vandbad.

Pisk æggehviderne stive, og stil dem til side.

Pisk æggeblommerne let og luftige sammen med sukkeret.

Rør den smeltede chokolade i æggesnapsen.

Vend æggehviderne i.

Fordel moussen i portionsglas, og stil dem på køl et par timer.

 

Passionsfrugtpuré:

Halver passionsfrugterne, og skrab frugtkødet ud.

Si kernerne fra.

Hæld passionsfrugt, sukker, Maizena og evt. lidt vand i en gryde.

Varm det op og rør rundt, indtil det begynder at tykne.

Lad det køle af, og fordel det oven på chokolademoussen.

 

Krystalliseret hvid chokolade med passionsfrugtpulver:

Hak chokoladen, og smelt den over vandbad.

Bring sukker og vand i kog, og lad det koge, indtil det når en temperatur på 136 grader.

Hæld sukkermassen over chokoladen, mens du pisker.

Hæld de små chokoladekugler ud på et bagepapir, og lad dem køle af.

Drys med frysetørret passionsfrugtpulver.

Hæld lidt i hvert glas som prikken over i’et.

Hvid chokolademousse med passionsfrugt

Lakridslykke

En hjerterammende henrykkelse udløste mine små lakrids-macarons på mit arbejde i sidste uge. Derfor – blandt andet – får mine dejlige kolleger veninder disse små lakrids-lækkerier i morgen:

Hvid chokolademousse med lakrids

Det er små glas med hvid chokolademousse, lakridscreme i bunden og krystalliseret hvid chokolade med lakrids- og hindbærstøv på toppen.

Hvid chokolademousse med lakrids

Allermest har jeg lyst til at forkæle pigerne med kærlighedskager og kramme dem flade og glade hver dag.

For deres… og for min egen skyld :)

Hvid chokolademousse med lakridscreme

Ingredienser (til 2-3 portioner)

Lakridscreme:

50 g fløde

20 g lakridssirup

en knivspids rålakridspulver

50 g hvid chokolade

 

Mousse:

100 g hvid chokolade

1 1/2 pasteuriserede æggehvider

2 pasteuriserede æggeblommer

2 spsk sukker

 

Krystalliseret hvid chokolade med lakrids- og hindbærstøv:

25 g hvid chokolade

25 g sukker

25 g vand

rålakridspulver

knuste frysetørrede hindbær

 

Lakridscreme:

Hak chokoladen.

Bring fløde, lakridssirup og rålakridspulver i kog.

Hæld det over chokoladen og pisk, indtil chokoladen er smeltet.

Stil cremen på køl et par timer.

Fordel cremen i små portionsglas.

 

Mousse:

Hak chokoladen fint, og smelt den over vandbad.

Pisk æggehviderne stive, og stil den til side.

Pisk æggeblommerne let og luftige sammen med sukkeret.

Rør den smeltede chokolade i æggesnapsen.

Vend æggehviderne i.

Fordel moussen i portionsglassene (oven på lakridscremen.)

Stil dem på køl et par timer.

 

Krystalliseret hvid chokolade med lakrids- og hindbærstøv:

Hak chokoladen, og smelt den over vandbad.

Bring sukker og vand i kog, og lad det koge, indtil det når en temperatur på 136 grader.

Hæld sukkermassen over chokoladen, mens du pisker.

Hæld de små chokoladekugler ud på et bagepapir, og lad dem køle af.

Drys halvdelen med lakridspulver og halvdelen med knuste frysetørrede hindbær.