Hindbærispinde med cookieknas

Ispinde med hindbæris og cookie

Når mandag rimer på solskin og en ‘to do’ uden presserende deadlines, gælder det om at udnytte det. Som i at gå en lang tur i solstrålerne, spise ekstra meget is og bage lige præcis det, man har allermest lyst til.

Og hvad mon jeg bagte? Du får ét gæt. Macarons. Seks forskellige slags. Mindre kan ligesom ikke gøre det.

Da solen var ved at gå ned, spiste vi vandmelon, hindbærispinde og pølsemadder på altanen. Sidstnævnte mest Sia.

Gid hver uge startede sådan!

Ispindene består af cremet hindbæris med små stykker knasende cookie indeni og udenpå. Vinderis på en varm majdag! Der er kun et problem. Der er ikke flere i fryseren. Heldigvis arbejder min kære ismaskine på en løsning.

Ispinde med hindbæris og cookie

Hindbærispinde med cookieknas

10 små ispinde

Ingredienser

Hindbæris:

  • 230 g hindbær
    150 g sukker
    100 ml minimælk
    100 ml piskefløde
    1-2 spsk citronsaft
    cookie 

Pynt:

Fremgangsmåde

Hindbæris:

  • Kom hindbær og sukker forsigtigt i kog i en gryde, og lad det simre et par minutter.
    Si kernerne fra.
    Bland hindbærpuré med mælk og fløde, og smag til med citronsaft.
    Køl ismassen ned, og kør den på ismaskine.
    Knus cookien, og rør cookieknas i den færdige hindbæris.
    Fyld isen i ispindeforme, og sæt dem i fryseren natten over.

Pynt:

  • Smelt chokolade i en skål over vandbad, og hæld den op i et højt, smalt glas.
    Knus cookien.
    Tag en ispind ud af fryseren, dyp den hurtigt i chokoladen, pynt straks med frysetørrede hindbær og cookieknas og læg den tilbage i fryseren.
    Gentag med resten af ispindene.

(Indlægget indeholder affiliatelinks!) 

Små hindbærispinde

Små ispinde med hindbæris, chokolade og knas

Min søndag var i sandhed en sød dag.

Anne og jeg bød 30 kageentusiaster på kagekærlighed i store og små størrelser samt ispinde med knasende krymmel i fine farver.

Jeg elskede at lære 30 af jer derude bag skærmen lidt bedre at kende og glæder mig allerede afsindigt meget til at møde 30 mere d. 13. juli.

Som lovet er her detaljer om de små hindbærispinde. Først en hurtig step by step:

1. Ismassen får en karrusseltur i Delonghi-ismaskinen.
2. Hindbærisen fyldes i silikoneform og får fornøjelsen af en overnatning i fryseren med pinde i bagenderne.
3. Dagen efter: Ispindene får et dyp i smeltet hvid eller mørk kvalitetschokolade og en hurtig ‘make over’ med pistacienødder, frysetørrede hindbær, lakridspulver, krystalliseret hvid chokolade, kakaopulver, cookiekrummer…
4. Isene er klar til ispindeparty!

Ingredienser

Antal: 10 mini ispinde

Hindbæris:
230 g hindbær
150 g sukker
100 ml mælk
100 ml fløde
1 squeeze frisk citronsaft

Pynt:
Din favoritchokolade
Hakkede nødder, frysetørrede bær, lakridspulver, kakaopulver, kokos…

Kom hindbær og sukker i en lille gryde, og bring det i kog.
Lad det simre et par minutter, og blend så massen til hindbærpuré.
Si kernerne fra, og bland med mælk og fløde.
Smag til med lidt citronsaft.
Kør massen på ismaskine, og fyld den færdigkørte is i silikoneformen.
Stik små træpinde ind i isen.
Sæt formen i fryseren natten over.
Dyp de færdige ispinde i smeltet hvid/mørk chokolade, og pynt med krymmel og knas!
Nyd dem med det samme – eller opbevar dem i en boks i fryseren, indtil islysten melder sig.

Siden indeholder affiliatelinks.

★ iskager ★

Stjerne iskager hindbær issandwich

Fine Sia Sky blev 1 måned i mandags.

Hun blev fejret med kys, kærlighed og iskager en masse og tilbragte aftenen snorksovende i farmors trygge favn. Drøndejligt for begge damer. 

Iskagerne består af chewy mandelbunde med lakrids og små stykker White samt laber, lyserød hindbæris.

