Karamel-is af karamelliseret hvid chokolade
Solskin på terrassen, sødt veninde-selskab og karamelliseret hvid chokolade-is er en perfekt afslutning på en meget magisk weekend.
Isen har jeg drømt om at lave lige siden, jeg smagte karamelliseret hvid chokolade allerførste gang.
Har du nogensinde smagt karamelliseret hvid chokolade?
Ellers vil jeg stærkt anbefale det.
Efter en time i ovnen trylles almindelig hvid chokolade om til en flydende lysebrun chokolade med en særlig, sød smag af karamel.
Chokoladen kræver kærlig opmærksomhed i form af omrøringer hver 10. minut. Men det er det hele værd.
Det er vigtigt at bruge en god kvalitetschokolade med højt indhold af kakaosmør. Jeg har brugt Amedei Toscano White.
Spis den karamelliserede chokolade, som den er – eller brug den som jordbærdyp, i kager, som smørepålæg, som macarons-fyld eller i is.
Ingredienser
Karamelliseret hvid chokolade:
Hak chokoladen groft.
Fordel chokoladen på en bageplade beklædt med bagepapir eller i et ovnfast fad.
Bag den ved 120 grader i cirka en time. (Evt. mere.)
Rør rundt i massen hver 10’ende minut.
Bliv ikke bekymret, når massen begynder at klumpe. Det skal den. Den vil karamellisere og blive flydende senere.
Hvis din færdige karamelliserede chokolade har klumper, så giv den en tur i blenderen.
(Hvis chokoladen når at blive kold og stivne, så opvarm den over vandbad, og den vil blive flydende igen.)
Karamel-is:
250 g mælk
50 g fløde
200 g karamelliseret hvid chokolade
50 g sukker
Hæld karamelliseret hvid chokolade og fløde i en skål, og smelt det over vandbad.
Tag skålen af vandbadet, og tilsæt mælk og sukker.
Rør rundt.
Kør massen på ismaskine.