Love lakrids
I morgen drager jeg på bryllupseventyr med manden-min.
Australien var den planlagte destination, men så fik vi den glade baby-nyhed, så nu går turen til Paris.
Jeg glæder mig helt ned i tæerne til parisisk paradis, gåture, flettede fingre og (chokolade)kager i massevis.
I tasken har jeg hjemmelavede Love lakridser. Små kærlighedskugler til kærlighedsferien.
Lige som Bülows består de af sød lakrids drageret i hvid chokolade og vendt i pulveriseret frysetørret hindbær.
Jeg holder fri fra bloggen, imens vi er væk, men hold øje med mig (og kagerne) på Instagram: majachocolat.
Vil du også lave kærlighedskugler til dine kære, er her opskriften:
Ingredienser
Sød lakrids – gerne NO. 1 fra Bülow
Hvid chokolade – gerne Amedei Toscano White
Frysetørret hindbærpulver
Smelt chokoladen over vandbad, og bland et par skefulde frysetørret hindbærpulver i.
Klip lakridserne over i to stykker (hvis du bruger Bülows), og overtræk dem med den smeltede hindbærchokolade.
Hvis du ønsker et tykkere lag chokolade, så overtræk lakridserne to gange. (Det gjorde jeg.)
Når chokoladen næsten er stivnet, så rul kuglerne i hindbærpulver.
Opbevar kærlighedskuglerne køligt.