De er den perfekte lille prinsessedessert, men hitter hos både piger og drenge, mænd og kvinder.

Stjerne iskager hindbær issandwich

Ingredienser

Hindbæris:

230 g hindbær

100 g fløde

100 g mælk

150 g sukker

lidt citronsaft

 

Bunde:

3 æggehvider

150 g sukker

100 g mandler

70 g hvid chokolade

2 tsk rålakridspulver (fra Bülow)

 

Hindbæris:

Blend hindbærerne, og si kernerne fra.

Bland hindbærpuré, fløde, mælk, sukker og citronsaft, og kør massen på ismaskine.

 

Bunde:

Smut mandlerne, og blend dem til groft mel.

Hak chokoladen fint.

Pisk æggehvider og sukker til marengs, og vend mandelmel, hakket chokolade og lakridspulver i.

Beklæd en bageplade med bagepapir, og smør et firkantet lag marengs ud (cirka ½ cm tykkelse).

Bag bunden i 12-15 min ved 175 grader – til den får en fin lysebrun farve.

Lad den køle af på en bagerist.

Del den i to, og fordel hindbæris mellem dem.

Sæt den i fryseren natten over.

Stik små stjerner ud med en kageudstikker, og server for sødhedsmennesker!

Frozen yogurt pops – yoghurtispinde

Yoghurtis - ispinde - frozen yogurt

Græsk yoghurt, en håndfuld hindbær, et par skefulde sukker og lidt vanille og voilà, så har du den lækreste, silkebløde yoghurtis.

Smaddernemt og sommerforfriskende!

Har du et stort chokoladehjerte (som mig), så tilsæt hakket mørk chokolade, og jeg lover, at du får kærlighed i isklæder.

Den græske yoghurt er med til at give isen en skøn, forfriskende smag og en høj placering på sundhedsskalaen.

Spis den direkte fra ismaskinen og få fløjsblød frozen yogurt som hos ‘Frozberry’ og ‘My FroYo Cup’.

Eller fyld den i små forme og gem de indbydende ispinde i fryseren, indtil solen titter frem.

Yoghurtis - ispinde - frozen yogurt

Ingredienser

285 g græsk yoghurt

150 g hindbær

50 g sukker

lidt vanille

30-50 g mørk chokolade – afhængig af din søde tand

 

Blend græsk yoghurt, hindbær, sukker og vanille.

Si evt. massen gennem en si, hvis du ønsker at frasortere kernerne. Jeg elsker knas, så jeg gør det aldrig.

Kør massen på ismaskine.

Hak chokoladen groft, og bland den i massen et par minutter før, at den er færdigkørt.

Nyd isen direkte fra ismaskinen, eller fyld den i små forme.

Is-sandwich med hjemmelavet hindbæris

Is-sandwich med hindbæris

I går var sådan en dag, der er værd med at markere med store kuglepens-hjerter i kalenderen.

En dag med hverdagsoplevelser til den indre gemmekasse.

En dag, man ønsker, aldrig vil holde op.

Issandwich med hindbæris

Jeg tilbagte hyggelige timer sammen med min mor, søster og niece i Torvehallerne, vendte hjem med poser propfulde af luksus-lækkerier og nød aftenen med pigepjank og italiensk is.

Vi lavede blandt andet disse små is-sandwichs.

Med sprøde choko-nøddebunde, himmelsk hjemmelavet hindbær-is og i prangende pink farver.

Issandwich med hindbæris

Ingredienser (cirka 12)

Hindbæris:

230 g hindbær

150 g sukker

140 g fløde

80 g mælk

 

Nøddecookies:

100 g hasselnødder

100 g god mørk chokolade

100 g sukker

1 1/2 æggehvider

 

Hindbæris:

Mos hindbærene med en gaffel, og si kernerne fra.

Bland hindbærpuré, sukker, fløde og mælk i en skål.

Kør massen på ismaskine.

 

Nøddecookies:

Blend nødderne til mel.

Hak chokoladen groft.

Bland nøddemel, chokolade og sukker i en skål.

Pisk æggehviderne let, og bland dem i.

Lav små runde cookies på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag dem ved 170 grader i cirka 12 min.

Lad dem køle helt af.

Fyld en scoop is mellem to cookies – og mas dem forsigtigt sammen.

Spis dem i sødt selskab og drøm om sommer.

Issandwich med hindbæris