Hjemmelavet Snickers
På søndag fylder jeg hele syvogtyve år, og det skal fejres med flag, familiebesøg og fødselsdagslækkerier i lange baner.
På bordet vil man bl.a. kunne finde disse små Snickers-barer.
De består af den søde mælkechokolade Amedei Toscano Brown tilsat crunchy peanutbutter, blød fransk nougat, sød karamel og salte peanuts.
Syndige og smadderuimodståelige!
Selv om de ser komplicerede ud, så vær ikke bange for at prøve dem af. De er slet ikke så svære, som de ser ud til.
Et par timer i køkkenet (+ lidt turbo-tørring i fryseren) og bum, så er der hjemmelavede Snickers-barer.
Et perfekt påskeferieprojekt! :)
Ingredienser (ca. 10 stk.)
1. lag:
100 g Amedei Toscano Brown eller anden mælkechokolade
20 g (crunchy) peanutbutter
2. lag:
160 g honning
260 g sukker
80 g vand
50 g glukosesirup
40 g pasteuriserede æggehvider
40 g sukker
1/2 vaniljestang
en knivspids salt
3. lag:
50 g saltede peanuts
120 g karamel (købt eller hjemmelavet f.eks. af kondenseret mælk)
4. lag:
100 g Amedei Toscano Brown eller anden mælkechokolade
20 g peanutbutter
1. lag
Smelt chokolade og peanutbutter i en tykbundet gryde ved lav varme. (Lad den kun lige smelte.)
Hæld chokoladen i en form (ca. 15 cm x 10 cm) beklædt med bagepapir, og stil den på køl (eller i fryseren, hvis det skal gå hurtigt.)
2. lag:
Hæld honning, sukker, vand og glukose i en gryde og lad det koge ved middelvarme – til det har en temperatur på 152 grader.
Pisk æggehvider og sukker til marengs.
Tilsæt salt og vanilje.
Hæld den 152 grader varme sukkermasse i en tynd stråle ned i marengsen, mens du pisker.
Pisk i cirka 10 min – til massen får en sej og luftig konsistens.
Vend massen ud på en silikonemåtte/bagepapir drysset med flormelis.
Rul nougaten ud med en kagerulle, og læg den oven på chokoladelaget. (Sørg for, at nougaten ikke er alt for varm.)
Sæt den på køl et øjeblik.
3. lag:
Drys peanuts oven på nougaten.
Varm karamellen lidt op, og hæld den ud over nødderne.
Sæt massen tilbage i køleskabet, og lad karamellen stivne helt.
4. lag:
Smelt chokolade og peanutbutter i en tykbundet gryde ved lav varme. (Lad den igen kun lige smelte.)
Hæld chokoladen oven på karamellen, og stil den færdige Snickers-masse tilbage i køleskabet.
Skær massen ud i små himmerigsmundfulde, og server dem for søde tænder :)