Hjemmelavede chokoladeisvafler

Chokoladeisvaffel med sommerbær

For at være helt ærlig spiser jeg sjældent en hel købeisvaffel.

Jeg spiser stensikkert al isen og slikker vaflen omhyggeligt ren.

Men selve vaflen ender som regel i skraldespanden – måske med et par små bidemærker i kanten, hvis vaflen er virkelig lokkende.

Får jeg til gengæld serveret en hjemmelavet isvaffel, spiser jeg rub og stub! Sågar helt uden is!

Her er en chokoladesød isvaffelvariant.

Bag chokoladeisvaflerne på et isvaffeljern som dette, fyld dem med dine favoritbær og hæld en gavmild skefuld smeltet mørk chokolade ud over.

Din mund bliver en tand lykkeligere, lover jeg.

Ingredienser

Antal: ca. 8 isvafler

Chokoladeisvafler:
2 æg
40 g sukker
40 g smør
40 g mel
5 g kakaopulver
1/2 tsk bagepulver

Chokoladeisvafler:
Smelt smørret, og lad det køle lidt af.
Kom alle ingredienser i en blender, og blend det godt sammen.
Kom et par skefulde dej i vaffeljernet, og bag i ca. 2 min.
Form den bløde, varme vaffel til et kræmmerhus, og lad den køle af og blive sprød.
Fyld den f.eks. med sommerbær og chokolade som her:

Chokoladeisvaffelmedbær3

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Glutenfrie isvafler

Glutenfrie hjemmelavede isvafler

Min juli rimer på ferieforelskelse og familietid, bærlykke i lange baner, stille aftenstunder og morgener med magi, solkys i Kbh – og is!

Allerhelst laver og spiser jeg is hver eneste dag.

I øjeblikket står hjemmelavede ispinde og isvafler i toppen af lykkelisten.

Derfor vil jeg de næste dage byde på opskrifter, der spreder særlig sommerglæde herhjemme.

I dag får du opskriften på isvafler.

Mandelsøde, sprøde isvafler fulde af smag og fri for gluten.

De kræver et isvaffeljern – til gengæld får du så lækre isvafler, at du aldrig vil spise kedelige købeisvafler igen. (Og har lyst til at spise hele vaflen – også selv om der ikke er is i!)

Mit isvaffeljern er af mærket Severin og kan købes lige her.

Håber din juli bliver fuld af små lykkestunder!

 

Ingredienser

Antal: 6 vafler

65 g mandler
1 æg
1 æggehvide
2 spsk sukker
2 spsk smeltet smør
1/2 tsk kardemomme
1/2 tsk vanilje
1/4 tsk salt
50 g mørk chokolade
Usaltede pistacienødder, frysetørrede hindbær og rabarber, peanuts, kokos…

Smut mandlerne, og blend dem til mel.
Kom resten af ingredienserne ned i blenderen, og blend til homogen masse.
Kom dejen i et varmt isvaffeljern, og bag i ca. 1 min.
Form til kræmmerhus, og hold dem i den form til de er blevet sprøde.
Dyp kanten i smeltet, (tempereret) chokolade, og drys med farvefint krymmel.

Siden indeholder affiliatelinks.

Gratis øko-is!

Glutenfrie isvafler

Lørdag og søndag fra 12-15 byder den fine butik Social Food på Gl. Kongevej 115 på gratis is til alle!

Isdisken gemmer udelukkende på økologiske is – bl.a. vaniljeis med baobab, hindbærsorbet med açai og min karamelliserede hvide chokoladeis, som jeg lavede i Go’morgen Danmark i lørdags. Der er desuden 25 % rabat på alle friske varer!

Om søndagen (fra 12-14) står jeg i vinduet og bager glutenfrie isvafler, som I kan få isen serveret i. Selvfølgelig også gratis!

Trænger du til lidt forårsforkælelse, så kig forbi! :-)

Isvafler med lakrids-, citron- og hvid chokoladeis

Isvaffel med lakrids citron og hvid chokoladeis

Sidste lørdag var den lykkeligste dag i mit liv.

Lille Sia Sky kom til verden, og jeg har været svævende lige siden.

Hun er det største og det dejligste, og jeg får aldrig nogensinde nok af at iagttage hendes fine, petit fingre, hendes gab og gavtyvsmil og hendes nuttede næse.

Lige nu ligger hun på sin fars mave og snorksover, og jeg har planer om at forkæle ham med hjemmelavet hvid chokoladeis med lakrids og citron. I små isvafler med frysetørrede hindbær som pynt.

Isen har en vidunderlig cremet konsistens og forener det søde, det salte og det syrlige på skønneste vis.

Spis den sammen med dine allerkæreste. Det vil jeg gøre nu.

Isvaffel med lakrids citron og hvid chokoladeis

Ingredienser (til 4 personer)

Is:

250 g minimælk

50 g fløde

200 g Amedei Toscano White eller anden hvid kvalitetschokolade

50 g sukker

1-2 øko-citroner

2 spsk lakridssirup – gerne den søde eller salte fra Bülow

 

Isvafler:

4 isvafler

50 g Amedei Toscano White eller anden hvid chokolade

Frysetørrede hindbær

 

Is:

Hak chokoladen groft.

Hæld fløden i en gryde, og bring det i kog.

Tag gryden af varmen, og tilsæt den hakkede chokolade.

Rør rundt – til chokoladen er opløst.

Tilsæt sukker og kold mælk.

Riv skallen fra citronen/citronerne (alt afhængig af, hvor citronglad du er)

Kør massen på ismaskine.

Rør forsigtigt et par skefulde lakridssirup i (som swirls).

Sæt isen i fryseren indtil brug.

 

Isvafler:

Smelt chokoladen i en skål over vandbad (og temperer den).

Dyp toppen af vaflerne i chokoladen, og pynt dem med frysetørrede hindbær.

Sæt vaflerne på køl, indtil chokoladen er størknet, og fyld dem så med et par kugler is.