Chokoladetærte med kirsebær

Chokoladetærte med mazarin og kirsebær

// SPONSORERET //

Amarenakirsebær møder mørk mælkechokolade, og sød tærtemagi opstår. Ikke kun er jeg forelsket i den hypnotiserende chokoladespiral. Jeg er også vild med spillet mellem de søde kirsebær og den mørke mælkechokolade, der elegant knækker kirsebærsødmen uden at overdøve.

Tærten er fuld af konsistens-kontraster: smørsprød kakaomørdej, dejlig saftig chokoladefrangipane, fyldig chokoladeganache og silkeblød chokoladecremeux, der smelter i samme sekund, den rammer tungen.

Tærten kræver lidt tålmodighed, men er hvert et sekund værd. Jeg serverede den for søde gæster sidste søndag, og de var ellevilde.

Ha’ en smadderdejlig weekend!

Kærligst Maja

Chokoladetærte med mazarin og kirsebær Chokoladetærte med mazarin og kirsebær

Chokoladetærte med kirsebær

8-10 personer

Ingredienser

Chokoladecremeux:

  • 1/2 blad husblas
    120 g mørk mælkechokolade, gerne Bahibe 46 % fra Valrhona
    2 æggeblommer
    15 g sukker
    80 ml sødmælk
    80 ml piskefløde
    1 nip salt

Kakaomørdej:

  • 125 g hvedemel
    25 g kakaopulver
    50 g flormelis
    1 knivspids salt
    75 g koldt smør
    1/2 æg

Chokoladefrangipane:

  • 50 g mandelmel
    50 g sukker
    50 g blødt smør
    50 g mørk mælkechokolade, gerne Bahibe 46 % fra Valrhona
    1 æg
    16-18 kirsebær fra Amarena Fabbri

Kirsebærganache:

  • 100 g mørk mælkechokolade, gerne Bahibe 46 % fra Valrhona
    70 g kirsebærsirup fra Amarena Fabbri
    70 ml piskefløde

Pynt:

  • chokoladeperler fra Valrhona
    orange skovsyre
    chokoladespåner
    frysetørret kirsebærstøv

Fremgangsmåde

Chokoladecremeux:

  • Udblød husblassen i koldt vand. Hak chokoladen fint, og kom den i en skål. Pisk æggeblommer og sukker hurtigt sammen. Varm mælk og fløde op til lige under kogepunktet, og pisk det æggeblommerne. Hæld blandingen tilbage i gryden, og varm den op til 83 grader under konstant omrøring. Sigt den 83 grader varme creme, vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i cremen. Hæld cremen over den finthakkede chokolade, og rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, til cremeuxen samler sig og får en smuk, blank overflade. Tilsæt salt, og stavblend. Fordel cremeuxen i en spiralformet silikoneform (14 cm i diameter), og kom den i fryseren natten over.

Kakaomørdej:

  • Kom mel, kakaopulver, flormelis, salt og smør i en blender, og blend det hurtigt sammen. Saml dejen med ægget. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og lad den hvile i køleskabet i min. 1 time.
  • Beklæd en tærtering (18/20 cm i diameter) med dejen, og stil bunden i køleskabet, mens du laver frangipanen.

Chokoladefrangipane:

  • Kom mandelmel, sukker, smør og æg i en skål, og pisk det hele godt sammen. Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og rør den i. Fordel chokoladefrangipanen i tærtebunden, og tryk kirsebærrene ned i. Bag tærten i ca. 25 minutter ved 175 grader, og den køle helt af.

Kirsebærganache:

  • Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen. Bring fløde og kirsebærsirup til kogepunktet i en lille gryde, og hæld det over chokoladen, mens du rører i midten af skålen med en dejskraber. Fortsæt med at røre, til ganachen samler sig og får en smuk, blank overflade. Stavblend ganachen, og fordel den i et tyndt lag oven på frangipanen. Stil tærten i køleskabet i 1-2 timer, til ganachen har sat sig lidt.

Pynt:

  • Tag den frosne chokoladecremeux ud af formen, og placer den i midten af tærten. Pynt kanten af tærten med chokoladeperler, skovsyreblade, chokoladespåner og kirsebærstøv.

Tip: Det er den smukke, blå keramikkrukke, som de lækre kirsebær gemmer sig i.

Tip: Jeg bruger Bahibe 46 % i opskriften her, som er en mørk mælkechokolade fra Valrhona. Kan du ikke få fingre i den, kan du bruge andre mørke mælkechokolader – eller til nøds blande lidt mørk chokolade i en portion mælkechokolade.

Tip: Spiralformen hedder ‘Tourbillon’, er fra Silikomart og kan købes i Kunst og Køkkentøj.

Tip: Der er chokoladecremeux til overs. Gem det i en sprøjtepose i køleskabet eller fyld to silikoneforme op.