Spiselige julegaver: hasselnøddefinanciers med chokolade

Glutenfrie hasselnødde financiers

I sidste weekend zoomede jeg ind på familiesamvær, sneeeegletempo, søvn (!) og dessertforkælelse af den aller-allerbedste slags – fremskabt af dygtige Daniel Kruse fra Stammershalle.

En smuttur til solskinsøen var savnet – og blev stornydt af alle. Måske allermest lille Sia, der tilbragte alle tre dage i favnen på sin mormor.

Inden vi rejste retur til København, efterlod jeg en lille overraskelse i mormors køleskab.

Små, saftige, glutenfrie hasselnøddefinanciers med masser af mørk chokolade.

Som TAK.

Er du på jagt efter en lille spiselig advents-/takkegave, er de slet ikke tossede!

Glasset er lynhurtigt at lave, så du kan sagtens nå det til i morgen!

Må du få den hyggeligste 1. søndag i advent!

Glutenfrie hasselnødde financiers

Hasselnøddefinanciers

ca. 15 små kager

Ingredienser

Hasselnøddefinanciers:

  • 125 g hasselnødder
    140 g flormelis
    6 æggehvider
    100 g smør
    50 g mørk chokolade/mælkechokolade

Pynt:

  • 2 spsk frysetørret hindbær
    1 tsk tørrede rosenblade

Fremgangsmåde

Hasselnøddefinanciers:

  • Rist hasselnødder i ca. 5 min ved 200 grader, og gnub skallerne af i et viskestykke. Lad nødderne køle lidt af, og blend dem til mel.
    Kom smørret i en lille gryde, og lad det koge, indtil det er gyldent og dufter af hasselnødder (‘beurre noisette’). Lad det køle lidt af.
    Kom hasselnøddemel og flormelis i en skål, og tilsæt æggehvider. Rør rundt med et piskeris.
    Tilsæt det afkølede smør, og rør igen, indtil dejen er ensartet.
    Fyld dejen i små financierforme, og bag kagerne i ca. 12 min ved 200 grader (til de er godt gyldne.)

Pynt:

  • Pynt f.eks. med frysetørrede hindbær og rosenblade.

Som gave

  • Kom flormelis, hasselnøddemel, chokolade og evt. pynt i lag i et patentglas.
  • Lav et lille label med titlen: ‘FINANCIERS med hasselnød og chokolade’, og klistr på glasset.
    Skriv en lille vejledning til. F.eks.:
    “Kom 100 g smør i en lille gryde, og lad det koge, indtil det er gyldent og dufter af hasselnødder (‘beurre noisette’). Lad det køle lidt af.
    Kom glassets indhold (på nær pynt) i en skål, og rør 6 æggehvider i.
    Tilsæt det afkølede smør, og rør rundt med et piskeris, indtil dejen er ensartet.
  • Fyld dejen i små financierforme, og bag kagerne i ca. 12 min ved 200 grader.
    Pynt – og nyd!”

Glutenfrie hasselnødde financiers