Myntemacarons

Macarons frøer mynte hvid chokolade

Da Anne var højgravid og gemte en lille Kaj inde i maven, overraskede jeg hende med babyshower, Kajkager og Kajmacarons.

1 1/2 år senere lavede jeg en ny portion og forærede til Kaj selv.

Tror måske han delte med mor og far, men jeg er ikke helt sikker…

De små, sprøde frøbunde var samlet om silkeblød ganache med hvid chokolade og frisk mynte i gavmilde mængder.

Jeg var så pjattet med smagen (og farven), at jeg delte opskriften i Politiken efterfølgende.

Dog i en knap så frøfin version.

Jeg håber, at du stornyder Påsken og fanger de små solstråler, ferien byder på.

Chokoladeknus fra Maja

Myntemacarons

40 macarons

Ingredienser

Hvid chokoladeganache med mynte:

  • 200 g hvid chokolade
    1 spsk sukker
    18-20 mynteblade
    100 ml piskefløde
    1 spsk glukosesirup

Bunde:

  • 150 g mandelmel
    150 g flormelis
    55 g æggehvider
    Lidt limegrøn pastafarve
    150 g sukker
    50 g vand
    55 g æggehvider

Fremgangsmåde

Hvid chokoladeganache med mynte:

  • Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Stød mynteblade og sukker i en morter, indtil sukkeret er opløst.
    Bring myntepuré, fløde og glukosesirup i kog i en gryde, og hæld det over chokoladen.
    Rør rundt i midten af skålen, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
    Stavblend evt. ganachen.
    Kom ganachen på køl tre-fire timer eller natten over.

Bunde:

  • Sigt mandelmel og flormelis i en skål, og rør 55 g æggehvide og pastafarve i blandingen.
    Bring sukker og vand i kog i en lille gryde, og varm det op til 117 grader.
    Pisk resten af æggehviderne stive i en skål, og hæld den 117 grader varme sukkerlage ned i æggehviderne i en tynd stråle under piskning.
    Pisk videre, indtil marengsen er sej og blank og næsten afkølet.
    Vend først lidt marengs i mandelblandingen med en dejskraber.
    Vend derefter resten af marengsen forsigtigt i.
  • Kom dejen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små cirkler (3 cm i diameter) ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
    (For Kajkager: sprøjt yderligere to bittesmå cirkler ud, der lige rører de større cirkler, som øjne.)
    Bag bundene i 10-12 min ved 150 grader varmluft.
    Lad bundene køle helt af.

Samling og pynt:

  • Fyld ganachen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små toppe ud på halvdelen af bundene.
    Saml kagerne med de resterende bunde.
    (For Kajkager: lav øjne af hvid glasur og mørk chokolade + mund af mørk chokolade.) 

Tip: Foretrækker du mørk chokolade kan den hvide chokolade sagtens erstattes af mørk. Dog skal du skrue op for mængden af piskefløde, så forholdet er 1:1. Dvs. 200 g mørk chokolade og 200 ml piskefløde.

Macarons frøer mynte hvid chokolade

Kajkager

Kajkager

Små Kajkager med browniebund, hindbærcreme og kærlighedsbudskab.

Lidt for at fejre miraklet i Annes mave.

Meget for at sige tak!

Uden Anne stod jeg ikke her i dag. Med en chokoladebog i den ene hånd og et næsten færdigt isbogmanus i den anden. Med glædesbobler så store, at jeg slet ikke kan rumme dem.

Hun har gjort mit liv mere lykkeligt, og jeg har tilmed fået en veninde for livet.

Juhuu for den slags eventyr.

 

Ingredienser:

Antal: 16 små kajkager

Browniebund

Hindbærsmørcreme

Pynt:
150 g økologisk marcipan
75 g usaltede pistacienødder
50 g flormelis
lidt past. æggehvide
10 g mørk chokolade

Stik små cirkler ud af brownien. Fordel lidt hindbærsmørcreme oven på hver browniebund. Sæt kagerne på køl et øjeblik.

Blend pistacienødder til mel. Ælt 25 g pistaciemel ind i marcipanen. Rul pistaciemarcipanen ud i et tyndt lag, og skær cirkler ud af den. Overtræk kagerne med marcipanskiverne (fold marcipanskiverne rundt om kagerne.) Rul kagerne i resten af pistaciemelet, så hele kagen bliver dækket.

Bland æggehvide og flormelis sammen til tyk glasur, og kom det en sprøjtepose med lille, rund tylle. Lav to små dutter som øjne på hver kage, og lad glasuren stivne helt. Smelt chokolade i en skål over vandbad. Dyp en tandstik i chokoladen, og lav små pupiller med den (oven på den hvide glasur).

Skær et snit i kagerne som mund.

Servér for børn og barnlige sjæle!

Kajkager

Indlægget indeholder affiliatelinks.